METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 4

Jeg sparkede som en dreng og hjalp min bedstefar i stalden

”Jeg blev født den 17. december 1989 på Tønder Sygehus og voksede op i byen Randerup, hvor salmedigteren Brorson er født. Han er lige-som jeg fra denne megalille flække, som ingen kender til. Sangeren Jens Rosendals mand boede også i Randerup. Han var vores nabo i en hel del år. Det sjove er, at Rosendal har skrevet kærlighedssangen Du kom med alt det, som var dig til ham.

Jeg er både født og opvokset der, og jeg gik i børnehave i landsbyen Visby.

Jeg kan huske, at jeg prøvede at lære klokken, så jeg kunne holde øje med tiden, for hver torsdag hentede min morfar mig, og så skulle jeg hjem til mine bedsteforældre. Han var god til at lege gemmeleg og lod mig tonse rundt i stald- og ladebygningerne på min brors blå cykel. Morfar lod mig også låne sit værktøj, som jeg snittede og mejslede i træstubbe med. Mine bedsteforældre boede på en gård, og jeg elskede, når min morfars smilende ansigt dukkede op i børnehaven.

Min morfars lunger var blevet ødelagt af sprøjtegift, så hans helbred skrantede, men alligevel hentede ham mig troligt i børnehaven hver torsdag, hvor min mor arbejdede sent. På vej hjem besøgte vi min oldemor, og her fik jeg altid en lille skilling, som jeg selv skulle finde i skuffen. Derefter måtte jeg hente mig en citronvand. Jeg elskede det.

Allerede som barn var jeg utroligt nysgerrig, og jeg stillede en masse spørgsmål. Jeg elskede min oldemor og min morfar, fordi de altid lyttede til mig, og så havde vi en rigtig samtale.

Jeg har altid gået meget op i viden og forståelse for, hvordan tingene er skruet sammen, og hvorfor man egentlig gør dit og dat. Jeg var nysgerrig allerede som barn. Hvis det var en traktor, spurgte jeg, hvordan den fungerede. Jeg spurgte også, hvad folk tjente, og hvad ting var værd. Jeg tror, at det har noget at gøre med min opvækst på en gård, hvor alt handler om mælkepriser og indtægter og udgifter. Det sjove er, at min mors side af familien havde en normal, gennemsnitlig indtægt, mens familien på min fars side havde lidt flere penge på kistebunden. Jeg tror aldrig, at min fars slægt har manglet noget rent økonomisk, men de har virkelig også knoklet for det. Det er en sparsommelig slægt, og min far er en stille mand. Han har hele sit liv gået op i sine køer. Han har altid kaldt dem ved navn og var helt ulykkelig, når en af køerne døde.  

Mine forældres hus var stort og flot, og som barn var jeg lidt bange for at gå ind i det, fordi der var så mange mørke kroge og værelser. I mit barndomshjem talte vi aldrig om, at vi manglede noget. Jeg vidste, at min far havde gæld, men jeg vidste også, at han havde mange penge, og at han af natur var mådeholdende.

Selv om vi havde penge nok, måtte jeg ikke få en telefon af min far. Jeg skulle selv spare op. Jeg fik 20 kroner for at være med til at malke køerne, og det tog to timer. Den Nokia 3310, jeg virkelig ønskede mig, kostede 810 kroner. Min far var megasvær at forhandle med, hvis jeg ville have mere i løn. Nogle gange kunne jeg få min mor til at betale mig 60 kroner for at luge ukrudt. Da jeg var oppe på 800 kroner, manglede jeg kun 10 kroner. Den dag stoppede jeg malkningen efter en time, for så havde jeg 810 kroner. Min far grinede, for jeg har altid være meget målrettet. Nu havde jeg til telefonen: ”Kom med den 10’er!”

Min far har altid været en meget rolig mand. Vi har hele mit liv været meget forskellige, og jeg har helt sikkert også gået ham på nerverne. Tit har jeg spurgt min far med et smil på læben: ”Far, er jeg adopteret?” Jeg spurgte, fordi vi er så utrolig forskellige, og fordi jeg snakker så meget, blander mig i alt muligt og er meget direkte. Sådan er han ikke.

