METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 26

Mette på talerstolen i FN

”Indbydelsen til at holde tale i FN dukkede op i min indbakke. Kort tid efter fik jeg en opringning fra Lizette Riisgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation. Den dag havde jeg taget fri fra arbejde – som jeg ofte gjorde – og var taget til København, hvor jeg var indkaldt til et møde i 3F. Samme dag om aftenen skulle jeg tale som en del af et nyt valgkoncept, som Enhedslisten havde lavet. Det var en slags valgkampsrally, og jeg skulle holde en tale i Nørrebrohallen.

Først var jeg til mødet i 3F, hvor jeg skulle være med til at ideudvikle. Det var i begyndelsen af 2019, og jeg var blevet et navn og fik stadig hyppigere tilbudt en stol omkring bordet. Den dag var der indkaldt en masse fra forskellige brancher og organisationer i hovedsædet i Kampmannsgade. Formålet var at udvikle et undervisningskoncept til det danske arbejdsmarked for at fremme mulighederne for LGBT+ på arbejdsmarkedet.

Jeg syntes, at det var sjovt pludselig at blive indbudt til al den slags og pludselig blive genkendt. Folk vidste, hvem jeg var, og kendte mit navn, også selv om jeg ikke havde mødt dem. Jeg følte, at jeg var uhøflig, fordi jeg ikke kunne deres navne. Pludselig var jeg et ansigt, og det synes jeg var spøjst.

På mødet ringede telefonen, og jeg gik ud i gangen. Det var Lizette. Hun var blevet kontaktet af den internationale fagbevægelse ILO og spurgte, om det ok, at de fik min mail. Ja, sagde jeg. Jeg fanger ikke altid, hvad det er folk vil, for jeg har ikke mine rødder i den politiske verden. Samtidig er der så mange navne at holde styr på.

Dagen efter får jeg en mail i min indbakke. Tit er udenlandske afsendernavne spam, men jeg kan se, at mailen også er sendt til Lizette Riisgaard og næstformand Nanna Højlund. Mailen er fra ILO, og der står, at de gerne vil finde frem til mig, fordi de var meget bevægede over mig og min fortælling i Bella Centeret den 7. december. De ville vide, om jeg kunne tænke mig at komme på scenen den 8. marts 2019 i Geneve og holde en tale. Jeg tænker, undskyld, hvad? Jeg tænker, at det må være fake. Mailen var på engelsk, og der stod:

“Kære frøken Mette Schak Dahlmann,

Det er mig en stor fornøjelse at invitere dig med som paneldeltager på kvindernes internationale kampdag. Dagen er tilrettelagt af den internationale arbejdsorganisation (ILO) i Geneve i Schweiz den 8. marts 2019 fra klokken 11.00 til 13.00 …”

Jeg fattede ikke rigtig, hvad der foregik, for da jeg googlede, kunne jeg se, at det var meget fine folk oppe øverst i hierarkiet, der skrev til mig og ville have fat i mig. Det var ikke en studentermedhjælper.

Jeg ringede til Nanna Højlund:

”Hvad fa’en er det, jeg har fået? Skal jeg til Schweiz og tale?” Det skulle jeg.

Jeg fik tildelt en mand – Peter – fra Fagbevægelsens Hovedorganisation. Nu havde jeg lige pludselig min helt egen manager, som overtog kontakten og sørgede for det hele. Jeg kan huske, at jeg videresendt mailen til Mia Jo, som jeg kendte fra uddannelsen for kvindelige meningsdannere. Jeg sendte alt til hende, så hun lige kunne se det. Jeg skrev til hende og spurgte, hvorfor i alverden de ville have mig.

Den 8. marts er jo kvindernes internationale kampdag, og Mia Jo sagde, at hun godt forstod, at de ville have mig, fordi jeg altid beholder jordforbindelsen, er mig selv og jysk. De var ikke færdige med at ideudvikle programmet, men de ville gøre det klar, og så ville de sende det til mig. Jeg ville få alt betalt – flybillet, min løn, hotel m.v.

Det syntes jeg var fucking sjovt. I halvandet år havde jeg selv betalt for at komme og holde oplæg, medmindre det var i fagbevægelsen i dagtimerne. Nu var alt betalt.

