METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 7

ADHD og skolen, der dræber kreativiteten

I Danmark ønsker vi at skabe en såkaldt rummelig folkeskole, hvor der er plads til alle – også til elever, der adskiller sig fra gennem-snittet. De elever, der ikke klarer sig godt i de nationale test eller med entertaineren Niels Hausgaard ord ikke er ’bogligt begavede’, skiller sig negativt ud fra mængden. Der må være noget galt med dem, tænker lærerne, hvis de ikke kan sidde stille i klassen, hvis de har for stort fravær, eller hvis de ikke klarer sig godt nok i de nationale test.

Forældre kan forud for valg af skole gå ind og se, hvordan skolens karaktergennemsnit ligger i boglige fag, så de ud fra skolens succesrate kan vælge den bedste skole til deres barn.

Lidt hårdt sat op taler vi om ’konkurrencestatens børnesoldater’. Vi taler om, at det er nødvendigt, at eleverne i den danske folkeskole klarer sig bedre i boglige fag end elever i eksempelvis Kina. Argumentet er, at gode karakterer styrker landets konkurrenceevne, fordi talentfulde elever, studerende og medarbejdere er værdifulde aktiver i videnssamfundet. Det er human ressources – eller menneskelige råstoffer – der indgår i produktionsapparatet på lige fod med bygninger, maskiner og andet inventar.

Den danske forfatter Knud Romer holdt i februar 2019 i DR2’s udsendelse Debatten[i] med Clement Kjærsgaard ved roret en brandtale om det forkerte i at se børn som ’human ressources’. Brandtalen blev delt på de sociale medier, og Romers ord faldt som følger:

”Man behandler børn som alt andet, som midler, som human ressources. De skal udnyttes og optimeres optimalt, således at de på et tidspunkt er klar til at komme ud i en mere og mere nådesløs konkurrence på arbejdsmarkedet. Og hvad er så gevinsten? Der kan du gå ind og se hos Dansk Erhvervs og Dansk Industris lobbyister og CEPOS’ tænketank. Der bliver ikke tænkt mange tanker der. De laver så Uddannelsesgevinst.dk, og der forklarer de, hvad uddannelses-gevinsten er. Det er ’forventet livsindkomst’. Jeg vil give barn-dommen tilbage til børnene. Tiden tilbage til børnene. Lysten. Fascinationen. At få lyst til at famle, fejle, lege, finde ud af, hvad man er god til. Ved du hvad – jeg lærte alt, hvad jeg kan i dag, i det øjeblik klokken ringede, og jeg fik fri. Nu har man skubbet uddannelsen så langt tilbage, at du nærmest, når du er 12 og 14, skal vide, hvad du vil være, når du bliver voksen. Så skal du sammensætte din gymnasie-uddannelse. Det er jo fuldstændig skørt. Hvorfor giver man dem ikke tid, fred, ro? Engang når du er 20, så find ud af, hvad du er god til, så vælg, og hvis du vælger forkert, så vælg noget andet. Vi har jo den mest diagnosticerede generation nogensinde. Du kan nærmest ikke være dreng uden at have ADHD. Du kan ikke være pige uden at have stress, angst og skolevægring. Det er blevet til noget almindeligt. Man må spørge sig selv: Hvorfor skal børn hele tiden være bekymrede for, hvad de skal blive til og om de kan klare sig? Hvorfor vokser de ikke op med en barndom og en ungdom i tryg forvisning om, at de nok i ro og mag skal finde en plads i livet. Lad være med at bekymre dig. Da de lavede skolereformen, var der frikvarteret – kan det ikke være ’styret leg’? Det er sådan, at alting skal udnyttes. Alting skal på vareform. Alting skal have et eller andet produkt, et resultat. Lad dem dog være i fred! Børn er ikke midler, men et mål i sig selv. Lad dem være! ”Få en god karakter” … nej, BLIV en god karakter! Lær at hvile i dig selv. Lad dem dog læse, gå på deres smartphone, blive kodere, bygge træbåde. Lav et eller andet, som interesserer dig. Lad være med at underkaste dig et eller andet præstation- og konkurrence-samfund, som er skudt i låget og alligevel er fortid. Det er jo historiens losseplads. Vi kan jo ikke blive ved med at forbruge og producere. Så dør vi.”