Vi talte ikke så meget om følelser derhjemme, og det med at kramme og kysse er ikke noget, vi sådan er opvokset med. Vores mor gav os kys og kram, men ellers gav vi hånd i familien, når vi sagde goddaw og mojn, eller når vi skulle sige tak. Mine forældre er heller ikke selv opvokset med kys og kram, som vi kender det i dag.

Når en af køerne døde, kunne jeg spørge min far: ”Er du ikke ked af det, far?” Min far forsøgte at holde sine følelser for sig selv, og på den måde var det nok svært for ham, at jeg var så direkte og sagde, hvad jeg tænkte. Jeg var heller ikke ked af at protestere, hvis der var noget, jeg var uenig med mine forældre i. På den måde konfliktede jeg med dem, fordi jeg sagde fra.

Min far sagde tit, at min bror skulle overtage gården, fordi han er dreng og den førstefødte. Jeg syntes, at det var mærkeligt, for det fik mig til at føle, at jeg som hans datter ikke var lige så meget værd. Hvis vi skulle trille en rundballe ned ad fodergangen, gjorde jeg det ellers helt på lige fod med min bror, Jacob. Alligevel bemærkede jeg tit, at det var min bror, der var i fokus, når det handlede om gårdens drift.

Jeg higede tit efter anerkendelse fra min far, fordi jeg så op til ham. Han er den bedste far, jeg kan ønske mig, men han er samtidig en meget stereotyp landmand, og på den måde var jeg meget rebelsk. Der var ikke en eneste forældresamtale på skolen, hvor mine forældre gik uden at have fået at vide, at jeg havde været uartig. Jeg var ikke med til samtalerne, så jeg gik hjemme og ventede på udfaldet. Når de kom hjem, vidste jeg altid, at jeg stod til den største skideballe, fordi jeg havde været uartig, ikke havde siddet stille, havde forstyrret – eller ikke havde lavet mine lektier. Hvis drenge og piger skulle have idræt hver for sig, så ville jeg have lov til at spille fodbold. Jeg vil spille fodbold med drengene, slog jeg fast, og så fik jeg at vide af lærerne, at jeg bare skulle høre efter, hvad der blev sagt, og ikke stille så mange spørgsmål. Det havde jeg svært ved at acceptere.

Jeg fik lavet en fucking god strategi for at undgå brok omkring skolen. Når mine forældre skulle til skole-hjem-samtale, inviterede jeg altid min mormor på besøg samme aften. Jo længere tid hun blev, desto mere kølede mine forældre ned efter mødet på skolen. Jeg ringede til hende og spurgte, om hun kunne komme, fordi mine forældre skulle til skole-hjem-samtale. Hun mødte troligt op, indtil min mor på et tidspunkt fandt ud af, hvorfor jeg altid inviterede hende. Min mor grinede og sagde, at ”hun er da vist en vaks pige, hende Mette.”

Mine mormor og morfar havde en slægtsgård i Højer. Det var et kæmpehus, hvor jeg var bange for at gå på toilettet, fordi man skulle igennem en lang gang. Min mormor har altid været den, der har fået tingene til at hænge sammen. Hun har rengøringsvanvid og har altid sørget for, at alle fik god mad.

Min farmor boede i Løgumkloster, og hun var gift med byens borgmester, som ikke er min biologiske farfar. Jeg elskede hende rigtig højt, men det var desværre sjældent, at jeg besøgte hende, for de havde altid travlt. De var lidt fine på den, og jeg gik i joggingtøj, hvilket de ikke var så glade for. Jeg blev passet af sekretæren, fordi min farmor havde travlt med at varte borgmesteren op. Jeg mindede en del om hende. Hun var i byrådet som ung og var formand for husmoderforeningen. Når jeg var sammen med hende, besøgte vi faster Tysse, som var min farmors faster. Hun var 90 år og dement til sidst, og når vi besøgte hende, sagde hun: ”Mette, du er rigtig god til at tale med folk. Du er meget åben.”

Jeg har altid fået at vide, at ”hold da op, du går i folk med træsko på.” I børnehaven sagde de endda, at jeg var noget særligt, for jeg var meget, meget udadvendt. Jeg var altid meget hurtig til at hente pizza eller gå foran i børneflokken. Min bror derimod var utrolig genert, og derfor sagde jeg tit, at jeg skulle nok ordne det ene og det andet.

