METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 5

En kønsstereotyp verden påvirker din hjerne

Når Mette Schak Dahlmann ikke stod til at arve gården efter sin far, selv om hun på lige fod med sin bror magtede at tage sig af gårdens daglige drift, skubbe rundballer og malke køer, afspejler det samfundets stereotype syn på piger og drenge. Vi har forestillinger om, hvad piger formår, og hvad drenge har talent for, og den dag i dag er landmanden typisk en mand – og ikke en kvinde. Tal fra Danmarks Statistik viser eksempelvis, at langt størstedelen af landbrugsjorden er ejet af mænd, idet kun 3,5 procent er ejet af kvinder.

Spørgsmålet er, om det er hønen eller ægget. Er landmanden typisk en mand, fordi mænd er bedst til at drive landbrug, eller er de fleste landbrug drevet af mænd, fordi sådan har det stort set altid været?

Mange tænkere, forskere, filosoffer og psykologer har beskæftiget sig med dette emne, og stadig den dag i dag er overskrifter omkring kønsforskelle populære i mediebilledet. Vi vil så gerne forstå os selv, og vi vil så gerne forstå vores eget køn, det modsatte køn eller andre kønsidentiteter. Køn og kønsroller fylder i vores hverdag, og traditionelt handler debatten om, hvorvidt kønsforskelle skyldes biologi eller den kultur, vi vokser op i.

Vi har allesammen vores egne individuelle forklaringer, og vi tyer hver især til forskellige tankesæt, når vi skal begrunde kønsforskelle. Men hvor sidder egentlig disse kønsforskelle? Sidder de mellem benene, eller befinder de sig i hjernen? Hvorfor hedder det i folkemunde ’den fædrene gård’, og ikke den ’mødrene gård’? Er kvinder fra naturens side bedre til omsorg og empati, mens mænd er bedre til matematik og fodbold?

Når vi ser på strukturerne i samfundet, er der ingen tvivl om, at der er nogle generelle forskelle på vores livsvalg, som ser ud til at hænge meget tæt sammen med det sidste tal i vores cpr-nummer. Derfor har vi en tendens til at tale om ’kvindefag’ og ’mandefag’. Kvindefag er de fag, der primært tiltrækker mennesker med et lige tal sidst i cpr-nummeret, mens mandefag primært tiltrækker mennesker med et ulige tal. Det stopper ikke her, for det sidste tal i dit cpr-nummer har også betydning for, hvor meget barsel, du tager. Hvis du har et lige tal i dit cpr-nummer, tager du i gennemsnit næsten 90 procent af barslen. Hvis du har et ulige tal, tager du lidt over 10 procent af barslen med din baby. Kigger vi på tal for mennesker i politik eller i topledelse, er der også en tæt sammenhæng mellem tallet sidst i deres cpr-nummer og den enkeltes sandsynlighed for at blive stemt ind i byrådet eller Folketinget, score en toppost i erhvervslivet eller blive udnævnt til professor. Der er ingen tvivl om, at du har større sandsynlighed for at nå helt til tops – eller helt til bunds for den sags skyld – med et ulige ciffer som sidste decimal.

Det er traditionelt mænd, der har haft mest økonomisk og politisk magt i Danmark og i resten af verden, og derfor er det egentlig ikke underligt, at forskere og tænkere i århundreder har haft teorier om, at mænd må være klogere og mere intelligente end kvinder. Charles Darwin, som er bedst kendt for sine bidrag til evolutionsteorien, blev født i 1809. Hans teori om ’den naturlige selektion’ eller ’survival of the fittest’ har gjort ham kendt for eftertiden. Men Darwin har også udtalt følgende:

”Den væsentligste forskel på de to køns intellektuelle kræfter er, at manden når mere fremragende resultater end kvinden i alt, hvad han foretager sig – uanset om det kræver dyb eftertanke, fornuft eller fantasi eller blot brug af sine sanser og hænder.”

