METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 3

Happy Meal til piger og drenge

Mette Schak Dahlmann holder i kø ved McDonald’s en lørdag formiddag i foråret 2021, mens vi snakker i telefon.

”Øjeblik,” siger hun, ”jeg skal lige bestille.”

Jeg kan høre, at Mette bestiller et Happy Meal, som de fleste forældre kender som McDonald’s tilbud til børn. Det er en lille boks med burger, pomfritter, nogle stykker æble, en drik – og så et stykke legetøj.

”Er det til en pige eller en dreng?” lyder stemmen fra skranken. Den unge medarbejder kan ikke vide, at Mette bestiller et Happy Meal til sin syvårige niece, fordi hun vil overraske hende med et besøg.

”Hvorfor spørger du om det?” siger Mette på kækt sønderjysk.

”Vi har legetøj til piger og legetøj til drenge. Er det til en pige eller en dreng?”

Mette svarer prompte, og jeg kan ikke lade være med at grine lidt, mens jeg er med på en lytter via telefonen:

”Jamen, skal jeg tage stilling til kønnet, bare fordi jeg skal købe en burger?”

Stakkels medarbejder, tænker jeg. Det er jo bare en ung mand, som er ansat til at gøre alt efter de gængse regler og rutiner. Han gør det vel nærmest automatisk, når han stiller spørgsmålet til kunderne i McDonald’s drive-in.

”Altså, vi har legetøj til piger og til drenge. Er det en pige eller en dreng?”

Mette udbryder:

”Det legetøj, I har at vælge mellem …. Kan du ikke bare give mig det fedeste?”

Forvirringen er total hos den unge medarbejder. McDonald’s Happy Meals til børn er populære, og det er en fast tradition at spørge forældre, om der skal ’drengelegetøj’ eller ’pigelegetøj’ i måltidskassen. Det er noget, som vi stort set ikke tænker over. Det er en samfundsmæssig vane, som bunder i, at vi går utrolig meget op i kønnet hos et foster, en baby, et barn, en teenager eller en voksen. Allerede når et foster bliver scannet under graviditeten, spørger forældrene tit, om det mon er en dreng eller en pige. Svaret har betydning for babyens liv, allerede før den er født, og kønnet har betydning for, hvilken farve garn bedstemor køber, når hun skal strikke en lun sweater til den lille ny – og ja: Det er typisk bedstemor, for der er ikke mange bedstefædre, der sidder og strikker nuttet babytøj. Måske tager bedstefar sig i stedet af at istandsætte vuggen.

Hvis det er en pige, der ligger i maven, er der tradition for at indrette babyværelset i lyserødt og rosa. Hvis det er en dreng, er der tradition for lyseblå nuancer. Med valget af disse farver fortæller forældrene barnet, omverdenen og sig selv, at barnets køn er af central betydning. Når forældrene sidenhen triller afsted med barnevognen, bliver de spurgt af velmenende sjæle, om det er en dreng eller en pige. Det sker, hvis babyen har såkaldt kønsneutralt tøj på i farver, der hverken signalerer pige eller dreng. Vi vil nemlig så gerne kende kønnet, for når vi kender kønnet, giver det os et forudindtaget billede på nethinden af, hvad dette lille barn er for et menneske.

Den lille dreng bliver smykket med tillægsord som en sej lille fyr. En rigtig fodboldspiller og ballademager. En stærk lille gut. En minimand med muskler og et kraftfuldt brøl. Den lille pige bliver smykket med tillægsord som en yndig lille skat. Bedårende med smukke øjne som moderen. Et sødt lille smil og en kærlig og omsorgsfuld sjæl. Der er som udgangspunkt ikke noget underligt i, at vi roser den lille ny i barnevognen, for et babysmil vil altid smelte hjerter uanset køn. Imidlertid er vi både som forældre, familiemedlemmer, venner, naboer, pædagoger og lærere med til at tegne den lille babys livsbane op i enten rosa eller blå nuancer.

Den lille baby bliver – afhængigt af sit køn – mødt med kønsstereotype forventninger, som påvirker barnets adfærd også som voksen.

Vi forventer, at pigen er sød, omsorgsfuld, ansvarlig og fornuftig, mens vi forventer, at drengen råber højt og er en vildbasse, der elsker fodbold og teknik. Disse ret firkantede forventninger til adfærden hos piger og drenge er det, vi traditionelt kalder køns-stereotyper. Det er nogle kasser, som vi putter hinanden ned i, og som forfølger os resten af livet – også ud på arbejdsmarkedet. Den svenske psykolog og forfatter Lars Einar Engström har endda skrevet, at kønsstereotyperne også hersker på plejehjemmet, hvor mændene vil kæmpe om den sidste bolle på serveringsbakken, mens kvinderne vil være beskedne og tilsidesætte sig selv. Det er det, vi har lært, og for mange af os spiller vores kønsroller hele livet.