Nogle få dage efter fik jeg programmet. Jeg googlede ILO på Wikipedia, og jeg kunne se, at det er en organisation under FN. Jeg kunne se, at det var dem, der havde givet Nobels fredspris til Nelson Mandela. Det syntes jeg var sejt, og nu havde de fundet frem til en sønderjysk murer.

Da jeg får programmet, kan jeg se, at det ikke er en helt almindelig 8. marts. Det er 100-årsjubilæet. Derfor har de brugt lang, lang tid på at udarbejde en gender gap-rapport, som vil blive udgivet den dag, vi fejrer 8. marts i Schweiz.

Der stod, om jeg ville være panelist. Jeg skulle ikke kun holde en tale, men deltage i et panel med nogle mennesker, som jeg slet ikke kendte. Jeg måtte google hvert enkelt navn, Yalitza Aparicio var hovedtaler den dag. Min manager legede detektiv, og han fandt ud af, at hun var oscarnomineret, ligesom Lady Gaga var nomineret for sin rolle i kærlighedsfilmen A Star Is Born. Efterfølgende vandt filmen en Oscar for bedste film det år. Yalitza vandt ikke en Oscar, men hun er en kæmpestor stjerne i Latinamerika. Det var stort for mig, at jeg skulle møde hende og sidde to timer sammen med hende på en scene, hvor vi blev livestreamet til hele verden. Hun var et kæmpe trækplaster, så mange ville følge med.

Derudover var der Allan Blue, som er medstifter af erhvervsnetværket LinkedIn. Dengang vidste jeg ikke, hvad Linkedin var, men nu ved jeg, at Blue er det samme for LinkedIn, som Steve Jobs var for Apple.

Derudover var ILO’s generalsekretær, Guy Ryder, med i programmet. Det var de personer, som jeg skulle sidde sammen med. De var alle sammen kendte på verdensscenen. Som paneldeltagere ville vi få rapporten, et halvt døgn før den officielt blev udgivet.

Før jeg skulle rejse ned til Geneve, begyndte jeg at stresse lidt over det. Fuck, det foregår på engelsk, og jeg får en rapport på 100 sider, tænkte jeg. Jeg skulle rejse, forberede mig, finde hotellet osv. Jeg snakkede med Mia Jo, om jeg ikke kunne købe hende fri til at tage med mig som rådgiver. Hun ville sygt gerne, så hun ville undersøge med sin familie, om det kunne lade sig gøre. Jeg undersøgte samtidig, om det kunne blive betalt. Jeg kunne få rabat på flybillet og hotelophold, men jeg skulle finde pengene et sted. Så kom jeg til at tænke på, at jeg sad i hovedbestyrelsen og gruppebestyrelsen i 3F i Randers, og der kan man søge om penge. Jeg søgte om at få nogle penge til at betale Mia Jos daglønstab. FN betalte flybilletten, så jeg manglede kun penge til hendes løn.

Derfor ringede jeg til formanden i Randers for at få min ansøgning om en bevilling på dagsordenen til mødet samme aften. I telefonen sagde han til mig, at han ikke mente, at det kunne lade sig gøre at få 4.500 kroner af dem. Det var for meget, mente han. Jeg kunne selvfølgelig prøve at søge, men det ville jeg nok ikke få noget ud af, sagde han. Det var jeg ret ked af, men jeg gjorde det alligevel. Da bestyrelsesmødet startede, blev jeg bedt om at forklare, hvorfor jeg havde ansøgt om 4.500 kroner. Det gjorde jeg ved ærligt at sige, at jeg havde brug for noget mere støtte og rådgivning. Jeg havde det svært med at forklare det, for jeg havde formandens ord i baghovedet. Jeg var bange for at virke for grådig.

Da jeg havde gjort rede for min ansøgning, skulle alle bestyrelsesmedlemmer stemme om det. Alle afdelingsformændene i bestyrelsen bad mig om at redegøre for, hvad jeg skulle med pengene. Jeg fortalte, at jeg havde brug for dem, da ILO ville have mig til at tale om ligestilling, fagbevægelsen og min kamp for at nedbryde det kønsopdelte arbejdsmarkedet. Jeg ville fungere som repræsentant for den danske fagbevægelse. Det forklarede jeg, og så sagde jeg, at jeg søgte om penge, fordi jeg gerne ville have Mia Jos hjælp. Jeg forklarede, at Mia har været mentor for mig. Hun kender mig, og hun har hjulpet mig med at kigge mine tidligere taler igennem. Jeg syntes ikke selv, at jeg havde råd til at betale hendes løn.