I børnehaven havde jeg en pædagog, der hed Agnes, som var meget god til mig. Jeg har tit som barn følt, at folk mente, at jeg var for meget, fyldte for meget og var træls, men jeg følte, at Agnes tog mig seriøst. Hun trøstede mig, hvis jeg var ked af det, og hun støttede mig, hvis der var noget, jeg gerne ville lære. Hun rummede mig.

Min bror ville helst altid være derhjemme, og jeg ville bare ikke sidde derhjemme og kukkelure. Jeg ville altid med, når nogen skulle noget. Derfor cyklede jeg også tit de 30 kilometer til Rømø for at holde ferie med min mormor fra Højer. Så fik jeg lidt lommepenge af min mor, for min far var ikke meget for at hive pungen op af lommen.

I min skoletid spillede jeg fodbold og håndbold og gik til atletik. Jeg elskede det. Spejder var jeg til én gang, men det duede ikke. Jeg skulle have noget med en bold. Jeg så vildt meget op til håndbold-spilleren Anja Andersen. Hun var virkelig en rollemodel for mig. Jeg var også dygtig til fodbold, ligesom min bror. Vi spillede på samme hold, og hvis vi skulle ud at spille kamp, og min far en sjælden gang ville med, så sagde jeg nej: ”Du skal overhovedet ikke med, for så får jeg ikke lov til at få pomfritter og sodavand fra kantinen.” Min far grinede, men jeg sagde det, som jeg følte det. Jeg tænkte ikke over det, jeg sagde det bare. Min bror var meget mere stille og rolig og ordentlig. Der var aldrig bøvl med ham i skolen. Han var dygtig.

På et tidspunkt skulle jeg med til forældresamtale, fordi de skulle teste, om jeg mon var ordblind. Jeg skulle læse højt, hvorpå de konstaterede, at jeg ikke var ordblind. Til testen opdagede min far, at jeg havde lært mig selv at affotografere ordene, og det betød, at jeg ikke skulle stave mig igennem alle ord. Det gik sværere med at skrive end med at læse. Jeg fik at vide af lærerne, at jeg skulle skrive ordene, som jeg sagde dem, men jeg har altid talt sønderjysk, så den gik ikke. Jeg kunne godt forstå rigsdansk, men jeg lærte først at tale det flere år senere på HF. Da var jeg 18 år, og det var en kemilærer, som bad mig om det, fordi han ikke forstod, hvad jeg sagde, når jeg talte sønderjysk. Så gjorde jeg mig umage med min udtale – og kom nok til at overdrive det rigsdanske.

Som barn havde jeg meget energi, og jeg har aldrig fået en fast sengetid. Hver gang jeg skulle sove, løb jeg rundt, indtil jeg faldt udmattet om et sted i huset. Så sov jeg. Mine forældre kunne godt opgive at få mig i seng. Jeg følte, at jeg gik glip af noget, hvis jeg bare lå der under den tunge dyne. Jeg skulle overhovedet ikke sove nu.

Min far talte om, hvordan min bror Jacob var så dejligt stille og rolig. ”Og så fik vi Mette,” sagde han med et smil. ”Så snart Mette slår øjnene op om morgenen, så er hun ude af sengen – en halv dag foran alle de andre.”

Jeg har altid hørt meget musik, men jeg har ikke set fjernsyn, før jeg gik i sjette klasse. Jeg havde en discman og et stereoanlæg. Jeg brugte også min fars B&O-fjernsyn – ’Top of the pops’ hed det – og det spillede jeg høj musik på. Jeg skruede bare op for fuld kraft. Min mor vænnede sig til det, ligesom når vi kørte i bil. Vi sang for fuld hals begge to i bilen.

Jeg har altid været sådan en hygge- og humørspreder, og der har helt sikkert altid været gang i den. Hvis vi var på besøg hos nogen, sagde min mor, at nu kunne vi godt vende hjemad, for hvis de talte om blomsterbinding, så blev jeg ganske enkelt for rastløs.

