Er mænd i topledelse en god forretning på bundlinjen?

'Klarer virksomheder med kvinder i ledelsen sig dårligere end gennemsnittet?' Det er overskriften på en artikel i mediet TjekDet, og svaret er umiddelbart ’ja’, hvis man spørger debattør og forfatter Asger Garde. Det gjorde direktør for Tænketanken Equalis, Gine Maltha Kampmann, i debatprogrammet “Ta’r jeg fejl?” på Radio4. 

TjekDet har efterfølgende taget kontakt til professor i økonomi, Nina Smith, som gør det klart, at der er lavet adskillige videnskabelige studier, som forsøger at kortlægge, om kvindelig ledelse påvirker virksomheder negativt eller positivt. Men resultaterne fra de mange studier peger ikke i en og samme retning, og der er ingen entydigt dokumenteret kausalitet.

Chefanalytiker hos Rockwool Fonden, Nicolai Kaarsen, tilslutter sig, at der er lavet mange studier og henviser blandt andet til et metastudie, som samler 51 forskellige studier:

“Sådanne studier er for mig at se det bedste grundlag, vi har at stå på. Men den lidt nedslående konklusion er, at resultaterne stikker i mange forskellige retninger og derfor ikke fortæller en entydig historie.”

Kvinder som variabel – mænd som standard
Når vi i den offentlige debat igen og igen diskuterer, om kvinder i ledelse er godt for bundlinjen, afslører det en ubevidst forestilling om, at mænd ikke behøver at dokumentere deres kollektive værdi. De antages at have den. At det særligt er kvinder som ledere, der bliver målt og vejet, kan have historiske årsager: Da kvinder begyndte at indtræde i ledelserne, blev de opfattet som den nye faktor, som skulle undersøges. 

Når mænd fortsætter med at dominere i ledelser og bestyrelser, opfattes det som stabilitet. Noget historisk velkendt. Der kan derfor herske en forestilling om, at det eksisterende system allerede er blåstemplet som effektivt i kraft af sin historiske eksistens.

Mænd i ledelsen bliver derfor ikke opfattet som et til- eller fravalg, men nærmest som en naturlov, som vi derfor ikke undersøger og analyserer i samme omfang i den offentlige debat. Mænd er ikke en variabel, men et vilkår.

Grafer uden kausalitet

Et eksempel i debatten er den MSCI-graf, som debattør og forfatter Asger Garde trak frem i sin dialog med direktøren for Equalis i Radio4. Grafen viser udviklingen i et MSCI-indeks bestående af virksomheder med relativt høj kvinderepræsentation i ledelse og bestyrelse sammenlignet med et bredt markedsindeks i en given periode. I den målte periode har diversitetsindekset haft et lavere afkast end markedsgennemsnittet.

Grafen dokumenterer imidlertid alene en observeret forskel i afkast mellem to indeks. Den er ikke udformet som et kausalt studie og kontrollerer ikke for brancheforskelle, nationale reguleringer eller øvrige økonomiske forhold. Den kan derfor ikke i sig selv sige noget om, hvorvidt kønssammensætningen er årsag til forskellen i performance.

Ifølge både Nina Smith og Nicolai Kaarsen dokumenterer MSCI-grafen ingen kausalitet, og den samlede forskningslitteratur peger i så forskellige retninger, at man ikke kan konkludere en entydig årsagssammenhæng.

Alligevel opnår fortællinger om, hvorvidt kvinder i ledelsen skaber værdi, stor gennemslagskraft, fordi de leverer simple sammenhænge i et komplekst felt

På den måde kan forsimplede koblinger mellem kvinder i ledelse og bundlinje minde om Ludvig Holbergs komedie ’Erasmus Montanus’. Her “beviser” Erasmus, at Mor Nille er en sten, fordi hun – ligesom en sten – ikke kan flyve. Logikken er formelt korrekt, men konklusionen er forkert, fordi der er mange grunde til, at Nille ikke er en sten.

Når bevisbyrden bliver skæv
Hvis vi anvender den samme logik konsekvent, kunne flere journalister stille det spørgsmål, om mandlig ledelse har en målbar effekt på bundlinjen. Det er en vinkel, vi ikke i samme omfang ser i aviserne. Vi sætter sjældent i samme omfang spørgsmålstegn ved mænds lederevner.

Det afgørende er derfor ikke kun, hvad forskningen viser. Det afgørende er også, hvordan resultaterne anvendes i den offentlige debat. Kvinder bliver gjort til genstand for løbende evaluering. Deres værdi skal dokumenteres igen og igen. Deres tilstedeværelse skal legitimeres gennem tal, analyser og rapporter. Mænds værdi forudsættes at være til stede.

Det skaber et skævt konkurrencefelt. Den ene part optræder som standard. Den anden som hypotese. Den ene repræsenterer det kendte. Den anden repræsenterer det, der skal testes. I enhver analyse er det altid hypotesen, der kan forkastes. Aldrig standarden.

Dermed bliver selve analysen af kvinder et selektivt redskab. Det bruges ikke til at undersøge hele feltet, men alene til at vurdere kvinders performance. Det underliggende spørgsmål er: Kan de overhovedet finde ud af det? Spørgsmålet bliver et instrument til at fastholde mandlige ledere som normalitet snarere end til at udfordre den.

Det egentlige regnestykke
Debatten om kvinder i ledelse fremstilles ofte som et ligestillingsspørgsmål. Men i sin kerne handler den om noget mere grundlæggende: Hvem opfattes som naturligt værdifuld, og hvem opfattes som en mere risikabel investering, der skal bevise sit afkast? Hvem er udgangspunktet, og hvem er afvigelsen?

Debatten handler ikke kun om økonomi, men også om magt, normer, køn og forventninger. Den handler om, hvem der får lov til at være neutral, og hvem der bliver gjort til problem.

Men selv i studier, der undersøger kønsdiversitet og økonomisk performance, er det ikke entydigt dokumenteret, at én kønsgruppe – mænd eller kvinder – som sådan er årsag til bedre afkast; snarere peger nogle analyser på, at kønsbalancerede ledelsesteams korrelerer med positive resultater.

Kvinder på en guldvægt

Måske er det på tide at blive mere bevidst om vores egne fordomme og stiller os selv spørgsmålet: Hvorfor er det mest kvinder, der skal vejes på en guldvægt?

Måske er tiden kommet til en grundantagelse om, at både kvinder og mænd kan være kompetente ledere, og at vi derfor skal sørge for, at vi udnytter talentmassen bedst muligt ved at sikre, at der både sidder kvinder og mænd omkring bordet, når små og store beslutninger træffes.