Da jeg var færdig med at forklare, hvorfor jeg havde brug for 4.500 kroner, begyndte folk at række hånden op og næsten enstemmigt heppe på mig og stemme for, at selvfølgelig skulle jeg have de penge. De sagde: ”Mette, du skal til FN for at fortælle om alt det, du har kæmpet for. Du får en rapport på 100 sider og er repræsentant for Danmark. Det skal du da have penge til.” En gruppeformand fra Randers sagde: ”Jeg kan overhovedet ikke se problemet. Mette, du har kæmpet så hårdt. Du har sat ligestilling på dagsordenen i medierne. Vi skal da støtte Mette og betale hele dette beløb. Hvis ikke vi skal støtte Mette, hvem skal vi så støtte?” Så var der flere, der rakte hånden op og sagde:

”Fuldstændig enig. Hvis vi ikke skal støtte Mette, så skal vi ikke støtte nogen mere.” Sådan nåede de frem til, at forslaget blev enstemmigt vedtaget af både mænd og kvinder i bestyrelsen, hvorefter min gruppeformand hviskede til mig: ”Nu gjorde du det fandme igen.” Jeg spurgte, hvad jeg gjorde, og så grinede han. Det han mente var, at selv om folk siger, at det ikke kan lade sig gøre, så formår jeg alligevel at få det til at ske: ”Jeg ved ikke, hvad du gør, Mette, men du får egentlig bare tingene igennem.” Det endte med, at jeg fik Mia Jo med.

Den 7. marts kørte jeg fra Aarhus til København og hentede Mia Jo. Vi skulle til lufthavnen og videre til Geneve. Allerede tidligt næste morgen skulle vi fra hotellet og over i FN-bygningen. Jeg fattede ikke ret meget af den rapport. Jeg blev i tvivl om, hvad jeg egentlig skulle, for jeg skulle ikke holde tale. Jeg skulle sidde på scenen med alle disse mennesker i to timer.

Da jeg vågner om morgen den 8. marts, kører tankerne rundt i mit hoved. Jeg bladrer lidt i rapporten og forsøger at formulere min præsentation på engelsk. Mit murerfirma er lidt træt af, at jeg er så meget afsted, og kollegerne er holdt op med at kommentere på, at jeg er i medierne. Nu får jeg en besked fra den allerøverste direktør i mit firma: ”Hej Mette, jeg vil bare ønske dig held og lykke med at tale i FN i dag. Godt gået! Thomas.”

Det blev jeg meget rørt over, for der har aldrig været noget positiv feedback på mit arbejde. Det eneste, jeg har fået at vide, er, at jeg ikke må tale om min sølvmedalje. Folk har gjort grin med mig – blandt andet mine kollegers koner: ”Haha, nu er hun i medierne igen.” Derfor betød det rigtig meget for mig, at han roste mig. Jeg kunne slet ikke finde ud af at tage imod rosen, så jeg sendte en besked tilbage: ”Godmorgen chef, jeg kan desværre ikke komme på arbejde i dag, fordi jeg skal tale i FN.” Det hele var så uvirkeligt, og det var også uvirkeligt, at jeg pludselig fik den anerkendelse fra ham. ”Ha ha,” svarede han.

Ud over det kan jeg huske, at jeg får en sms klokken 5.30 om morgen fra DR P1. De havde set, at jeg skulle til FN, og de ville høre, om jeg ikke lige ville være med live. Jo, det kunne jeg godt. Det var så mærkeligt, at et af de største radioprogrammer ringede til mig lige nu. Jeg havde det sådan, at det er nogle af de kendte – sportsstjernerne – der får sådan et opkald. Jeg sprang ud i det. Jeg lå i sengen på mit hotelværelse i mit nattøj og var med i et radiointerview live.