Vi kan på den måde fortolke, at Darwin vurderer, at mænd er bedre egnede end kvinder til stort set alt – også til at være murer. Spørgsmålet er så, om det er penis, hjernen eller det sidste tal i cpr-nummeret, der er årsagen til mænds succes på danske karrierestiger, mænds højere løn og mænds karrierevalg …

Skal vi ikke her være enige om, at det ikke kan være penis eller det sidste ciffer i cpr-nummeret, der gør forskellen, selv om det mandlige kønshormon – testosteron – godt kan spille en rolle for risikovilligheden. Skal vi være enige om, at det først og fremmest er vores hjerner, der styrer vores adfærd?

Hvis vi antager, at det primært er vores hjerner, der styrer vores adfærd og vores valg af livsbane, er det interessant at se nærmere på hjernen, og det har den britiske neuroforsker Gina Rippon gjort. Hun har studeret mænds og kvinders hjerne og trawlet igennem talrige undersøgelser og forskningsresultater. Hun er nået frem til, at verden omkring os påvirker vores hjerne og adfærd i langt højere grad end vores biologiske køn.

Gina Rippon er professor emerita ved Aston Brain Centre, Aston University i Birmingham. Hun har også siddet i redaktionen for International Journal of Psychophysiology, og i foråret 2019 udgav hun en murstensbog med titlen The Gendered Brain: The New Neuroscience that Shatters the Myth of the Female Brain. Bogen har vakt opsigt internationalt, fordi den smadrer myten om den kvindelige hjerne, som ellers har hersket også langt op i dette årtusinde. I bogen beskriver forskeren, hvordan samfundets kulturelle forestillinger om køn er med til at forme pigers, drenges, mænds og kvinders hjerner, adfærd og forventninger til egne kompetencer. Biologisk set er der ifølge Rippon ikke nogen betydelig forskel på mænds og kvinders hjerner, bortset fra at mandens hjerne gennemsnitligt er større end kvindens, fordi hans hoved og krop gennemsnitligt er større.

Rippons bog er banebrydende, fordi den gør op med talrige rapporter, bøger og undersøgelser om kønsforskelle i hjernen. I 1990’erne, hvor Mette Schak Dahlmann trådte sine barnesko, opstod muligheden for at foretage hjernescanninger, og dermed blev det usynlige synligt. På billeder af hjernescanninger kunne vi se aktiviteter forskellige steder i hjernen i flotte farver. Med disse nye muligheder forsatte forskernes jagt efter biologiske kønsforskelle i hjernen. Selv om det kunne virke overbevisende, at hjernen lyste op på billederne i forskellige situationer, var det i praksis svært at udlede noget sikkert, fordi forskellige dele af hjerne hele tiden er i aktivitet. Ikke desto mindre blev der udgivet rapporter og populære bøger om kønsforskelle.  

En af de bøger, der antager, at der er grundlæggende forskelle på kvinder og mænd, er den internationale bestseller 'Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus', som er skrevet af John Gray. Den udkom første gang i 1992, og i omtalen af bogen kan du læse følgende:

”Synes du også nogle gange, at det modsatte køn kan være svært at finde ud af? I følge forfatteren John Gray er mænd og kvinder meget forskellige, men i bogen Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus giver han sine bud på, hvordan man kan håndtere forskellene. Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus hjælper mænd og kvinder med at nå hinanden, på trods af forskellige måder at kommunikere, tackle følelser, skændes og meget, meget mere. Forfatteren er psykolog og ægteskabsrådgiver, og denne klassiske udgivelse har hjulpet mange mænd og kvinder igennem tiden.”

Da Mars er krigsguden, mens Venus er kærlighedsgudinden indenfor romersk mytologi, er alene bogens titel med til at cementere kønsstereotyperne, og efterfølgende er der da også udgivet artikler om, at både mænd og kvinder er fra jorden og ikke fra hver sin planet. Forfatteren til bogen om Mars og Venus er imidlertid ikke den eneste, der sætter fokus på kønsforskelle. I 2003 udkom bogen The Essential Difference – eller ’Den grundlæggende forskel’ – af Simon Baron-Cohen. Denne bog antydede biologiske forskelle mellem mænds og kvinders hjerner, idet kvinders hjerner skulle være skabt til empati, mens mænds hjerner skulle være stærke til systematisk tænkning.

