METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 28

Tanker for fremtiden – og mænd, der bruger en svensknøgle som penisforlænger

”Der er mange, som har kaldt mig en ener, men jeg har aldrig selv følt, at jeg var noget særligt. Jeg har følt mig anderledes, og jeg har følt mig træls, men når jeg er stået frem, har mange elsket min anderledeshed.

Radio- og tv-vært Anne Kejser har sagt: ”Mette, det er klart, at medierne elsker dig, for du og din historie er som et Disney-eventyr. Du er dig selv og anderledes på mange måder, men du har en sag, og du kæmper for den. Du har nogle modstandere, som er usynlige. Du er ’underdog’, og du kæmper imod hele samfundet. Du siger noget i en kultur og en branche, hvor det er farligt. Det er der, hvor folk bliver inspirerede, fordi du tør stå op og sige noget, der ikke er populært.”

Jeg har aldrig haft en agenda, som gik ud på, at jeg skulle være kendt, og jeg bliver overrasket, når medarbejderen på tankstationen spørger mig: ”Er du ikke murer?” og fortæller mig, at han da godt kender mig fra medierne. Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle være kendt. Jeg havde bare ikke andet valg end at stå frem med min sag og min kamp for ligeværd og retfærdighed. Jeg synes bare, at jeg skal have samme mulighed som en mand på byggepladsen, og at kvinder og mænd i det hele taget skal have samme muligheder.

Det var ikke for at lave et statement, at jeg kæmpede for at ændre lovgivningen og udviklede min unisex-skurvogn. Jeg gjorde det, fordi jeg gerne vil have mulighed for at tage et bad på lige fod med alle mine kolleger. Jeg har ikke lyst til at føle mig mere anderledes end nødvendigt eller kræve særbehandling på byggepladsen.

Jeg kommer nok som lidt af en hvirvelvind ind i et lokale og forskrækker og forvirrer mennesker, der plejer at gøre ting på en bestemt måde og efter en fast procedure. Jeg tror, at mit mod skyldes, at min mor og bedstemor altid har ladet mig være den, jeg er. Vi taler så meget om, at vi har brug for flere rollemodeller, så vi kan få flere kvinder ind i traditionelle mandefag. I virkeligheden tror jeg, at vores rollemodeller optræder langt tidligere i vores liv. Det er de mennesker, der forstår at rumme os, tro på os og indpode os, at vi er gode nok, som vi er, og at vi skal gøre det, vi godt kan lide at gøre.

Jeg synes, at det var hamrende uretfærdigt, at jeg ikke kunne bade på lige fod med mænd, og den følelse har jeg stolet på var rigtig. Jeg har stolet på den, også selv om andre har sagt, at det ikke er rigtigt, at den manglende dør er et problem. Jeg har stolet på den følelse, fordi det er den virkelighed, jeg ser og mærker.

Det er absolut en styrke, at jeg tør være mig. Uanset hvor fine folk er i tøjet, uanset hvor lange titler de har, og hvor fint de kan snakke, så tør jeg fortælle min historie, når jeg åbner døren til møderummet. Selv om mennesker er kloge og har en lang uddannelse, kan de ikke sætte mig ud af min egen virkelighed, og det er den, jeg tager udgangspunkt i, når jeg ønsker at skabe forandringer.

Men forandringsprocessen ligger også altid i handling. Jeg handler, selv om jeg ikke på forhånd kender løsningen. Jeg stoler på de små, undrende spørgsmål, jeg tit har: Hvorfor gør man det? Hvordan kan det være? Det med at være en minoritet på arbejdspladsen betyder, at jeg nogle gange har følt mig sat i bås. I den bås har jeg ikke altid følt, at jeg havde tilladelse til at italesætte det, som fællesskabet gør og har. Alligevel har jeg gjort det.

Når folk spørger mig: ”Er du ikke stolt og modig?” har jeg ikke følte det sådan, at jeg kunne svare ja. Når folk er ellevilde over det, jeg siger, så har jeg snarere end stolthed følt lettelse, fordi min position var udsat. Det er ikke modigt, fordi det er flot, men fordi det gjorde mig ekstra udsat at stå frem som bare mig og italesætte min hverdag som minoritet.

