METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 8

Undskyld, er det mig, der er dum, eller hvad?

”Da jeg har fået mit kørekort, ser jeg en dag en mand ligge i vejkanten, og tre mennesker sidder nærmest ovenpå ham. Jeg smider bare min mors bil halvvejs oppe på fortovet og springer ud af bilen som en trold af en æske: ”Undskyld mig, er der nogen, der har et problem her?”

Jeg troede, at de var ved at banke ham. Jeg stoppede bare hele trafikken. I min verden står man ikke bare så mange mennesker sammen og holder et menneske nede ved jorden. De kiggede forbavsede på mig.

”Jeg kan da se, at I er tre mod en!”

”Han havde et epileptisk anfald,” svarer de tre.

De kigger nu på mig og siger, at hvor var det da flot, at jeg kom over og spurgte.

Jeg blev fucking flov. Jeg kunne have fået tæsk. Mange år senere i Aarhus lå en mand hjælpeløs på gaden, uden at nogen reagerede. Så hjalp jeg ham. Jeg har aldrig haft mange venner, fordi jeg aldrig rigtig har tilhørt en bestemt gruppe i min skoletid. Hvis nogen mobbede en klassekammerat, var jeg ikke bange for at gå imod de populære. Jeg var ikke bange for at stå op imod dem. Jeg har altid sørget for, at hvis nogen var kede af det, så skulle de hjælpes.

Samtidig har jeg altid følt, at jeg var lidt træls. Stadig den dag i dag siger jeg tit undskyld. Jeg tror, at mine lærere gennem tiden bare har tænkt, at jeg var sådan, men hvis jeg havde været en dreng, så havde de sikkert tjekket, om det kunne skyldes ADHD.

Jeg skilte mig meget ud som barn. Jeg havde kort hår, og min mor kunne ikke få mig i en kjole, har hun fortalt mig. Allerede inden jeg havde et sprog, begyndte jeg at græde, hvis min mor gav mig kjole på. Så lod hun være, for hun ville ikke have, at jeg skulle være ked af det, bare fordi andre mente, at jeg som pige skulle have kjole på. Siden har vi nogle gange forhandlet: Jeg fik den nye Emilia-CD Big Big World, hvis jeg havde kjole på til middagen. Derefter skiftede jeg til bukser.

Til min mors kollegas 40-årsfødselsdag skulle de synge en sang. Ingen kendte den, men det gjorde jeg. Jeg var jo et barn, så jeg burde være genert, men jeg sang af mine lungers fulde kraft, selv om jeg havde fået at vide, at jeg ikke kunne synge. Min mors kollega syntes, at det var ret sjovt og sejt. Så på den måde har jeg været meget lidt genert.

Uretfærdigheden i skolen har gjort, at jeg er blevet fandenivoldsk. Når nogen siger, at der er noget, jeg ikke kan, så får jeg store arm-bevægelser. Den mistillid, jeg er blevet mødt med både i skolen og senere i livet, har gjort, at jeg altid skulle kæmpe hårdere. Der var alle de ting, jeg ikke kunne, fordi jeg manglede talent, eller fordi jeg er kvinde – hold nu jeres kæft!

Jeg synes, at vi i Danmark har en underlig tendens til ofte at fokusere på, at noget er svært eller ikke lader sig gøre. I stedet burde vi da løfte hinandens drømme og livsveje. Sig dog bare ’fedt’ en gang imellem i stedet for at sige, hvor svært og hårdt det er at tage den ene og den anden uddannelse. Hvis nogen vil søge ind på et studie, så er der altid en eller anden, der siger, at det er vildt svært. Jeg har altid tænkt, at jeg ikke kunne noget. Måske fik jeg i virkeligheden bare aldrig lov til at gøre tingene på min egen måde.

Jeg var den dårligste i matematik, men hvis de gav mig nogle figurer, så var jeg meget hurtigt færdig. Dem kunne jeg finde ud af. Jeg var meget visuel, og det forstod de ikke. Vi skulle gøre det på en bestemt måde, og når vi har sådan et krav, vil der altid være mennesker som mig, der føler sig forkerte – føler, at de ikke passer ind i skole- og uddannelsessystemet og ikke er gode nok.