Endnu en bog udkom i 2008 med titlen The Female Brain eller ’Kvindens hjerne’. I beskrivelsen af bogen kan vi læse følgende:

”Denne New York Times bestseller er blevet oversat til mere end tredive sprog, har solgt næsten en million eksemplarer og har senest inspireret en romantisk komedie med Whitney Cummings og Sofia Vergara i hovedrollerne. Bogens dybe videnskabelige forståelse af den kvindelige hjernes natur og erfaring fortsætter med at guide kvinder, når de passerer gennem livsfaser …”

Bøger som disse blev ifølge Gina Rippon lanceret som ’sandheden’ i aviser, ugeblade, i radioen og på tv, så vi nu ’omsider’ kunne forstå, hvorfor mænd og kvinder er så forskellige. Mange fortællinger blev ledsaget af hjernescanninger. Den britiske forsker har imidlertid set nærmere på disse scanninger og konstaterer, at det er uklart, hvor scanningerne egentlig stammer fra, og konklusionerne om sammenhængen mellem det biologiske køn og hjerneaktiviteten har vist sig at være særdeles upålidelige. På nogle af scanningsbillederne kan det godt se ud, som om der er forskelle på, hvordan kvinders og mænds hjerner fungerer. Imidlertid er disse billeder håndplukkede, for hovedparten af alle hjernescanninger viser, at der ikke er nogen kønsspecifikke forskelle på mænds og kvinders hjerner.

Gina Rippons bog er væsentlig for kønsdebatten, fordi den dokumenterer, at måden vi tænker og handler på som mennesker hænger uløseligt sammen med, hvilken adfærd hos os der bliver belønnet. Mange af os har nok en tendens til at belønne drenge og mænd med ros for at løse tekniske opgaver, mens vi roser piger for at være sødme- og omsorgsfulde. Tilsvarende bliver drenge rost for at bygge med Lego, mens piger kan høste anerkendelse, når de leger med Barbie og opfører sig kærligt. Med andre ord er det ifølge Gina Rippon i virkeligheden kønsstereotyperne, der skaber kønsspecifik adfærd.

Problemet er i den forbindelse, at vi lever i et dagligt bombardement af budskaber om køn og kønsforskelle. Hver eneste dag møder vi dybt indgroede overbevisninger om, at det er vores køn, der er bestemmende for vores færdigheder og vores præferencer. Det er vores køn, der afgør, hvilket legetøj vi vælger, hvilke farver vi kan lide, hvilken uddannelse og karriere vi foretrækker, og hvilken løn vi fortjener. Derfor stiller Rippon spørgsmålene: Hvad betyder denne konstante kønsopdeling for vores tanker, beslutninger og adfærd? Og hvad betyder den for vores hjerner?

Gina Rippon når frem til, at det konstante bombardement af kønnede budskaber former vores ideer om os selv og endda vores hjerner. I sin bog forklarer hun, hvordan neurovidenskaben er blevet misfortolket og misbrugt til at stille de forkerte spørgsmål. ’Neuro’ var i mange år et modeord, og det blev sat sammen med alle mulige andre ord, fx neuro-filosofi og neuro-litteratur. Gina Rippon kalder denne periode i videnskaben for ’neuro trash’ eller på dansk ’neuro-bras’. I stedet for at udfordre status quo har vi været bundet til forældede kønsstereo-typer og antagelser om biologiske hjerneforskelle mellem kvinder og mænd. Ud fra sin viden om neurovidenskab opfordrer Rippon os til at bevæge os ud over det kønsopdelte syn på vores hjerne og i stedet betragte hjernen som højt individualiseret, yderst tilpasningsdygtigt og fuldt af ubegrænset potentiale.