Min mor blev indlagt på hospitalet flere gange i løbet af min barndom. Første gang var i femte klasse. Jeg vidste ikke rigtig, hvad det var hun fejlede, og jeg har aldrig fundet ud af, hvorfor hun var indlagt. Hun var indlagt på et almindeligt sygehus, men også på Augustenborg på psykiatrisk. I dag har hun det megagodt. I min barndom var hun en rigtig god mor, som gav os alt, hvad vi pegede på. Hun støttede mig, aktiverede mig, tog med til fritidsaktiviteter og gik tidligt fra arbejde, når min bror og jeg skulle spille fodboldkamp. Derfor var det underligt at opleve, at hun indimellem lå i sengen og ikke havde det godt. Min far var ikke så god til at håndtere det. Han så fjernsyn, og så lå jeg med hende i sengen og rettede på hendes hoved. Hun fik også sukkersyge.

Dengang min mor var indlagt på det psykiatriske hospital Augustenborg, var det nogle gange i flere dage eller uger ad gangen. Jeg fik tit min mormor til at køre mig, så jeg kunne besøge hende. Min mormor havde en stor Saab, og den havde ingen CD’er i, men et kassettebånd med Lars Lilholt. Problemet var, at jeg ikke kunne sidde stille, når jeg besøgte min mor. Jeg prøvede at sætte mig på sengen, men den gik ikke, for min mor blev søsyg, når jeg sad og vuggede med benene.

Mens min mor var indlagt, prøvede jeg at lave mad med rødvinssovs. Jeg sørgede for at gøre rent, og min mormor hjalp til. Da min bror fyldte år, filmede jeg hele fødselsdagen, så min mor kunne se filmen i sin seng på hospitalet og føle, at hun også var med.

Dengang min mor var syg, ville jeg gerne have vidst, hvad hun fejlede. Jeg tænkte, om det var min skyld, at hun ikke var rask, fordi jeg kørte hende træt. Hun var så afmagret og vejede under 50 kg. Jeg har altid været sådan en omsorgsgiver, der har sørget for andre. Selv i dag, hvor min mor er rask, kontakter jeg hende, hvis jeg ikke har hørt fra hende i nogle dage. Jeg sørger stadig meget for familien, hvis noget skal købes eller ordnes.

Min morfar døde i 1998 på grund af lungerne, og da solgte min mormor køerne, hvorefter hun boede alene på gården. Jeg var tit på besøg både på gården og på hendes arbejde på plejehjemmet i nærheden. Tit kunne hun ikke finde mig, når vi skulle hjem, men så gik hun efter lyden. Hun fandt mig i livlig snak med de gamle.

Dengang var jeg ni år, og jeg sad og kværnede løs. En af beboerne havde været i Brugsen for at købe en plade chokolade til min mormor, fordi hun havde sådan et fantastisk barnebarn, der ville snakke. På den måde har jeg bare snakket og været nysgerrig.

Da min farfar på et tidspunkt blev syg, tog jeg med ham til lægen. Han og min far kunne ikke rigtig kommunikere, selv om min far forsøgte, men jeg kunne sige alt til min farfar. Derfor var det mig, der tog fri fra skole, og det var mig, der snakkede med hjemmehjælperen. Jeg hjalp ham med at gå på lokum, og jeg fik ham med til lægen, når han havde vand i benene.

Når min mor var indlagt, havde jeg det skidt med, at hun havde dårlig samvittighed over, at hun ikke var der for os. Jeg tror, at jeg blev hurtigt voksen, og det kunne frustrere mig vildt meget, at folk ikke ville snakke med mig om min mors sygdom. Jeg synes, at man skylder børn en forklaring.

Min far har altid været den sødeste og rareste mand. Allerede som barn bemærkede jeg, at han altid var sød ved alle mennesker. Men han er så sygt dårlig til at lytte. Engang gav ham mig straks stuearrest, fordi jeg en dag havde knappet en øl op. Jeg tog en slurk, og det smagte forfærdeligt, så jeg satte den på stuebordet og løb ud at lege. Da jeg fik stuearrest, måtte jeg ikke lege med nogen, og jeg måtte ikke komme til sport. Jeg skulle hver dag finde min far, når jeg fik fri fra skole, og så skulle jeg hjælpe ham på gården. Jeg stillede ham tusind spørgsmål: ”Hvorfor skal køerne have det og det?” – osv. Jeg tror, at det blev for voldsomt for ham med alle mine spørgsmål, for der gik ikke lang tid, før han sagde: ”Mette, det er fint – du kan godt gå ind i huset igen.”