Mange bliver inspirerede af, at jeg har gjort det alene, for hvordan fanden har jeg gjort det? En forsker har på et tidspunkt kommenteret min gennemslagskraft, og det har nogle mediefolk også.

Den kamp, jeg har kæmpet, har betydet, at jeg i dag har fået en platform og en mulighed for at tale til folk. Jeg har på den måde lært en ny side af mig selv at kende. Samtidig er jeg blevet klogere på systemet.

Jeg har fået at vide af højtstående folk i byggebranchen, at mit projekt med en dør for badet ville mislykkes. Mange, som burde vide bedre, vidste ikke noget om, hvordan hverdagen er på en byggeplads.

På den anden side var der helt sikkert også mennesker, som godt kunne se min pointe, men de turde måske ikke bakke mig op. Jeg ville heller ikke presse nogen, og derfor valgte jeg at tage kampen selv.

Nogle mennesker gjorde mig til grin, men jeg valgte stadig at være ærlig og vise min sårbarhed. Jeg har ikke kæmpet denne sag for sjov. Andre sagde, at jeg bare ville have opmærksomhed, men som formanden for 3F Flemming Otkjær sagde:

”Hvis Mette bare var ude på opmærksomhed, så ville det være lettere at blive under radaren. Sådan ville hun aldrig gøre det.”

Jeg er ikke ude på opmærksomhed. Jeg er ude på at forandre verden, og jeg håber, at stadig flere vil joine. Ud over at være murer er jeg i dag debattør, feminist og meningsdanner, og derfor ligger det lige til højrebenet for mig at tage en selfie med en plakat i baggrunden og dele mine tanker på de sociale medier:

Det her billede af mig med billedet i baggrunden er der nok mange holdninger til – ligesom der er til kvinder i min branche … Og der skal selvfølgelig være plads til forskellige holdninger, men når det så er sagt – tænker jeg, at der også må være plads til lidt kritik.

Siden 2017 har jeg med et glimt i øjet aktivt gået til stålet på virksomheder, organisationer og skoler – dengang måtte jeg i Go' morgen Danmark for at forsvare mig mod homofobiske, sexistiske og truende kommentarer rettet mod min person … hvorfor? Fordi jeg gjorde opmærksom på, at billeder som disse ikke ligefrem var det fedeste, og at det kunne give bagslag, hvis man ønskede at rekruttere andre end stereotype mænd – jeg ville jo ikke ligefrem tænke, at den reklame var til mig. Men det var i 2017 og meget er sket siden – eller er der? På en eller anden måde virker den her ’vi søger’-reklame som et skridt tilbage, medmindre, selvfølgelig, jeg har misforstået noget.

Jeg skal måske bare bruge lidt hjælp? Er det bare mig, der var ved at køre galt udenfor Horsens med min svigerinde i bilen i weekenden?

Hvad er det for mennesker firmaet her søger? Mænd, der bruger en svensknøgle som penisforlænger? Kvinder, der kun har undertøj på under overalls? Er det et professionelt firma eller en joke? Er de ansatte på reklamefirmaet fanget i en pornobutik, og dette er deres skjulte råb om hjælp?

Forklaringen kan selvfølgelig være den simple, at vi ikke er kommet så langt, som vi ellers praler af, med hensyn til at befri os fra sexisme. Derfor bruger man stadig uforklarligt afklædte kvindebilleder til at gøre reklame for, at man søger efter en montør. Fordi man ikke tænker, at kvinden kan være montøren, og man tror at man lokker mandlige montører med en eller anden pornoficeret drøm om en kvindelig kollega. Hvis det er så simpelt, så giver det desværre mening, at mange traditionelt mandsdominerede fag har svært ved at tiltrække nok unge mennesker til uddannelserne. Så længe man fastholder et håbløst gammeldags syn på køn, er det i hvert fald svært at tro, at det på magisk vis skulle blive anderledes af sig selv. Samtidig giver det kunderne indtrykket af brancher, der ikke formår at komme ind i en moderne verden.

Mit håb er, at de brancher, som stadig er mandsdominerede – og det gælder også min egen branche – vil tage et gevaldigt tag i nakken på sig selv og komme med ind i fremtiden, hvor reklamer som den her hører en svunden fortid til.

Som Annika Aakjær siger:

”Der er en komet på vej, og er du dino, så dør du.”