I sin bog har Rippon et kapitel om de kønsbestemte vande, vi svømmer i, og om den pink og den blå tsunami, der møder os allerede fra fødslen. Selv om babyer virker ret passive og hjælpeløse, når de bliver født, og selv om deres hjerner befinder sig på et meget tidligt udviklingsstadie, er babyer i stand til at suge informationer til sig om verden omkring dem. Derfor skal vi være meget opmærk-somme på, hvad den verden fortæller dem. Et af de første og mest højlydte budskaber, en baby vil møde i verden, er budskabet om køn og om forskelle mellem drenge og piger, mænd og kvinder. Budskaber om køn findes overalt. En hurtig tur gennem super-markedet viser, at der er stribevis af kønsspecifikke produkter, som slet ikke behøver at være kønnede. Eksempelvis er der ’Tropical Rain Shower’ til kvinder, mens en tilsvarende showergel til mænd bliver solgt som ’Muscle Therapy’. Det samme fænomen gælder have-handsker, deodoranter og solcremer.

Ifølge Gina Rippon lever stereotyperne som billeder i vores hoveder. De styrer vores adfærd og vores forventninger til os selv og hinanden, og de påvirker vores hjerner. Tilbage i 1960’erne gennemførte et team af psykologer en undersøgelse. De bad studerende om at tage stilling til, hvilke typer af adfærd, holdninger og personlige egen-skaber de henholdsvis mente var ’typisk feminine’ og ’typisk maskuline’. Det viste sig, at der blandt de studerende var en høj grad af enighed om, at kvinder kan beskrives som ’afhængige, passive og følelsesladede’, mens mænd kan beskrives som ’aggressive, i besiddelse af høj selvtillid, eventyrlystne og uafhængige’. Dernæst blev de studerende bedt om at tage stilling til, hvilke personligheds-træk der var mest attraktive, og her viste det sig, at de maskuline træk vandt over de feminine. Det samme forsøg blev gennemført 30 år senere, og her viste der sig lykkeligvis en vis opblødning af køns-stereotyperne. Den typiske mand blev dog fortsat set som mere aggressiv, mere dominerende og mindre blid end den typiske kvinde, hvilket måske kan være en af årsagerne til hverdagssexisme på jobbet. Det vil vi vende tilbage til senere.

Gina Rippon gør opmærksom på, at forskere frem til dette årtusinde har haft teorier om, at hvis du er født som mand, så udvikler din hjerne sig til at være overlegen i forhold til en kvindes hjerne. Fordommene opstod, fordi forskerne ud fra observerbare og statistiske forskelle mellem kvinder og mænd gik på jagt efter en biologisk forklaring på kønsforskelle. I den forbindelse stillede man slet ikke dette meget vigtige og helt centrale spørgsmål: Er mænds og kvinders hjerner overhovedet forskellige?

Det blev betragtet som et faktum, at hjernerne biologisk set var forskellige, og det har ifølge Rippon været antagelsen helt tilbage fra 1700-tallet og endda tidligere end det. 

Forskere indenfor neurovidenskaberne har traditionelt betragtet samfundsstrukturerne og konkluderet, at kvinders hjerner måtte være mænds hjerner underlegne. Det var et logisk ræsonnement, eftersom mænd klarede sig bedre i samfundet, fik flere topposter, højere uddannelser, nåede længere indenfor politik og tjente flere penge. Udfordringen for forskerne bestod derfor i at finde ud af, hvorfor mandens hjerne var kvindens hjerne overlegen. En af forklaringerne på mænds præstationer i forhold til kvinders kunne være, at mænds hjerner ganske enkelt er større end kvinders. Den større hjerne hos mænd kunne således forklare mandens over-legenhed. Teorien løb dog panden mod en mur, idet en elefant og for den sags skyld også en gorilla har en større hjerne end en mand, uden at de to dyrearter af den grund er mere intelligente end mennesker.

