METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 20

Hella Joof og Christine Feldthaus i Byggeriets Kvinderåd

”Inden mit møde med beskæftigelsesministeren og ligestillingsministeren om ændring af skurvognsregulativet lykkes det mig at blive optaget som medlem af Byggeriets Kvinderåd. På Facebook ser jeg, at dette råd er nedsat den 8. marts 2018, og det glæder mig. Men da jeg går ind og kigger på, hvem der sidder i rådet, ser jeg stort set kun navne på kendisser, som ikke umiddelbart har erfaring hverken fra erhvervsskoler eller byggepladser. Det er navne som skuespiller, instruktør og forfatter Hella Joof, livsstilsekspert og tv-vært Christine Feldthaus og politiker Christina Antorini. Jeg ser ikke et eneste medlem, der rent faktisk arbejder på en byggeplads. Jeg ser en kvindelig, selvstændig tømrer, men jeg ser ikke nogen unge kvinder, der var i lære eller lige var kommet ud fra en erhvervs-uddannelse. Derfor skriver jeg til Lars Storr-Hansen, som er direktør for Dansk Byggeri.

Jeg takker ham for at have taget initiativ til et kvinderåd og skriver, at jeg ser det som problematisk, at de mangler en, som er derude på gulvet. Kort tid efter får jeg et telefonopkald fra Dansk Byggeri og bliver en del af rådet.

Kvinderådet mødes flere gange, og under møderne fortæller jeg om skurvognsforholdene. Også i Dansk Byggeri får jeg den besked, at min ide ikke kan lade sig gøre. Under møderne i Kvinderådet holdt jeg det hemmeligt, at jeg havde inviteret ministrene til møde, for jeg ville ikke virke for træls.

Forud for det sidste møde i rådet spurgte jeg, om jeg måtte fortælle om unisex-skurvognen. Jeg fik tildelt fire minutters taletid. Da jeg kom til mødet, havde jeg forberedt en powerpoint, og min plan var, at jeg ville fortælle, hvordan det er at gå i bad uden dør. Jeg ville også komme med min løsning og fortælle, at jeg havde bygget en skurvogn, og at ministrene skulle se den. Jeg ville gerne give projektet til Kvinderådet, så vi sammen kunne stå frem i samlet flok.

Der er mange, som kommer til mødet. En af dem er en kvinde, som har siddet i en stor organisation i den private sektor. Hun havde hørt om mit projekt bag kulisserne, fordi ministrene har tæt kontakt med arbejdsmarkedets parter. Kvinden kommer kun lige ind ad døren, før hun løber hen til Christina Antorini og spørger: ”Hvad har du gang i? Hvad er det for noget med nogle skurvogne, man vil have ændret?” Antorini bliver forbavset og ved ikke noget om noget. Hun anede ingenting om min ide.

Underdirektøren i Dansk Byggeri peger over på mig:

”Er det dig?”

”Ja, det er mig,” svarer jeg.

Jeg kunne godt se, at der var noget rivende galt, og at det var et problem, det, jeg havde gang i. Hen mod slutningen af mødet skal jeg fortælle om projektet i de fire minutter. Den tidligere minister Lene Espersen er med som en af de store, men inden jeg når at komme i gang med at fortælle, afbryder kvinden fra den private organisation mig og siger: ”Det er ikke rigtigt, hvad du fortæller os. Det er ikke sådan, en skurvogn er indrettet,” siger hun og kigger over på Lars Storr:

”Lars, hvis Mette begynder at gå videre med noget af dette her skurvognsprojekt, så skal du lige sige til, for det skal der sættes en stopper for. Det bliver alt for dyrt for arbejdsgivere i Danmark.” Hun havde hørt om det fra en, der fulgtes til byen på cykel hver morgen sammen med erhvervsminister Troels Lund Poulsen.

Jeg tænkte, at jeg aldrig ville få det projekt igennem. Lars havde ikke engang lyst til at komme og få en rundvisning i skurvognen. Jeg siger til ham, at ”det er også fair nok, og jeg kan høre, at vi er uenige. Det respekterer jeg. Vi skal bare være enige om, at vi er uenige.”

Jeg føler mig som en idiot. Kvinden fra den private organisation tegner på mødet et billede af skurvognen og siger, at jeg så skal have en miljøvogn. Det er en vogn, som er meget dyrere end den almin-delige skurvogn, og den er kun et krav på byggepladser, hvor man fx arbejder med asbest eller kloakering. I miljøvognen har man en dør, hvor man går ind, og en sluse ind til badet, før man kan komme ind og spise. Hun siger, at det er sådan en, man skal have, og at den findes allerede.

Jeg fortæller, at jeg godt kender til miljøvogne, men foran alle siger hun, at jeg ikke ved noget om det, jeg taler om. Jeg spørger, om jeg må bruge mine fire minutter, og hun siger nej, fordi jeg fortæller noget, der ikke rigtigt.

Ingen sagde hende imod, da hun påstod, at jeg ikke vidste, hvordan en skurvogn ser ud, hvorefter jeg svarer: ”Jeg ved godt, hvordan en skurvogn ser ud, for jeg arbejder derude på byggepladsen til daglig.” Alligevel fik jeg ikke lov til at holde mit oplæg, og ingen så min skurvogn eller hørte mit oplæg. De fik ikke min løsning, og nu sluttede mødet. Jeg endte med at stå der og ligne en fucking idiot og være i tvivl om hele min sag. Jeg følte, at jeg var det mest ukloge menneske, der kunne gå på to ben. Jeg kunne næsten ikke lade være med at græde og måtte holde tårerne tilbage. Jeg følte mig så nedgjort.

