METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 2

Indledning af kommunikationsrådgiver Anne-Mette Barfod

”Jeg er jo bare mig.”

Det er en vending, som murer Mette Schak Dahlmann ofte bruger med et stort smil på læben. Vendingen fortæller på én gang, hvordan Mette møder verden med stor ydmyghed og beskedenhed. Samtidig rummer sætningen og tonefaldet en oprigtig overraskelse over, at hun som faglært murer er blevet en mediedarling, der toner frem ikke bare i Debatten på DR2, men også som taler ved FN, blogger i fagbevægelsen, foredragsholder, skurvognsdesigner, modtager af Fællesskabsprisen 2019 – og af en prestigefuld pris indenfor byggeriet.

Mettes sønderjyske rødder fornægter sig ikke, når hun med klingende dialekt fortæller om sit liv fra dengang, hun følte sig anderledes og ligefrem dum i folkeskolen, til hun modtog sin udmærkelse på mureruddannelsen. Sidenhen mødte hun en byggebranche, der ikke var vant til, at kvinder kunne blande mørtel, støbe fundamenter og stable mursten lige så effektivt og professionelt som mænd. I denne branche står Mette Schak Dahlmann ansigt til ansigt med en sexisme, som kulminerer, da fem mandlige håndværkere foreslår, at hun skal give dem et blowjob.

For Mette har murerfaget ikke kun budt på traditionelt faglige udfordringer. Hun er også blevet mødt med fordomme, fordi hun er kvinde, lesbisk og LGBT+-person. Når vi tænker på en murer, toner der ofte en mand frem for vores indre blik. En stor, stærk mand i overalls med en hvid murerkasket. En mand med ru hænder og stærke armmuskler, som kan tåle mosten, når han i sol, regn, storm og blæst kører sin tunge trillebør over byggepladsens ujævne terræn. Dette indre billede af en murer er vokset godt fast på nethinden hos rigtig mange af os, fordi vi igen og igen oplever, at mureren er en mand.

Det faktum, at langt de fleste murere er og traditionelt har været mænd, er som en endeløs reklamekampagne for vores indre blik, hvor vi igen og igen bliver bekræftet i, at en murer har et ulige tal sidst i sit cpr-nummer. Murerens professionelle, personlige brand er maskulint, og når denne forestilling er så dybt indgroet i os, er det ikke underligt, at vi kan tabe underkæben i mødet med Mette. Men netop ved at adskille sig fra billedet af den traditionelle murer er dette sønderjyske livstykke i disse år med til at re-brande murerfaget og gøre op med den stereotype forestilling om mureren som en mand. På den måde er Mette både overraskende, autentisk, forfriskende og sjov. Hun er et spillevende varsel om nye tider, hvor hverken murerfaget, byggebranchen – eller nogen anden branche for den sags skyld – stort set er forbeholdt det ene køn. Mette vil gerne bryde kønsstereotyperne, og som hun udtrykker det: ”Hvis der skal en revolution til, så skal jeg fandme nok starte den.”

Selv om vi bryster os af ligestilling og højt til loftet, er virkeligheden den, at mange af os, ikke bare i Danmark, men i hele verden, har et syn på køn og kønsroller, som begrænser os alle som individer. Vi har traditionelt nogle stereotype forventninger til, at der er to køn, og til, hvad det så vil sige at være pige, kvinde, dreng eller mand. Mange af os har svært ved at begribe, at køn ikke er et entydigt, binært begreb, og at der som i den klassiske musik findes mange tonearter og forskellige variationer over et tema.