Hvis jeg tænkte anderledes end lærerne og de andre elever i klassen, fik jeg at vide, at ”det kan man ikke”. Jeg er tit kommet med løsninger. Jeg ser tit ting på en anden måde, og jeg har sindssygt mange ideer i mit hoved. Kan jeg ikke opfinde en maskine? Kan jeg lave et sofabord? Jeg vil altid skabe ting på en eller anden måde, og det er jeg aldrig blevet mødt i. Det kunne jeg godt mærke var frustrerende, for jeg kunne se, at mange af mine ideer godt kunne føres ud i livet.  

På et kursus mange år efter hos fagforbundet 3F fandt jeg ud af, at jeg er visuel, og at jeg lærer på en anden måde end de fleste andre. Nogle er auditive eller kinæstetiske. Indenfor fem minutter var jeg færdig med en opgave, og alle undrede sig, for jeg havde løst opgaven uden at læse den. Læreren sagde: ”For helvede, Mette, du skulle jo lære noget,” men jeg svarede: ”Jeg skulle jo løse opgaven!”

Hvad med at sige til børn: Skriv en fristil. Så skal jeg love dig for, at fucking mange børn vil fylde det papir med noget, de brænder for. Jeg skal kunne mærke ting og se en mening med den opgave, jeg får stillet. På den måde er jeg meget drømmende: Jeg skal se en større mening med tingene.

Min far har tit sagt, at ”hvor er det synd, at ingen af mine børn er indenfor landbrug”. Men min far har altid svaret på mine spørgsmål med, at sådan er det bare. Det kan ikke motivere mig. Jeg tror også, at det er derfor, folk ser mig som inspirerende – fordi de kan mærke mig. De kan mærke, at jeg brænder for det, jeg gør, at jeg er et engageret menneske, og at jeg gerne vil gøre verden mere fair ved at bidrage med det, jeg kan.

Det var bare ikke fedt at gå i folkeskolen, når jeg var så dårlig til det boglige. Det boglige fyldte så meget. Jeg havde for meget energi. Jeg måtte ikke få lov til at have idræt med drengene og spille fodbold.

Det endte med, at jeg slet ikke tog med til skole-hjem-samtaler, for jeg fik hele tiden at vide, at jeg ikke hørte efter, og at jeg skulle forbedre mig. De mente, at jeg var uintelligent, og jeg skulle ikke regne med, at jeg ville få en uddannelse.

Jeg følte mig altid håbløst dum. Det sidder stadig i mig i dag, at jeg hele tiden undskylder. Jeg er usikker og tror ikke nok på mig selv og mine evner. Samfundet er skruet sammen, så intelligens bliver målt ud fra det boglige. I matematik var jeg ikke god, men jeg var god til at løse professorterninger. Det var jeg sindssygt god til.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle være, så det var helt sikkert min fars beslutning, at jeg startede på HF. Jeg var ikke god nok til matematik, og min HF-lærer sagde, at jeg ikke skulle regne med at bestå. Det, at jeg var optaget på dispensation uden optagelsesprøve, var ikke min fortjeneste, og det var et yderlige nederlag, da jeg det første år dumpede til så mange af mine eksaminer.

Man skulle havde 2,0 i gennemsnit for at kunne gå videre til andet år på HF, og jeg havde 1,6. Jeg hadede eksamener, for jeg følte ikke, at jeg forstod det. På en måde har jeg blokeret mig selv. Jeg følte ikke, at jeg gav op, for jeg stillede op til eksaminerne. Jeg lod dem ikke bare være.

Efter første år blev jeg kaldt ind til en snak med rektor på Haderslev Katedralskole. Det var til den samtale, at han sagde, at jeg bare skulle tage mig sammen, og jeg svarede:

”Det er kræfteddermame nemt at sige, men jeg kan ikke forstå det, og jeg er ikke ordblind.” Jeg følte mig så dum. Jeg tænkte, at de da også har et læringsansvar.