Efter interviewet stod jeg op, og Mia sørgede for alt, så jeg ikke skulle tænke så meget. Hun fik hotellet til at bestille en taxa, og vi bad chaufføren til at køre os til FN-bygningen. Det var så surrealistisk, at vi rullede op foran bygningen. Jeg havde ikke noget pænt tøj. Jeg havde nogle sorte jeans fra Jack & Jones og en sort longline T-shirt til 69,95. Jeg havde sat mit hår, men jeg havde ikke hårlak med, fordi jeg ikke måtte have det med i håndbagagen. Jeg havde hvide sneakers. Det var mærket ’Nike Air Force 1’. De kostede 700 kroner på det tidspunkt, og de blev nødt til at være helt nye, for ellers ville de være beskidte. Det var det. Mens andre køber laksko, køber jeg sneakers.

Mia Jo har et kamera med, fordi hendes arbejdsplads, DeltagerDanmark, vil lave en optagelse med mig. Hun filmer alt, så jeg har et kamera i hovedet hele tiden. Også i taxaen. Der er et klip, hvor jeg sidder og slår mig selv i hovedet for at kvinde mig op, fokusere, kvinde mig op. Nu skal jeg ind og præstere. Vi kommer ind ad bagindgangen, fordi hovedindgangen er ved at blive renoveret.

Jeg præsenterer mig, og personalet i de flotte uniformer tror, at jeg bare er en deltager, indtil de finder ud af, at jeg skal være i panelet. Så bliver servicen opgraderet. Der er to repræsentanter for ILO, som tager sig af mig. De to fører mig ned ad en gang, hvor der er en hall, hvor der er årstal på en blå løber med flag. Det er den, man altid ser prominente mennesker fra FN gå på. Der går vi så, og de spørger, om jeg er ok, og fortæller, at alt er tilrettelagt.

De viser mig, hvor jeg skal være. Der er en stol, et navneskilt og en mikrofon. Konferencieren kan kende mig, og jeg krammer hende (det var før corona). Jeg bliver derefter ført ind i et lokale, hvor der er morgenmad, og her har jeg Mia med. Jeg sidder og prepper, og så kommer UN Women’s ambassadør fra Afrika. Jeg går hen og siger ”goddaw” til dem. Der er en glasvæg, som vi ikke kan se igennem. Bag døren er der et tophemmeligt maskinrum, hvor der kan sidde en masse tolke og oversætte til alle sprog. På den måde sidder tolkene ude bagved en dør.

Jeg går rundt om det runde bord og siger hej og giver hånd, og nogle siger noget til mig. Jeg fatter ikke, hvad de siger, men jeg finder ud af, at de tror, at jeg er en af de ansatte. De spørger, om jeg kan hente et eller andet at drikke. ”I’m in the panel with you,” siger jeg. Så beklager de.

Dernæst kommer skuespilleren ind, som er fulgt af jeg ved ikke hvor mange folk, blandt andet manageren Roger Rigas og hendes datter. Jeg sætter mig bare på en plads ved det runde bord. Moderatoren Femi Oke kigger på mig og siger: ”You look amazing”. Hun synes, at jeg er ”awesome”. Det er helt akavet, for det er jeg ikke vant til at få anerkendelse for i Danmark.

Pludselig er der en dame, som rejser sig op og nærmest mandsopdækker Mia Jo. Hun fortæller hende, at hun skal gå ud nu. Det var sgu lidt komisk, at alt var så overfint og security-agtigt.

Det var så vildt, at de sagde til min rådgiver, som er det sødeste menneske på jorden, at hun skulle gå ud. Jeg tænkte, at det skulle ikke ske på min vagt: 

“Nej, nej, hun er sammen med mig!” siger jeg. 

Mia siger, at det er ok. Det hele handler om security. Nu sad jeg der alene, og alle andre havde deres rådgivere med.

Moderatoren fortæller, at ILO’s generalsekretær Guy ikke er kommet endnu, fordi han giver nogle interview. Vi får udleveret headsets, så vi kan skifte sprog, fordi filmstjernen kun kan tale spansk. Jeg trykker helt vildt for at få det til at fungere, og lige pludselig er der en meget høj lyd. ”Wau, it’s working,” siger jeg. De tænker sikkert, at jeg er en elefant i glashus, som Mads Langer synger.

Nu åbner døren, og der kommer tre mænd ind, alle iført jakkesæt med laksko. De bliver fulgt at to elegante kvinder. Sammen sætter de sig bagved mig på en ekstra stolerække. Femi Oke fortæller nu, at vi skal præsentere os og fortælle, hvad vi hedder, og hvorfor vi er med i panelet.

