Elsker du en hverdags-alkoholiker


I 2024 udkommer bogen 'Elsker du en hverdagsalkoholiker?'  


Mange har en forestilling om, at en alkoholiker sidder på bænken med en plasticpose fyldt med klirrende guldøl, men sådan er virkeligheden ikke. Der findes alkoholikere på bænken, men alkoholikeren kan også være lægen, gymnasielæreren eller direktøren.


Der findes alkoholikere og alkoholiserede forældre i alle samfundslag, men misbruget er sværere at se og opdage i familier, der udadtil virker velfungerende. Det kan eksempelvis være akademikerfamilier, hvor begge forældre har gode jobs. Disse forældre kan være gode til at skjule problemet, så der ikke er andre end ægtefællen og børnene, der oplever misbruget.


I den pænere middelklasse kan misbruget også finde sted under dække af en stor interesse for vindistrikter, druesorter og særligt smagfulde årgange. Så virker det ikke som misbrug, men mere som feinschmeckerei, selv om virkeligheden er, at direktøren indtager lige så meget alkohol, som misbrugeren på bodegaen. Der er bare tale om årgangsvine i stedet for guldøl fra Harboe.


Når misbruget  finder sted i det skjulte, kan det både for partneren og børnene være svært at stole på deres egne oplevelser. På den ene side kan de mærke, når misbrugeren er beruset. På den anden side fornægter misbrugeren problemet både overfor sig selv og familien. Hemmeligheden og fornægtelsen gør det svært at snakke om problemerne, og det faktum at meget misbrug foregår i det skjulte, kan have den konsekvens, at du som pårørende og partner bliver i tvivl om, hvor slemt det egentlig står til - eller ikke rigtig ser det. Det samme problem står børnene typisk med.


Samtidig kan børnene opleve, at ikke bare forældrene, men også omgivelserne fornægter problemet og måske ligefrem bagatelliserer det. Det får barnet eller den unge til at tvivle på sine egne sanser og ubevidst stille spørgsmålet: ’Kan jeg stole på min egen fornemmelse, mine sanser og det, jeg ser og hører?’


Både som barn og som voksen partner til en misbruger kan du risikere ikke at blive troet, når du betror dig til din nærmeste familie eller dine venner.  Mange familier lever i fornægtelse, når det kommer til alkoholmisbrug, og det gælder ikke kun forældrene og børnene, men også bedsteforældre, tanter, kusiner og onkler. Måske har de aldrig set misbrugeren beruset.


Det er et meget stort problem, at der i misbrugsfamilier ofte er to meget forskellige verdener: Verdenen udadtil og verdenen indadtil, og i denne bog får læseren indsigt og værktøjer til at vælge den rigtige vej at gå i stedet for at hænge fast i alkoholens tåger og humørsyge univers i håb om, at det en dag bliver bedre.


Selv om jeg ikke selv har haft alkoholmisbrug tæt inde på livet i min barndom, er jeg alligevel vokset op i en familie, hvor der flere generationer til bage er mennesker, som har kæmpet med at komme op af det kviksand, som et alvorligt alkoholmisbrug er. Jeg har oplevet mennesker dø alt for tidligt og udvikle alkoholdemens, og jeg ved, hvor forfærdeligt det er som partner - og som barn, hvis mor eller far drikker.

Kontakt mig, hvis du vil høre mere om bogen, eller hvis du selv har lyst til at skrive en bog om et vigtigt emne, der ligger dig på sinde