På den måde betragtede forskerne ifølge Gina Rippon det eksisterende samfund og forsøgte at forklare status quo. Populærpressen har interesseret sig meget for dette stofområde og har skrevet om forskelle på mænds og kvinders hjerner med påstande om, at kvinder og mænd er født til at være forskellige. Journalisterne finder disse emner så interessante, at der dukker stribevis af artikler op i medierne, som understreger troen på, at der er forskel på mænds og kvinders hjerner, og derfor bliver dette budskab formidlet i store doser til befolkningen i et massivt bombardement.

Kvinder havde altså kvindekroppe og kvindehjerner, og teorien var, at kvindehjerner var gode til empati. Tilsvarende var teorien, at mænd havde mandekroppe og dermed mandehjerner. Disse mandehjerner er bedre til spatiale – eller rumlige – opgaver som fx parallelparkering, men ikke så gode til at lytte eller til at forstå følelser. Hjerneforskellene gav kvinder og mænd forskellige roller i samfundet. Forskerne nåede ifølge Rippon frem til alle disse konklusioner om mænds hjerne og kvinders hjerner, uden at de egentlig vidste ret meget om, hvordan hjernen i virkeligheden fungerer.

Vi ser derfor ifølge Rippon en meget simpel logik: Kvinder og mænd har forskellige kropsbygninger, hvilket betyder, at mænd og kvinder har forskellige hjerner, hvilket igen betyder, at mænd og kvinder har forskellige færdigheder, forskellige temperamenter og forskellige personligheder – hvilket igen betyder, at kvinder og mænd naturligt udfylder forskellige roller og jobs i samfundet. Ud fra denne teori er det vel kun logisk, at vi stadig den dag i dag har såkaldte mandefag og kvindefag i Danmark, og at Mette er atypisk som kvinde i murerfaget.

Der er ifølge Gina Rippon ikke nogen struktur eller noget særligt netværk i hjernen, som er forskelligt hos mænd og kvinder. Det er ganske enkelt ikke muligt at se på en hjerne og afgøre, om den tilhører en mand eller en kvinde. Nyere undersøgelser viser samtidig, at forskellen på mænds og kvinders hjerne er meget lille, og der er større forskelle mellem kvinders hjerner indbyrdes og mænds hjerner indbyrdes, end der er mellem kønnene.

I den forbindelse er det interessant at se nærmere på hjernen – uanset hvilket køn den tilhører. Ifølge Gina Rippon samler hjernen information og skaber mønstre og regler for at kunne forudsige, hvad der vil ske. Det betyder, at hjernen eksempelvis kan forudsige, at der vil opstå en trafikprop, når trafikken begynder at bevæge sig lang-sommere. Tilsvarende vil hjernen – hvis den hører en lyd – kunne forudsige, hvordan lyden vil fortsætte. Hjernen spiller hele tiden sammen med verden omkring sig for at kunne agere sikkert. Det er ifølge Rippon interessant at notere sig, for det betyder, at vores omverden har langt større indflydelse på vores hjerner, end forskerne tidligere har været opmærksomme på. Hjernen samler hele tiden information og skaber regler – også om køn.

Samtidig påpeger Rippon, at hjernen er meget fleksibel, og det er først i løbet af de seneste 30 år, at forskerne er blevet opmærk-somme på, at denne fleksibilitet fortsætter gennem hele vores liv. Hjernen forandrer sig ud fra de erfaringer, vi hver især gør os. Forskerne har længe vidst, at babyers hjerner er meget fleksible, men har ikke tidligere været klar over, at det også gælder den voksne hjerne. Et eksempel er taxachauffører i London, som lærer tusindvis af ruter at kende. Forskerne kan se, at dele af hjernen bliver større hos chaufførerne, men når en taxachauffør stopper i jobbet – og ikke længere har brug for denne indre GPS – vender hjernen tilbage til at fungere, som den gjorde før jobbet som chauffør. På den måde er hjernen foranderlig og reagerer på de erfaringer, den samler.