Denne opsang fra Knud Romers side går fint i spænd med en af verdens førende – hvis ikke den førende – ekspert, når det gælder skolegang og uddannelsessystemet, nemlig Sir Ken Robinson, som døde i 2020. For snart 15 år siden holdt han en fascinerende ”TED-talk”[ii], som i skrivende stund er blevet set af mere end 20 millioner mennesker på YouTube.com[iii]. Det er et indlæg om, hvordan skoler dræber menneskers kreativitet ved at give eleverne en alt for smal sti at gå på.

Ifølge Robinson er skolesystemer verden over et levn fra industri-samfundets dage, hvor fokus var på standardisering og optimering af produktionen ved samlebåndet. De mange elever, der ikke passer ind i den skabelon, får et personligt brand som ’utilpassede’ eller ’forkerte’, og langt de fleste mister deres kreative evner i skolesystemet. De mister på sin vis sig selv, fordi de bliver målt og vejet inden for meget snævre rammer, og resultatet er ifølge Robinson, at rigtig mange voksne tåler deres job i stedet for at elske deres job. På den måde er vi mange, der lever halve liv, fordi vi skal passe ned i skabeloner, der ikke bare rummer kønsdimensioner, men også dimensioner i forhold til faglige præstationer og et lineært skolesystem. I musical-filmen Pink Floyd: The Wall fra 1982 af den britiske instruktør Alan Parker indgår sangen ’We don’t need no education’. Filmen er baseret på Pink Floyds album fra 1979, The Wall. I filmen ser vi, hvordan eleverne bliver kørt ud på samlebånd og ender som hakkekød, mens Pink Floyd synger: ”You’re just another brick in the wall” – eller på dansk: ”du er blot endnu en sten i muren.”

Ved at gøre skolen konform går vi ifølge Ken Robinson glip af børnenes enestående evne for kreativitet og innovation. Alle børn har disse talenter, og i skolen er kreativitet og fysisk bevægelse ifølge Robinson lige så betydningsfuldt som boglige fag, hvilket vores egen hjerneforsker Peter Lund Madsen også har skrevet et indlæg om på Folkeskolen.dk[iv]. Derfor skal fag som kunst, drama, musik og dans ifølge Robinson have samme status som eksempelvis matematik. Samtidig skal der være plads til at begå fejl, for de mennesker, der ikke er klar til at tage fejl, kommer aldrig med noget originalt. Problemet er, at de fleste børn har mistet evnen til at tage fejl, når de bliver voksne.

At tage fejl er ikke det samme som at være kreativ, men for at skabe plads til kreativitet skal der være plads til at begå fejl. Som Robinson udtrykker det:

”Når børn bliver voksne, er de bange for at tage fejl, og i erhvervslivet stigmatiserer vi fejltagelser. I nationale uddannelsessystemer er fejl det værste, du kan begå.”

Resultatet er, at vi uddanner elever ud af deres kreativitet. Vi uddanner børn fra taljen og op. Hvad er formålet? spørger Ken Robinson og svarer, at formålet er at uddanne universitets-professorer, og disse professorer bruger kun kroppen til at transportere hovedet rundt til møder. Der er intet galt med professorer, men skolesystemets fokus på det boglige betyder med Ken Robinsons ord, at ”mange særdeles talentfulde, brillante og modige mennesker ikke ved, at de er det, for de ting, de var gode til i skolen, blev der ikke sat pris på.” Den internationale guru indenfor undervisning opfordrer til, at vi gentænker vores syn på intelligens, idet vi ved, at intelligens er en alsidig størrelse. Dertil kommer, at intelligens er dynamisk, idet kreativitet opstår, når vi kombinerer ting på nye måder. Sidst, men ikke mindst, kan mennesker være intelligente på mange forskellige områder.

Den gave, der ligger i menneskets kreativitet og forestillingsevne, skal vi ifølge Robinson bruge klogt, og derfor skal vi se vores børn som de håb for fremtiden, de hver især er. Det koster samfundet dyrt, når børn og unge falder ud af uddannelsessystemet, fordi de ikke føler sig hjemme der. Mennesker er forskellige, og børn er forskellige, og derfor skal vi møde dem individuelt i erkendelse af denne diversitet.