Allan Blue fortæller, at han var medstifter af LinkedIn, som har arbejdet meget med ligestilling. Jeg når ikke at præsentere mig, før døren går op, og Guy kommer ind. Han bliver nu bedt om at fortælle, hvorfor han er her. Jeg synes, at det er et sjovt navn, og udbryder: ”Han hedder Guy, fordi han er my guy”. Alle griner, men da han præsenterer sig, er han generalsekretær for ILO i FN. Hans folk sidder helt stive i ansigtet, og Guy og alle de andre griner bare helt vildt. Han siger: “That’s right, I’m Mette’s Guy and also codirector general of UN.”

Der sidder jeg i min egen verden mellem alle disse kendte mennesker og beslutter mig for snarere at lytte. Nu siger Femi Oke: ”Mette, kan du fortælle, hvem du er, og hvorfor du er her?”

”Jeg hedder Mette, og jeg kan ikke lade være med at sige min mening om, hvad jeg synes er rigtigt. Jeg har fået loven ændret.”

Alle begynder at klappe, og Allan Blue siger: ”You’re amazing. Absolutely amazing.”

På scenen får vi hver vores navneskilt. Vi skal sidde i en bue, en slags halvmåne, og jeg skal sidde yderst til højre. Nu får vi at vide, at når vi går ind på scenen, begynder publikum at komme. De kendte med VIP-adgang fra hele verden skal sidde forrest, og vi skal så sidde allerøverst oppe på scenen. Skuespilleren Yalitza Aparicio skal starte med at fortælle om filmen Roma, hvor hun spiller en ung tjenestepige for en familie i Mexico City i 1970’erne, men får problemer, fordi hun bliver gravid ved et uheld.

”Når I skal op på scenen, skal I gå hen til den stol, der er jeres navn på,” siger Femi Oke. ”Der finder I jeres mikrofon, og hver gang I skal tale, skal I tænde mikrofonen, og I skal slukke den igen, når I har talt. I må ikke have papirer eller noter med på scenen”.

Så tænker jeg, holy fuck. ”Seriously?” spørger jeg.

”Du må gerne, Mette,” siger hun, og jeg får papir og blyant med ind, så jeg kan sidde og tage notater, og vi får at vide, at vi bliver filmet til hele verden, og at alt kører for rullende kamera.

Generalsekretæren sidder i midten af månen, og jeg sidder ude i siden. Pludselig kommer der to andre op på scenen og siger, at jeg ikke skal sidde der, hvor jeg sidder. Jeg protesterer og siger, at det er mit navn, der står på stolen. Jeg siger på engelsk, at jeg er Mette Schak Dahlmann. Jeg tænker: Hvad fanden sker der? og det kører med direkte transmission. De beder nu Yalitza om at flytte sig en stol til venstre og Gui en stol til højre, mens FN-ambassadøren også rykker en tand til højre. Lige pludselig skal jeg sidde i midten. Jeg snupper mit navneskilt og sætter mig i midten med mit skilt på låret. Jeg fatter ikke en skid af, hvad der foregår, og jeg tror, at de ikke kan mit navn.

Efterfølgende får jeg at vide af Mia Jo, at jeg er blevet flyttet, fordi de i motorrummet syntes, at jeg var stjernen. Jeg var helt speciel, fordi jeg var et helt almindeligt menneske, der havde kæmpet en kamp og bare sagde, hvad jeg tænkte. Det var lidt vildt, at hende, der var hovedtaler og havde fået en formue for at komme, blev rykket væk fra midten. Siden har jeg sagt, at hvis man vil gøre et kæmpe indtryk i udlandet, skal man bare sige, at man er murer, og at man har ændret loven. For akademikere i Danmark er det ikke en skid af være murer, men den uddannelse kan man komme langt med i verden.

På scenen skal vi også fortælle, hvorfor vi er der. Jeg fortæller, at jeg er Mette, og jeg tror, at jeg er her, fordi jeg ikke kan lade være med at sige min mening om, hvad jeg synes er rigtigt. Da alle har præsenteret sig, siger Femi Oke, at nu skal I høre fra Mette:

”Her story is so good. That I can promise you. It’s Olympic gold.”

