Det stod ikke skrevet i kortene, at Mette Schak Dahlmann skulle blive en af byggefagets skarpeste meningsdannere og en pioner inden for ligestilling, for som hun siger så tit: "Jeg er jo bare mig".
I folkeskolen stillede lærerne sig tvivlende overfor, om Mette i det hele taget ville være i stand til at gennemføre en uddannelse. Vi håber, at disse folkeskolelærere vil læse med, når bogen om Mette udkommer den 16. september 2021. I dag er Mette Schak Dahlmann nemlig en af byggefagets mest markante kvindelige håndværkere med udmærkelser, priser og medietække.
Kønsrollerne fucker med din hjerne
Ambitionen med bogen om Mette Schak Dahmann er at stille skarpt på alle de kønsstereotyper og barrierer, som folkeskolen, erhvervsuddannelser, fagbevægelsen og byggebranchen står overfor, når det gælder om at tiltrække og fastholde kvindelige håndværkere. Det bliver underholdende læsning, hvor du som læser nok må knibe dig selv i armen, når du hører, hvor lang vej der er at gå, før vi har ligestilling. Én ting er sikker og vis: Mette vil gerne gå forrest og være bannerfører for ligestillingen, og hun er ikke bange for at sige sin mening - heller ikke til topfolk i branchen, internationalt og på Christiansborgs bonede gulve. Hun er ikke i tvivl: Kønsrollerne fucker med din hjerne!
Jeg mødte murer Mette Schak Dahlmann på et kursus, som jeg arrangerede for FIU-ligestilling om kvindemod i sensommeren 2020, og vi besluttede at skrive bogen 'METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG' sammen.. Her ses Mette sammen med daværende beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Peter Hummelgaard Thomsen.
Copyright: Anne-Mette Barfod 2024