METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 6

Talentspejderne kigger mest efter drenge

”Da jeg blev 15 år, startede jeg på Luthersk Mission Efterskole i Løgumkloster. Skolen var ret religiøs, men det var vi ikke. Min farmors mand – borgmesteren – havde sagt, at det var en god efterskole.

Min bror skulle have gået på idrætsefterskolen i Løgumkloster, fordi han var god til sport. Jeg gad ikke bare at være kendt for at være min brors lillesøster. Jeg ville være mig selv. Det endte med, at han startede på ’Fodboldakademiet Sønderjyske’ i Haderslev, hvor han var med til udtrækning til ungdomslandsholdet.

Generelt var folk mest opmærksomme på, at Jacob var god til fodbold, men jeg var også god af en kvinde at være. Min mor vidste godt, at vi begge var gode, men der var mest potentiale i en fyr. Jacob fik lov til at spille på fuld tid, og han fik kørsel, fodboldtøj og alt betalt. Sådan var vilkårene ikke for mig. Der kom ikke talentspejdere ud for at kigge på os kvinder. Det gjorde der tit på min brors hold. Talentspejderne kunne komme fra klubber som Werder-Bremen eller fra DBU. Det skete bare ikke på samme måde for os kvinder ude på landet. Min bror var god, og jeg elskede at se ham spille, men jeg valgte den kristne efterskole for ikke at stå i skyggen af ham. På den måde kom jeg langt væk fra fodbold, som jeg nu spillede mere på hobbyplan. Jeg var altid med ude at se min bror spille, for jeg synes, at det var sejt, at han klarede sig så flot.

Jeg var fucking glad for at gå på efterskolen. Efter et år sagde min far til mig, at han havde købt et år mere til mig. Min far gjorde alt for, at jeg kunne lykkes. Jeg tror, at jeg følte mig aktiveret og fri på efter-skolen. Jeg fik lov til at gøre lige, hvad jeg ville. Jeg kunne gå over i sløjd og lave mit eget sofabord, og hvis jeg havde lyst til at spille badminton, kunne jeg gå ned og gøre det. Jeg elskede det sociale.

På efterskolen var jeg også glad for at lytte til koret. Jeg kan ikke selv synge, men jeg elskede at lytte, når de andre sang. Jeg interesserede mig for, hvad jeg kunne blive. Jeg lavede en studievalgstest, som gav det resultat, at jeg kunne blive stewardesse. Jeg sad og chattede med studievejlederen på nettet på UG.dk, som er de unges uddannelses-guide. Jeg kunne ikke se mig selv i høje hæle med opsat hår, rød læbestift og rouge på kinderne. På et tidspunkt viste testen også, at jeg kunne blive gartner, og det interesserede mig heller ikke.

Hele vejen gennem min opvækst og også på efterskolen sagde lærerne til mine forældre, at de nok ikke skulle regne med, at jeg ville få nogen uddannelse eller blive til noget, for jeg var uintelligent, mente man. De sagde det sødt, med bekymring i stemmen. Min mor har efterfølgende sagt til mig, at hun tænkte: Og hvad så? Mette behøver ikke at have en fin uddannelse for min skyld.

Min far ville ikke have, at ”jeg skulle have et arbejde på et lager,” som han udtrykte det. Han ville have, at jeg startede på HF. Studievejlederen søgte om dispensation, fordi jeg ikke havde folkeskolens afgangsprøve, og så blev jeg optaget.

Jeg ville ikke gå på en hvilken som helst HF, så jeg fandt ’HF Søfart’ på Ærø. Der kunne jeg lære at sejle, og så fik vi også lommepenge. Selv om vi var ved Vadehavet, ville jeg lære at sejle. Men så syntes min lærer på efterskolen, at det ville være for hårdt for mig, og min far syntes, at det var for langt væk, og så skulle man jo også med en båd for at komme til Ærø.

Generelt syntes lærerne bare, at jeg var ubegavet, fordi jeg ikke var bogligt klog. Jeg følte mig også bogligt dum, men jeg følte mig ikke uintelligent. Jeg følte nogle gange, at jeg kom fra en anden planet. Jeg følte, at jeg havde godt selvværd, men selvtilliden pillede de nok ud af mig ved at sige, at ”det kan du ikke, og det kan du heller ikke.” Man bliver nemt det, man får at vide og får dikteret.

Jeg var under 18 år, da jeg startede på HF, og jeg kunne godt bo hos min far, men jeg ville gerne flytte til Haderslev. Min far sagde, at han gerne ville betale lejligheden for mig. Så flyttede jeg sammen med en veninde til Haderslev og startede på HF der. Siden dengang har jeg boet væk hjemmefra.

For ikke så lang tid siden sagde min mor til mig, at hun syntes, at vi kom for hurtigt væk hjemmefra. Jeg havde bare tænkt, at vi var meget frie i vores opvækst derhjemme. Vi fik lov til rigtig meget i forhold til andre venner.

Mens jeg gik på HF, fik jeg kørekort. Jeg havde jo kørt i bil i mange år, før jeg fyldte 18 år. Det gjorde vi på landet.

Jeg havde fem fag, og jeg dumpede i tre af dem. Jeg dumpede i billedkunst, fordi censoren og læreren mente, at den ko, jeg havde lavet i ler, var grim. Det syntes jeg var meget mærkeligt, for jeg synes at kunst er relativ. Grineren, når jeg tænker tilbage på, at de kritiserede mit håndværk. I dag er jeg en af de mest prisvindende håndværkere i Danmark. Jeg glemte min lommeregner til eksamen i skriftlig matematik, og i skriftlig dansk dumpede jeg. Jeg var ikke helt klar over, hvad jeg skulle i opgaven. Jeg behøvede ikke tage fagene om, men jeg var inde hos rektor. Han sagde, at jeg bare skulle tage mig sammen, så skulle det nok gå. Det var det, alle sagde til mig: ”Du skal bare tage dig sammen.”

For et år siden fandt jeg ud af, at jeg har ADHD, og det giver mig en forklaring på, hvorfor jeg var så ustruktureret og retfærdigheds-søgende. Det er en del af ADHD’en.”