Som menneskebørn vil vi gerne opnå accept og anerkendelse, og det gør vi, når vi tilpasser os de voksnes forventninger til vores adfærd. Derfor kan det ikke undre, at piger og kvinder generelt udvikler en anden adfærd end drenge og mænd, og at børn, som ikke føler sig hjemme i deres biologiske køn, føler sig udenfor nummer. Meget firkantet sagt bliver piger belønnet for at være søde, mens drenge bliver belønnet for at være vildbasser. Alt for få børn bliver belønnet blot for at være dem, de er – måske bortset fra Mette Schak Dahlmann. Selv om Mette har mødt meget modstand i skolen, har hendes forældre og bedsteforældre altid accepteret hende fuldt ud som det menneske, hun er. Måske er det i virkeligheden lige her, Mette finder sin råstyrke.

Hvis vi ikke bliver belønnet og anerkendt for at være dem, vi er, føler vi os alt for nemt forkerte. Den pige, som måske er en vildbasse af natur, lægger bånd på sig selv, mens den dreng, der ikke trives på fodboldbanen, tvinger sig selv derud for ikke at blive opfattet som en slapsvans – eller endnu værre: En tøsedreng. Drenge lærer – i højere grad end piger – at fylde og indtage rummet, mens piger – i højere grad end drenge – lærer at tage hensyn og drage omsorg for andre, være fornuftige og tilsidesætte sig selv. I folkeskolen er denne tendens så udtalt, at læreren kan finde på at lade piger og drenge sidde skiftevis ved siden af hinanden, så pigerne kan forebygge, at drengene forstyrrer undervisningen. Pigerne sidder ’jo’ mere stille og følger mere med, og når en dreng sidder mellem to stille piger, bliver det sværere for ham at sidde og larme og bokse med sidekammeraten, for pigen er jo noget mere kedelig. På den måde lærer piger at være de fornuftige, stille og pligtopfyldende, mens alle accepterer, at drengene er mere vilde i det og fylder mere i lokalet. Denne tendens fortsætter i voksenlivet, hvor mænd har mest taletid både på jobbet, til konferencer og i medierne.

I folkeskolen taler lærere til forældremøder om ’pigegruppen’ og ’drengegruppen’ og forskellene mellem dem. Der er heller ingen tvivl om, at der allerede tidligt i folkeskolen er opstået en klar forskel på pigernes og drengenes adfærd. Stereotypen er, at der findes ’rigtige drenge’ og ’rigtige piger’, og lærerne bruger store mængder af tid på at få drengene til at forholde sig roligt i klassen, mens de tænker, at ”boys will be boys”. Tilsvarende bruger lærerne ofte masser af tid på at få pigerne til at sige lidt mere i timerne og ikke være så stille og selvudslettende. Mange forældre til piger vil kunne nikke gen-kendende til lærernes ønske om, at pigerne skal sige mere i timerne.

Imidlertid er det hverken pigerne eller drengene, der på den måde skal fixes. Det er systemet, som deler børn op i kønskasser, og det er dette system, Mette Schak Dahlmann tager kampen op imod igen og igen. Det er systemet, der ubevidst tvinger drenge til at være seje og interessere sig for teknik, mens piger ubevidst tvinges til at være søde og interessere sig for dukker. Det skaber mistrivsel både hos drenge og piger, ikke bare i vuggestuen, børnehaven, folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, men også videre i livet, på arbejdspladsen og i karrierevalget.

Det er allerede i barndommen, at kimen til uligeløn bliver sået, fordi vi stadig her i det nye årtusinde lever i et samfund, der sætter det traditionelt maskuline over det traditionelt feminine. På de sociale medier er der indimellem jokes om, at forældre skal give piger mindre i lommepenge end drenge, så børnene kan vænne sig til lønvilkårene på arbejdsmarkedet. Kønsstereotyperne udmønter sig i unge menneskers valg af uddannelse, og det har konsekvenser for livsindkomsten. Det har også konsekvenser for både den fysiske og mentale sundhed hos piger, drenge, kvinder, mænd og andre kønsidentiteter. Forventningen om, at mænd skal være stærke og usårlige krigere, gør, at det traditionelt er sværere for mænd at tale om deres følelser, sygdomme og personlige problemer. De mænd, der ikke klarer mosten, og som ikke lever op til systemets idealer om den stærke mand, risikerer at finde uhensigtsmæssige adfærds-strategier, og statistikkerne viser, at mænd generelt lever i kortere tid end kvinder, oftere kommer ud i et misbrug, sjældnere går til lægen og i højere grad end kvinder er i risiko for at begå selvmord.

Vi har på den måde skabt et samfundssystem, hvor kønnet og forventninger til kønnet begrænser den enkelte. Vi giver i virkelig-heden vores børn spændetrøjer på, når vi ikke tillader dem at være de mennesker, de er, men i stedet tillægger dem stereotype kønsroller, som de skal spille, fra de er helt små og resten af livet. Spændetrøjerne begrænser sig ikke til kønnet, men rummer også en forventning til, hvordan børn, unge og voksne skal være. I skolen skal eleverne gerne klare sig godt i de nationale test, og hvis de ikke gør det, er det et problem, for vores syn på kompetencer i folkeskolen er – som vi kommer ind på senere i bogen – også meget snævert. 