Hjernen er ifølge Gina Rippon samtidig meget følsom overfor den sociale sammenhæng, vi befinder os i. Hvis et menneske er medlem af en gruppe, som har ry for at være dårlig til et eller andet – det kan være fordommene om, at piger ikke er gode til matematik – vil disse pige klare sig dårligere i en matematiktest, end de ville, hvis de ikke blev mødt med den fordom. Den sociale kontekst eller sammenhæng påvirker derfor både pigernes adfærd og deres resultater i mate-matiktesten. Et forsøg viser, at hvis kvinder får at vide, at de generelt ikke er gode til at løse en bestemt type opgave, så bliver det en selvopfyldende profeti. Tilsvarende påvirker det både adfærd og resultat, hvis kvindelige testpersoner får at vide, at kvinder normalt er gode til at løse en bestemt type opgave. Dette positive budskab vil påvirke kvindernes adfærd og testresultaterne i positiv retning.

Når kvinder tror, at de som gruppe ikke er gode til at løse en bestemt type opgave, kan man ifølge Rippon se, at de steder i hjernen aktiveres, hvor frygten for at begå fejl sidder. Tilsvarende aktiveres de steder i hjernen, der skal bruges til opgaveløsning, bedre, når kvinderne får at vide, at de som køn er gode til at løse den type opgaver. Kvinderne går altså i højere grad til opgaven med krum hals, når de selv tror, at kvinder er gode til at løse den. Derfor kan stereotype forestillinger om kvinder i sig selv få kvinder til at præstere dårligere i eksempelvis matematik – og mænd til at præstere dårligere med et strikketøj. Det er ikke, fordi hjernen biologiske set er kønnet.

Det sociale betyder ifølge Rippon meget for hjernen, og derfor er det vigtigt for os som mennesker at forstå det sociale manuskript og vores egen rolle og identitet, hvis vi skal begå os i den verden, vi lever i. At finde ud af, hvilken gruppe vi tilhører, er en meget vigtig del af hjernens funktion. Og dette er styret af de samme processer, som styrer alt andet i hjernen. Selv om mange af os måske tænker, at vi er meget logiske væsener, er hjernens processer meget tæt forbundet til følelser. Hvis vi eksempelvis begår en fejl, fyldes vi med en følelse af tristhed – en negativ følelse. Hvis noget går godt for os, og vi bliver accepteret af vores gruppe, føles det godt. På den måde fungerer hjernen som et slags trafiklys, der skifter mellem rød og grøn afhængigt af omverdenens reaktioner. Det betyder, at hjernen vil fjerne dig fra aktiviteter, som er forbundet med at begå fejl, og guide dig i retning af aktiviteter, som giver dig en følelse af succes.

Undersøgelser med videospil viser, at hvis vi som mennesker føler os afvist, falder vores selvværd. Her aktiveres de dele af hjernen, der får os til at føle fysisk og psykisk smerte. Hvis du derfor er i en gruppe, som blive mødt med negative forventninger, får det konsekvenser både for din adfærd og dine resultater. De lave forventninger resulterer i et dårligt selvbillede, høj følsomhed overfor afvisning og høj grad af selvkritik, hvorfor du lægger en dæmper på dig selv.

Det interessante er, at denne form for social læring starter meget, meget tidligt i livet. Allerede i alderen 0-2 år udvikler det lille barn ifølge Rippon en social bevidsthed også omkring sit køn. Så tidligt i livet bliver de små opmærksomme på, at køn har en stor betydning. I alderen fra 2 til 4-5 år udforsker barnet kønsnormerne som små detektiver. De vil gerne finde ud af, hvad piger leger med, og hvad drenge leger med, hvilket tøj piger går med, og hvilket tøj drenge går med. Børnene forsøger at tilpasse deres egen adfærd i forhold til deres køn. Børnene lærer, at der er centrale forskelle på drenge og piger, og denne lærdom har vidtrækkende konsekvenser. I alderen fra 4-5 år til 6-7 år tilpasser børnene sig ifølge Rippon kønsstereotyperne. Børnene siger nu til sig selv:

”Jeg er en pige, og piger opfører sig på denne måde,” eller: ”Jeg er en dreng, og det betyder, at jeg opfører mig på denne måde.”