På andet år havde vi heldigvis valgfag, og jeg valgte idræt på b-niveau og biologi på b. Det ender med, at jeg er oppe til eksamen. Til eksamen i idræt får jeg 10, i biologi får jeg 12, og i mundtlig dansk får jeg 4. Det var stort, og det var mundtligt det hele. Jeg fik 7 i mundtlig matematik, og jeg bestod samfundsfag, geografi og historie med 7 i mundtligt. På den måde fik hævet mit gennemsnit til 5,5. Det var nogle fag, der interesserede mig, og der var alsidighed i undervisningen. I biologi skulle vi lave forsøg, og i idræt skulle vi lave en fysisk øvelse med to genrer: boldspil og rytmisk linje. Jeg vil ikke sige, at jeg er rytmisk, men jeg er tidligere jyllandsmester i fodbold, og jeg har fået sølv til danmarksmesterskaberne. Jeg er faktisk også blevet sønderjysk mester i atletik en del gange.

Jeg er helt sikker på, at det lidt aktive i fagene fik mig til at fatte dem bedre. Når lærerne forklarede mig alt muligt, forstod jeg det ikke, men når jeg så det for mig, kunne jeg spørge ind til det.

Biologi var en 24-timers-eksamen, så jeg havde et døgn til at løse opgaven. Da jeg fik emnet, tænkte jeg: Fuck, jeg dumper. Emnet var ’Vandløb velegnet til laks’. Jeg kan næsten huske alt, for jeg har en sygt god billedlig hukommelse. Jeg kan huske alt i fotos. Vildt mærkeligt. Jeg tog hjem og skulle forberede oplægget og tænkte: Fuck, jeg dør. Mine forældre har aldrig kunnet hjælpe mig med lektier i skolen. Jeg sagde til min far, at nu kunne jeg ikke mere. Jeg har virkelig nærmest angst over eksaminer. Jeg kunne slet ikke håndtere det. Jeg kunne ikke sove, og jeg følte nærmest, at verden skulle gå under. Jeg vidste bare, at jeg skulle hjem og fortælle, at jeg måske var dumpet. Mit krav til mig selv var, at jeg skulle bestå. Det var ren overlevelse. Jeg skulle bare bestå. Det var dum eller ej.

Min far er jo en meget rolig landmand, og jeg sagde til ham, at jeg ikke forstod det. Jeg smed opgaven på bordet hos min far. Han sagde: ”Vent to sekunder.” Han ringede efter naboen, som er en enlig mand, der er gammel matematik- og biologilærer. Han hjalp os på gården og kom tit og spiste hos os, så han var en del af familien. Som barn ville jeg gerne lære tingene. Jeg var vildt nysgerrig. Dengang spurgte jeg ham, om han ville hjælpe mig med at lave regnestykker. På den måde prøvede han at hjælpe mig. Min far ville ringe til ham, men jeg sagde: ”Far – han kan ikke hjælpe.” Jeg var vred, stresset og irriteret. Min far er verdens roligste mand, og han sagde: ”Vent nu lige lidt.”

Jeg kunne se Henning komme gående med en bog i hånden. Han er sådan en rigtig lærer fra før i tiden. Han ligner en fra gamle dage. Han har altid haft samme frisure med gråt bølgehår. Han har altid haft en kam i baglommen, som han puffer håret op med. Altid ordentligt klædt. Allerede i min barndom havde han en vis autoritet. Han bar altid en pæn skjorte og fine, nye cowboybukser. Han havde bælte på og skjorten i bukserne, og så havde han en mappe under armen, når han skulle i skole.

Lad nu være med at pine mig mere, tænkte jeg. Jeg syntes altid, at det var fucking flovt. Min far satte sig ved bordet sammen med Henning. Henning slog op i sin seminariebog og læste min opgave. Jeg sad helt stille og ventede og tænkte: Gad vide, om han kan hjælpe med den. Jeg ventede på en afgørelse. Han var meget stille, slog op i lærebogen, og så kiggede de begge på mig.

”Din far, Mette, går jo tit ude på marken. Du kender jorden ned til åen. Der er ferskvand i åen, og der lever der fisk. Ude ved slusen ved Vadehavet er der saltvand.”

”Det ved jeg da godt!” sagde jeg.

”Det skal du bare lige huske på. Mette, kan du huske åen, hvordan den så ud tidligere, og hvordan den ser ud nu?”

Jeg tænkte og svarede: ”Tidligere snoede åen sig, men så fik de den rettet ud. Nu er den lige.”