Når Mette Schak Dahlmann spørger den unge medarbejder på McDonald’s om, hvilket legetøj der er ’fedest’, vil der i svaret ligge en antagelse om, hvad piger synes er fedest, og hvad drenge synes er fedest. Denne antagelse er alt for firkantet, og lad os håbe, at McDonald’s i nær fremtid vil være med til at bryde kønsstereo-typerne ved at spørge børnene, om de vil have eksempelvis en bog, en robot eller en dukke, når forældrene bestiller et Happy Meal. På den måde kan vi alle sammen blive bedre til at tage afsæt i, hvad vi hver især synes er ’fedest’ at lege med – både som barn, ung og voksen. På den måde kan drenge vælge dukker, mens piger kan vælge en robot eller omvendt.  På den måde kan vi få flere mænd i omsorgsfag og flere piger i håndværksfag og på tekniske uddannelser, fordi pigerne lærer at lege med teknik fra de er helt små. Den dag det lykkes for os at bryde stereotyperne og det kønsopdelte arbejdsmarked, vil det gavne arbejdsmiljøet for os alle, idet arbejdsteams med en ligelig kønsrepræsentation ifølge et studie fra CBS fra 2019 har et bedre arbejdsmiljø og præsterer bedre end de arbejdspladser, hvor det ene køn dominerer[i].  

Mette skiller sig på mange måder ud fra stereotypen af, hvad vi tænker om en kvinde, og det gjorde hun allerede som barn. Mette har aldrig gået i kjoler, hun har ikke lakeret negle, og hun har fra ganske lille været vild med at spille fodbold. Hun har haft svært ved at sidde stille i klassen, hun har følt sig forkert, og hun har valgt at uddanne sig til murer. Mette er endda kæreste med en kvinde, som er psykolog og ph.d.-studerende. Mette bryder stereotyperne og de traditionelle kønsrollemønstre ved at følge sit eget hjerte. Det kræver mod, og mange af os er ikke så modige som Mette. Alt for mange af os er formet af systemet, og vi føler os utrygge ved at bryde normerne. Mænd vil nødig fremstå alt for feminine, mens kvinder nødigt vil virke maskuline i deres fremtoning.

En ny generation går ind for kønsneutralitet, og indenfor modebranchen er kønsneutralitet det nye sort. Vi lever lige nu i en spændende brydningstid, hvor vi bliver mere tolerante overfor mennesker, der ikke definerer sig ud fra det binære kønssystem. Måske bidrager denne trend til, at Mette i disse år brænder så stærkt igennem i medierne og af mange bliver kaldt en rollemodel for kvinder i byggebranchen og inden for andre fagområder. Måske er det et stigende og længe ulmende opgør med kønsstereotyperne, der skaber en unik platform i mediebilledet for Mette, når hun med sit charmerende smil udbryder: ”Jamen, jeg er jo bare mig!” Måske er det netop derfor, at vi alle – uafhængigt af kønsidentitet – kan spejle os i Mette og se, hvordan hun står stærkt som sig selv i en forrygende og unik kombination af traditionel maskulin og feminin energi.

Der er ingen tvivl om, at Mette selv er overrasket over, hvordan hun er blevet en mediedarling, som mange mennesker flokkes om. For os andre er det så befriende, at Mette som en anden Pippi Langstrømpe tør stå stærk, tale systemet midt imod og gøre det, hun selv har lyst til og brænder for. Det er så inspirerende at se, hvordan Mette river gamle mure ned og sparker kønskasser til hjørne, så vi allesammen kan føle os lidt mere fri til at være dem, vi er. Måske er Mettes kamp i virkeligheden en frihedskamp. Måske viser Mette vejen for alle os andre, så vi med egne øjne kan se, at vi ikke behøver at spille de kønsroller, som vi har lært at spille. Måske er Mette bannerfører for, at børn i fremtiden vælger tøj, legetøj, uddannelse og karriere ud fra talenter og interesser og ikke primært ud fra køn.

Hvis vi som mennesker i fremtiden tør være os selv, vil det utvivlsomt kunne føre til en langt mere mangfoldig talentmasse, som vil generere iderigdom og innovation. Det vil styrke os alle, ikke bare som individer, men også som samfund. Flere talenter vil komme i spil til gavn for erhvervslivet, bruttonationalproduktet og Danmarks konkurrenceevne og innovationskraft.

Hvilket legetøj tror du, Mette valgte hos McDonald’s? Mette kan ikke selv huske det, men hun valgte garanteret det ’fedeste’. Lad os nu skrue tiden tilbage til dengang, Mette Schak Dahlmann blev født og trådte sine barnesko i den lille flække Randerup i Sønderjylland.