I dag er der i stigende grad forståelse for homoseksuelles rettigheder, og selv en traditionel og marineblå virksomhed som Danske Bank har fejret Priden ved at lade hovedkontoret dekorere i alle regnbuens farver. Alligevel er der stadig en god bid vej at gå, før vi har ligestilling for alle uanset kønsidentitet, og før vi får gjort op med det kønsopdelte arbejdsmarked. Selv om vi er nået langt rent lovgivningsmæssigt, hænger alt for mange af os fast i meget traditionelle kønsmønstre både i familielivet og på arbejdspladsen. Disse kønsmønstre er indbygget i vores kultur, hvor vores forventnin-ger til menneskers adfærd i høj grad er præget af, hvilket køn de har. Disse usynlige forventninger er med til fra barnsben at forme vores individuelle adfærd og vores fremtidsdrømme. De børn, der som Mette ikke helt passer ind i stereotyperne, risikerer at føle sig forkerte. De føler, at de må hakke en hæl eller klippe en tå for at passe ind. De kan aldrig rigtig være sig selv. Måske er vi i virkeligheden mange, der har det sådan, fordi vi bliver mødt med forventninger, som vi forsøger at leve op til. Derfor kræver det stort mod at bryde samfundets stereotype forventninger til os. Det er det mod, som Mette Schak Dahlmann igen og igen mobiliserer.

Kønsstereotyperne er på mange måder afgørende både for vores individuelle livsbane og karrierevalg. Vi har firkantet sagt en forventning om, at piger og kvinder er søde, kærlige, empatiske og omsorgsfulde, mens drenge og mænd er mere udfarende, teknisk begavede, målrettede og rationelle. Dertil kommer, at mange af os har indgroede forestillinger om, at der kun findes to køn. Først gradvist går det op for stadig flere af os, at vores individuelle køn har mange udtryksformer, og at vi som mennesker kan have flydende kønsidentiteter.

I denne bog vil du møde Mette Schak Dahlmann, som er umiddelbar og sprudlende. Hun har ikke læst tykke bøger eller skrevet en ph.d. i kønsstudier, og alligevel er hun blevet en stjerne i byggebranchen og blandt forskere og eksperter indenfor køn, fag og ligestilling. Hun er også en stjerne på de bonede gulve på Christiansborg. Når Mette gør sin entré i sine hvide sneakers, iført sorte jeans og T-shirt, bliver hun genkendt af så indflydelsesrige mennesker som landets statsminister, politikere og embedsmænd fra forskellige ministerier. Hun har endda foræret statsministeren en murerske, som Mette Frederiksen har takket for og vist på sin Facebookprofil.

Mette har den store styrke, at når hun træder frem på talerstolen på Grundlovsdag eller tager ordet i medierne eller i et foredrag for LBGT+-personer, så står hun der som sig selv. Hun er ikke hyldet ind i store, forblommede ord eller akademiske titler. I stedet taler hun direkte fra hjertet. Det er her, hun finder modet til at tale etablissementet midt imod. På samme måde som den svenske aktivist Greta Thunberg, der brænder for miljøet, brænder Mette Schak Dahlmann for ligestilling, ligeværd og ikke mindst retfærdighed.

Der er ingen tvivl om, at Mette på mange måder skiller sig ud fra flokken. Mette har tatoveringer, muskuløse arme, kortklippet hår, et drillende blik og så meget energi, at du let bliver forpustet. At skille sig ud og bryde normer er ikke altid let, og Mette har haft stor modvind i form af sexistiske kommentarer. De har gjort ondt, og de sociale medier kan være nådesløse. Men lige så nådesløse de kan være, lige så meget løfter stærke stemmer og likes på de sociale medier Mette op, så hun igen og igen finder modet til at tale frit og skabe forandringer.

Når Mette står på talerstolen i FN, fortæller hun ikke blot sin egen historie om, hvordan hun med en dør for badet i en skurvogn har banet vejen for flere kvinder i byggebranchen i fremtiden. Hun inspirerer også alle os andre til at finde modet til at være os selv, for som hun siger:

”Det med bare at være sig selv er egentlig ret centralt, for det er jo netop det, som kønsstereotyper blokerer for.”

Mette Schak Dahlmann tør skabe forandringer i verden, og det er der brug for.

Vil du være med?

God læselyst!

Anne-Mette Barfod

Forfatter