”Lige præcis,” sagde han. ”Hvad sker der, når den er lige?”

”Så er der mere strøm,” svarede jeg. ”Ved Løgumkloster er der meget stærk strøm.”

”Ja, Mette, det skal du huske på. Du ved noget om landbrug. I dag må man ikke dyrke jorden helt ned til åen. Det er det, din far kalder ekstensiv eller intensiv dyrkning ved åen. Ved intensiv dyrker du ikke helt ned til åen, for så kommer nitratet i vandet. Mette, det er det, du skal sige i morgen. Laks plejer at være i ferskvand, men så svømmer de ud til saltvandet, og så vender de tilbage til åen, når de skal yngle. Problemet ved, at man har lige åer, er, at der ikke er så mange steder, de kan ligge og yngle. De lægger sig tit der, hvor der er mest strøm, for der er der mest ilt. Du kan nævne, hvad du ved om intensiv og ekstensiv dyrkning af åen. Fortæl om det, du ved, og det du ser i hverdagen. Så skal det nok gå dig godt. Så behøver du ikke at læse bogen. Se på, hvordan det ser ud ude ved åen. Tænk på, hvad åen er, og fortæl om, hvad problemerne er ved, at åen er blevet gjort lige. Fortæl om landbruget og om, når I gøder jorden. Fortæl om reglerne.”

Jeg sad bare og tænkte, at det vidste jeg jo godt alt sammen. Så kiggede jeg på ham, og så begyndte jeg bare at grine. Jeg havde en mærkelig fornemmelse i maven, for jeg kunne ikke forstå, at det var det, eksamensopgaven gik ud på, når jeg læste opgavebeskrivelsen. Det kan da ikke passe, at det bare er det. Det kan da ikke være så nemt.

Jeg tænkte, at min far og Henning måtte have læst opgaven forkert. Henning sagde, at hvis det var forkert, så havde han også taget fejl.

”Det er eddermame sjovt, at jeg sidder der med dig og far, Henning, og taler om det, jeg allerede ved.”

Jeg besluttede mig for, at jeg til eksamen ville fortælle det, jeg oplevede. Jeg kørte til Haderslev næste dag i min fars bil. Jeg tænkte: Fuck det, jeg gør det bare.

Jeg begyndte at fortælle om det med vandløbene og om, hvordan laksene har deres liv i vandet. Jeg fortalte om intensiv og ekstensiv dyrkning. Jeg fik 2-3 spørgsmål, og dem kunne jeg også svare på. De prøvede ikke at fritte noget ud af mig, og da jeg kom ud fra eksamen, havde jeg ingen fornemmelse af, hvordan det var gået.

De voterede, og så blev jeg kaldt ind. Så sagde min lærer og censor til mig, at de var meget imponerede over mig, og at de begge to overhovedet ikke var i tvivl om, hvad jeg skulle have af karakter. Jeg skulle vide, at det som sagt var gået rigtig godt, at jeg var rigtig dygtig til at forklare og fortælle, og at jeg inddrog den rigtige verden og gav dem viden, som de ikke engang selv havde.

Det var fandme første gang, at jeg havde fået det at vide. De sagde så, at de gerne ville fortælle mig, at jeg fik 12. ”Ha ha,” sagde jeg. Men så sagde de det igen: ”Du får 12, for det fortjener du.”

”Jeg løb rundt i biologilokalet med hænderne over hovedet og råbte: ”Fuck, hvor vildt. Jeg bestod.” Jeg løb hen og gav dem hånd og sagde 1000 tak. Det var første gang, jeg fik et 12-tal.

Jeg ringede hjem til min far, og de var glade på mine vegne, og de gik også og pralede med, at nu havde jeg bestået HF. Min far pralede og var stolt, for han er jo kun landsbrugsuddannet.

Jeg tror, at det gik så godt, fordi jeg til eksaminerne havde noget mere praktisk at tage afsæt i. Vi var ude at lave forsøg i biologi. Jeg kan godt læse, men jeg tvivler meget på mig selv og på, om jeg forstår teksten rigtigt. Jeg kan bede om hjælp, men jeg blokerer, for jeg tror ikke, at jeg kan finde ud af det.”