Op gennem min opvækst har jeg tit sagt til min far: ”Du lytter jo aldrig til, hvad jeg siger. Jeg vil lige fortælle, at jeg er blevet smidt ud af skolen.” Ingen reaktion. ”Du har overhovedet ikke hørt efter. Jeg skulle bare tjekke, om du lyttede.”

Min far er ikke vant til at snakke meget, og på den måde er jeg en overdosis for ham. Jeg fik tit at vide, at ”åh, Mette – du snakker hele tiden. Du er rastløs”. En dag sagde jeg: ”Kan du ikke lade være med at sige, at jeg er rastløs. Måske er det dig, der er fucking kedelig. Hvem siger, at jeg er unormal. Jeg er træt af hele tiden at få påduttet det.” Min far kunne ikke lade være med at smile. Han smiler altid, når jeg taler sådan til ham. Min far og min bror minder om hinanden. De er små i slaget og er stille og tilbageholdende, men hvad kan man sige: Min far og jeg har altid haft et godt forhold.

Jeg har aldrig kunnet snakke med mine forældre om problemer.

Som barn har jeg ikke lært at sætte ord på følelser. Jeg har lært mig selv det. Jeg var til psykolog på et tidspunkt på skolen. Jeg var der en time, hvorefter hun sagde: ”Mette snakker fint om sine problemer. Måske er det hele familien, der trænger til at åbne op.”

Mine forældre blev skilt før min konfirmation, da jeg var omkring 12 år. De har aldrig været uvenner, og de kommer godt ud af det med hinanden. De var ikke gift, så de gik til advokat. Advokaten kunne regne ud, hvad min mor skulle have, for hun havde bidraget, og hun havde også betalt børnetøj og sørget for bilen. På den måde er min far en meget retfærdig mand. 100 procent. Jeg har aldrig manglet noget, men jeg har for eksempel aldrig haft en børneopsparing. Da jeg skulle have kørekort, fik jeg 3.000 kroner. Resten kunne jeg låne af ham – og det skulle nærmest være med renter.

Til min konfirmation var vi 110 gæster. Jeg fik 20.000 kroner, hvilket var ret meget. Efter festen sagde jeg til mine forældre, at jeg ville købe mig en scooter, så jeg kunne køre frem og tilbage mellem dem. Den kunne køre 80 kilometer i timen. Der var 10 kilometer mellem dem. Jeg måtte ikke tage scooteren, når jeg skulle køre i skole. En dag, da jeg kom hjem efter skole, var den punkteret, fordi der var en, der havde kørt på den. Jeg blev sur, men det viste sig, at min far havde ræset rundt ude på markerne på den. På den måde kan han også være skidesjov, og vi kan godt lide hinandens selskab. 

Jeg hadede skolen. Hver dag havde jeg ondt i maven, fordi jeg ikke havde lavet de lektier, jeg skulle. Jeg elskede idræt, men dansk, engelsk, tysk og matematik hadede jeg. Jeg blev altid valgt sidst i de boglige fag, men først, når det var idræt. Nogle af lærerne kunne rigtig godt lide mig. En af dem var min historielærer, og hun fik mig til at interessere mig for historie. Katrine Jørgensen var min matematiklærer, og hun havde også været lærer for min far i skolen. Hun har fortalt mig, at jeg var fucking fantastisk og sjov som barn. Hun havde det svært, når hun skulle sætte mig på plads i timerne. Jeg beskyttede altid mine klassekammerater, når de havde brug for det. Min matematiklærer har kun én gang smidt mig ud fra timen.

Jeg har ikke været uhøflig, men mere klassens sjove klovn. Larmende på en god, træls måde. Engang sagde Katrine Jørgensen: ”Hvis du ikke kan være stille og ikke gider at være her, så kan du bare gå ud”.

Fint – så gik jeg bare ud, for jeg tog hendes ord for gode varer. Så kunne hun ikke holde masken. Jeg tænkte bare: ”1000 tak, det var da dejligt.”

”Hvorfor laver du ikke noget, Mette?” spurgte hun så.

”Fordi jeg ikke har lyst. Jeg forstår ikke den matematik, og du tilbød mig, at jeg måtte gå ud!”

Det skulle lidt have været en straf, men jeg tænkte tusind tak – det var dejligt. Det virkede ikke som udskamning, og jeg svarede uden at ville være provokerende.”