Det, som det 21. århundredes neurovidenskab ifølge Gina Rippon har bidraget med, er en viden om, at menneskets hjerne er stærkt påvirket af kønsstereotyperne. Derfor skal vi kigge på den ydre verden, når vi ser på kønsforskelle i hjernen. Vi skal forstå, at vi udsætter piger og drenge for en henholdsvis pink eller blå tsunami. I nogle lande sker det allerede under graviditeten ved såkaldte ’gender reveal parties’ – hvor babyens køn bliver afsløret under stor festivitas med lyseblå eller lyserøde balloner, kager og gaver. Ved fødslen får forældrene lykønskningskort i rosa eller blå, som byder pigen eller drengen velkommen til verden. Verden fortsætter herefter med at behandle piger og drenge forskelligt i kraft af tøj, legetøj og bøger til henholdsvis piger og drenge.

Mange legetøjsbutikker er blevet mødt med kritik, fordi de markedsfører prinsesser og dukker til piger, mens Lego er til drenge. For at imødegå kritikken og få piger til at lege med Lego, har Lego udviklet kategorien ’Lego Friends’, som ifølge Rippon ikke stiller så store krav til pigernes evner til at bygge og konstruere, som de tradi-tionelle Legoklodser gør. Disse kønserfaringer påvirker børnenes hjerner. Drengenes leg med Legoklodser træner dem i at løse tekniske og rumlige opgaver, så de får et forspring i forhold til pigerne, når det gælder tekniske fag og håndværksfag. At drenge præsterer bedre indenfor tekniske discipliner, er ifølge Gina Rippon med til at skabe psykologiske teorier om kønsforskelle.

Imidlertid viser undersøgelser, at det faktum, at drenge leger med mere teknisk legetøj, spiller ’drenge’-videospil som Super Mario og dyrker bestemte former for sport, giver dem et forspring i forhold til pigerne. Når forskerne renser børnenes præstationer for disse forskelle, forsvinder kønsforskellene indenfor teknik. Pigerne har lige så gode forudsætninger som drenge for at lære teknik. De har bare ikke lige så gode træningsmuligheder.

Ligesom Lego udviklede Lego Friends, hvor pigerne kan skabe frisørsaloner, udviklede Matell en ingeniør-Barbiedukke. Den skulle inspirere piger til en karriere indenfor naturvidenskaberne. Denne Barbie er i kort miniskørt og højhælede sko, og hun udvikler ifølge Rippon pink vaskemaskiner.

Imidlertid er det ikke kun træning, men også forskelligartede forventninger, der skaber forskelle mellem drenge og piger. I skolen kalder læreren piger for ’søde’ og drengene for ’makker’. Lærerne hiver drengene ud på fodboldbanen, mens pigerne sidder stille i et hjørne og læser historier. Rippon nævner en undersøgelse fra Israel, der viser, at lærerne selv er påvirket af kønsstereotyper, og denne påvirkning har betydning for deres forventninger til piger og drenge. Det har den konsekvens, at lærerne overvurderer drengene og undervurderer pigerne.

En anden undersøgelse viser, at hvis drenge og piger bliver tilbudt to slags legetøj, hvor det ene er for ’meget, meget kloge børn’, vil flere drenge end piger vælge det, fordi pigerne ikke tror, at de er særlig kloge. Allerede som niårige er piger ifølge Rippon af den opfattelse, at drenge er bedre til matematik. Denne påvirkning er meget massiv, og det vil vi vende tilbage til senere i bogen, når vi ser på, hvilke argumenter der systematisk har været mod kvinder mange år tilbage i tiden.