Jeg fortalte, at jeg havde bygget min egen skurvogn. På et tidspunkt afbrød hun mig og spurgte, om det var ok at stille spørgsmål:

”Mette – det er et mærkeligt spørgsmål, men hvordan tager du bad efter arbejde?”

Jeg fortalte, at det er meget forskelligt, hvordan man bader, og at ikke alle lande har skurvogne. Jeg forklarede også, at skurvognene i Danmark er indrettet efter nogle regler og love, så jeg måtte bade bag et forhæng og ikke bag en dør, som jeg kunne låse af.

“Det er besværligt for mig, men også for mine mandlige kolleger,” sagde jeg og fortalte om reglerne om, at kvinder har ret til en særlig skurvogn, så de ikke bliver kønsdiskrimineret. Jeg fortalte også om lovens paradoks – at formålet var at beskytte kvinder, men i praksis gjorde det dyrere for mester at ansætte en kvindelige håndværker. Det synes jeg var megauretfærdigt.

Nu spurgte de mig, hvad loven hedder. Jeg svarede, at jeg ikke kunne sige det på engelsk, men at på dansk er det ”skurvognsregulativet”. Guy hjalp mig med at forklare. Jeg var så dårlig til engelsk, fordi jeg var så nervøs.

”Jeg syntes, at det var unfair, så jeg spurgte alle i Danmark, hvorfor vi ikke kunne ændre det. Alle sagde, at det ville være umuligt at gennemføre. Derfor kontaktede jeg producenter og tegnede på et stykke papir, hvordan jeg tænkte, at en skurvogn kunne indrettes bedre,” sagde jeg og fortalte, at producenten elskede min ide og ville hjælpe mig. Nu fortalte jeg, at jeg kontaktede regeringen og kørte gennem Danmark med min nye skurvogn midt om natten og parkerede den foran en regeringsbygning.

”Jeg var kommet med den praktiske løsning,” sagde jeg, “men loven måtte ændres, så mit køn ikke blev en udgift. Ministrene lyttede og ønskede at ændre den lov, som mange mente var var umulig at ændre.”

Nu klappede hele salen. Så sagde jeg:

”Jeg er ked af at sige det, men vi kan udarbejde mange rapporter og holde mange konferencer, men hvis vi hele tiden taler i stedet for at handle, sker der ingenting … Vi er nødt til at handle i vores dagligdag. Alle køn skal handle! Jeg har brug for jeres hjælp til det. Vi er nødt til at flytte det ud af FN-bygningen. Vi er nødt til at handle!”

Alle klappede.

“Nogle gange har jeg oplevet at blive chikaneret, og jeg har ofte været ked af det,” sagde jeg, ”men jeg har klaret det, og jeg har brug for at få folk til at høre efter. Jeg er derude. Det er min virkelighed, og folk er nødt til at begynde at lytte.”

Jeg fortalte nu om, hvordan jeg var blevet tilbud fem blowjobs, og munden stod ikke stille på mig. Efter de to timer kunne jeg nærmest ikke huske, hvad jeg havde sagt, ud over: ”Vi skal i gang nu. Alle kan gøre noget. Vi kan ændre verden.” Jeg talte direkte ind i kameraet og talte direkte til seerne.

Da vi når slutningen og går ned fra vore pladser, siger Allan Blue:

”Mette, you are a star. You made the panel extraordinary.” Det sagde alle de kendte. Der kommer en mand hen til mig og spørger, om jeg ikke vil lave et skriv til ham. Han er kommunikationsansvarlig i FN og vil gerne have et blogindlæg. Her hjælper Mia Jo mig. Vi går ind i et rum med en FN-krans, og der er masser af kameraer og blitzlys. Nu skal vi interviewes, og mange journalister går efter filmstjernen. ”Nu kommer Mette,” siger hun, og hendes nærmeste manager henter mig, fordi hun vil tale med mig og takke mig. Hun vil have taget billeder. Hun står med tårer i øjnene og siger: ”I want to thank you for your courage. How did you do it?” Jeg følte ikke, at det var så stort, men hun var så rørt over det, jeg havde fået til at ske.

På scenen havde hun stillet et spørgsmål: ”Mette, du er en kæmpe inspiration. Hvordan kunne du holde til det?” Wau, jeg har virkelig gjort mig bemærket. Det var en anerkendelse, som overraskede mig, fordi jeg ikke havde så meget viden og evidens. Jeg havde bare min historie.