Alle talte sammen, og jeg stod helt alene. På vej hjem følte jeg bare, at der blev snakket om mig og grinet ad mig bag min ryg. Hele vejen fra København til Aarhus havde jeg en kæmpe klump i halsen.

Jeg følte mig bare ked af det.

Nogle dage efter kontakter jeg en af dem, der har arrangeret mødet i Kvinderådet og siger tak for sidst.

”Ja, det var nok en lidt ophedet stemning til slut,” siger hun.

”Det er fair nok,” siger jeg, ”at de har en anden holdning. Jeg synes bare ikke, at det var ok, at man ikke lod mig snakke, og at man sagde, at jeg ikke vidste noget. Det synes jeg ikke var ok.” De skulle vide, at jeg ikke var sur, men jeg blev bare lidt ked af det.

Næste dag ringer jeg til Lars Storr-Hansen, direktør i Dansk Byggeri. Han siger, at han ikke forstår det, for det med badet i skurvognen er ikke noget problem. Det viser en undersøgelse, der er lavet af Nina Groes for ’Boss Ladies’.

”Ja, det kan godt være, at undersøgelsen viser det, men derfor behøver det ikke at være det rigtige for alle. Jeg vil gerne invitere jer fra Dansk Byggeri til at komme og se min skurvogn,” siger jeg. Med det samme tænkte jeg inde i mig selv, at han ikke skulle have lov til at bruge patriarkatets gamle kneb med at sætte to kvinder op imod hinanden.

Dansk Byggeri har ikke lyst til at se skurvognen, for de har fundet ud af, at det ikke er noget problem, at der ikke er en dør til badet. Jeg svarer Lars Storr, at det er fair nok.

”Men har du lyst til at betale en halv times ekstra løn til mig hver dag?” spørger jeg, ”for det er, hvad det koster, når jeg skal tage en halv time tidligere fri.”

Det kunne han godt se. Det han ikke vidste, var, at jeg hver dag havde taget en selfie af mig selv med dato og tidspunkt. Jeg ville lave en planche til dagbladene med en offentlig regning til byggebranchen. Jeg fik aldrig brug for alle selfierne, men jeg havde dem i baghånden som en plan B.

Det var lidt vildt, for jeg fandt ud af, at jeg skulle søge magten. I mit eget fagforbund 3F mødte jeg også modstand: ”Mette, du kan ikke ændre en lov, der har fungeret siden 1992.” Jeg fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre: ”Det ødelægger byggebranchens ry og hånd-værkernes identitet. Det, Mette har gang i, kan ikke lykkes, og det kan slet ikke lade sig gøre for en person som hende. Der skal en revolution til.”

Da jeg hører det, svarer jeg: ”Så skal jeg for helvede nok starte den revolution”.

Jeg ville jo bare skabe en win-win, så kvinder, mester og arbejdstager fremover købte unisex-skurvognen. Hos 3F holdt de fast i, at jeg aldrig ville få mit projekt ført ud i livet, for sådan var loven. Jeg følte, at jeg løb panden mod muren. Jeg fortalte Dansk Byggeri, at beskæftigelsesministeren og ligestillingsministeren havde meldt deres ankomst.

Nu ville Dansk Byggeri gerne sende en repræsentant, og næstformand i Fagforeningernes Hovedorganisation, Nanna Højlund, var en kæmpe støtte hele vejen. Søren Heisel fra 3F og Peter Stenholm fra Dansk Byggeri tog også med mig til mødet med de to ministre.

Byggeriets Kvinderåd fremlagde den 8. januar 2019 otte konkrete anbefalinger til at få flere kvinder til at tage en byggefaglig uddannelse:

1. En ny fortælling – nyt image, mere mangfoldige ansøgere
   
   
2. Bygge- og anlægsbranchen ind i folkeskolen – praksisfaglighed fra 0-9. klasse
   
   
3. Fremtiden i fritiden – uddannelsesambassadører i fritidstilbud
   
   
4. Gentænk fag og kultur på erhvervsskolen – opgradér undervisningsformerne
   
   
5. Test det gode kammeratskab – ”hvor godt selskab er I?”
   
   
6. Nye netværk – karrierenetværk med mentorkobling
   
   
7. Kroppen på arbejde – kampagne om brug af tekniske hjælpemidler og klare aftaler om badeforhold
   
   
8. Plads til børn – familievenlig hverdag.
   
   

Selv om det var op ad bakke med at få ideen med min skurvogn præsenteret i Kvinderådet, glædede det mig, at livsstilsekspert og tv-vært Christine Feldthaus gav mig nogle rosende ord med på vejen i en video.

Videoen blev produceret af Dansk Byggeri i forbindelse med Kvinderådets 8 anbefalinger til byggebranchen, og i videoen nikker Hella Joof anerkendende, mens Feldthaus siger:

”Jeg synes, at det har været superinteressant, og det er også derfor, jeg gik med i det. Jeg synes altid, at det er interessant at høre sådan en bred kreds af forskellige typer, der kommer med forskellige baggrunde og taler sammen – ISÆR den kvindelige murer, der har siddet i rådet. Hende har jeg haft OPTUR over!”