Jeg får taget billeder sammen med hende, og nu begynder folk at hive fat i hende og også i mig. De vil have taget selfies med mig. FN-guvernøren er meget fin i tøjet.

”Mette, jeg har aldrig før hørt ord som ‘blowjob’ i en FN-bygning!” siger hun.

Min hjerne kører 180 kilometer i timen, og så svarer jeg: ”Well, hvordan vil du have mig til at fortælle om min virkelighed, hvis ikke jeg må bruge de ord?”

“Jamen jeg elskede det,” sagde hun. “Sikke en usædvanlig kvinde, du er. Du burde være FN-ambassadør. Du har styrken og stemmen til det.”

Jeg gav interview til FN, og så kom filmstjernens manager og spurgte, om hun måtte få taget et billede med filmstjernen og hendes datter. Manageren ville invitere mig til FN, så jeg kunne besøge hende: ”You can touch the world with your voice”. Hun caster skuespillere til serien Desperate Housewives og til film som Roma. Hun ville være ven med mig på Facebook. Hun sagde, at hun vidste, at jeg ville kunne ændre menneskers liv, så jeg skulle lade hende vide, når jeg kom til Los Angeles. Filmstjernen har to millioner følgere, og hun lagde billedet af os op, hvorefter det fik flere hundredetusinde likes.

Jeg når slet ikke at få mad den dag, fordi alle vil have billeder af mig. Til sidste må jeg skynde mig at afbryde fotografer og interview for at nå mit fly hjem. Da jeg sidder i flyet, får jeg en besked på min telefon. Det er manageren fra FN, som skriver: ”Hej Mette, hvor er du? Vi kan ikke finde dig. Vi vil invitere dig til middag i aften og en tur i byen. Jeg tænkte, om jeg skulle løbe ud af flyveren nu og tage den chance, men det kunne jeg ikke, for nu skulle flyet lette.

Hele vejen hjem var vi så trætte. Vi sad i hver vores ende af flyet, men jeg fik arrangeret med flyselskabet, at vi fik en plads ved siden af hinanden, og det sjove er, at vi var så overtrætte, at vi ikke kunne snakke. Det eneste, vi kunne, var at grine. Det var så overvældende. Vi grinede, indtil vi landede i Kastrup, tog vores bagage og gik ind i min bil. Det var som at lande i en anden verden, hvor ingen kendte os, og hvor der ikke var nogen fotografer. Velkommen til den virkelige verden. Det vi lige havde oplevet … skete det virkelig?

Jeg kørte Mia hjem og skulle hente min kæreste hos sin mor. Derefter kørte vi fra København til Aarhus, hvor jeg smed mig på sengen. Vækkeuret ringede klokken 4.45 næste dag, og så tog jeg på arbejde og var ude at mure. Min kolleger sagde bare hej-hej, og min formand spurgte helt kort: ”Gik det godt?” Det var virkelig en kontrast i forhold til dagen før. Kollegerne vidste godt, at jeg havde været i FN, men de vidste ikke, hvad de skulle spørge om og sige.

Efterfølgende hører jeg både fra filmstjernen og Allan Blue. Under mit møde med ham i FN kommer jeg til at sige: ”Hvad er LinkedIn for noget? Det bruger mig og mine kolleger ikke.” Folk kiggede på mig, da jeg sagde det, men han grinede. Nogle dage senere lavede jeg en profil, skrev til Allan Blue og tilføjede ham som min ven, så han kunne se, at jeg havde fået LinkedIn. Så han var en af mine første venner der. Jeg skrev bare tak for sidst og ”Nice to meet you. Take care.” Så fik jeg et svar tilbage: ”Hey Mette, so nice to hear from you”. Han skrev, at han var ved at gå ind i politik, og at han havde tænkt meget på mig på det seneste. ”You are such an inspiration to me,” skrev han. “If you need anything please do reach out.”

Min veninde sagde en dag, at jeg har det mærkeligste netværk: ”De kendte kender dig, og så hører du fra en milliardær, at du bare kan kontakte ham. Når han skriver sådan, så mener han det. Som Oprah sagde i en tale, kan man ikke blive ved med at give til nogen. Det er så vildt, at han skriver sådan til dig. Det mener han 100 procent.”