Skoler har et meget snævert syn på elevernes præstationer, påpeger Robinson, som mener, at uddannelse er baseret på konformitet – ikke på diversitet. Menneskelivet er kreativt, og børns ønske om at lære er drevet af nysgerrighed. Nysgerrighed er selve motoren i læring, og alligevel fylder tests så meget. Menneskelivet er kreativt. Det er derfor, vi har forskellige cv’er. Vi skaber vores liv, og derfor skal vi inspirere til kreativitet i stedet for at skabe konformitet.

Succesrige uddannelsessystemer som eksempelvis i Finland tilpasser læring til den enkelte. De ved ifølge Robinson, at det er elevens individualitet, nysgerrighed og kreativitet, de skal tage afsæt i, og derfor er der fokus på at investere i dygtige lærere og lægge ansvaret for den enkelte elevs læring ud lokalt. Det virker, siger Robinson, langt bedre end at lade staten styre skoledagen – noget vi så i praksis i Danmark, da Folkeskolereformen blev vedtaget for seks år siden med længere skoledage og med følgende delmål, hvoraf ingen tilsyneladende er blevet opfyldt:

• Mindst 80 procent af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test.
  
  
• Andelen af de allerdygtigste elever i læsning og matematik skal stige år for år.
  
  
• Andelen af elever med dårlige resultater i de nationale test for læsning og matematik uanset social baggrund skal reduceres år for år.
  
  
• Elevernes trivsel skal øges.

I en kommentar i Altinget den 1. juni 2021 skriver folketingsmedlem Martin Lidegaard (R): 

”Folkeskolereformen var en dundrende fiasko – nu må alle voksne tage ansvar. De problemer, folkeskolereformen skulle løse, står uforløste tilbage. Det er derfor langt fra nok med småjusteringer, som undervisningsministeren foreslår. Der skal en historisk reform til.”

I en artikel på Folkeskolen.dk lyder en overskrift den 26. januar 2018: ”Hjerneforsker: Testkulturen fører til dummere børn”. På linje med Ken Robinson påpeger den danske læge og hjerneforsker Kjeld Fredens, at kunst- og naturoplevelser er nødvendige i skolen, fordi de fremmer god læring. I artiklen er han interviewet i forbindelse med en bog, han har skrevet om, hvordan børn lærer gennem kroppen. Kroppen kommer ifølge Fredens før hovedet i læring, når det gælder børn. Kroppen husker. Hvorfor er kroppen så nærmest forsvundet i folkeskolen? Hvorfor er der for eksempel ikke praktisk-musiske fag i udskolingen?

”Jeg er ikke tilfreds med politikernes måde at beskæftige sig med læring på. For politikerne handler det om den målbare, abstrakte tænkning. De øger timetallet på de abstrakte fag på bekostning af de praktisk-musiske fag. De begynder husbyggeriet med taget og overser fuldstændig hele fundamentet,” siger Kjeld Fredens i interviewet. I sin bog skriver forskeren, at ”standardløsningen stadig er, at hvis eleverne ikke kan regne, skal de have flere timer i regning. Men måske skulle de bare lære det på en anden måde inden for den eksisterende ramme. Mennesket er en biopsykosocial helhed, og vores måde at udvikle os på er langt mere fleksibel, end vi aner.”

Når uddannelser, daginstitutioner og skoler skærer de såkaldt praktisk-musiske fag væk, mister samfundet ikke bare kunstnerisk skabende mennesker, men også innovation. Når skolerne kun fokuserer på sproglige og talmæssige færdigheder og standardiserede test, indsnævres børns og unges intelligens. De kunstneriske aktiviteter og discipliner fremelsker særlige former for tænkning. Former som vedholdenhed, refleksion, evne til at lære af fejltagelser, opfindsomhed og forestillingsevne, skriver han i bogen.

Kjeld Fredens mener, at skolen skal gives tilbage til lærerne. At new public management – som har til formål at effektivisere den offentlige sektor – smadrer det hele, fordi det stadig er dét, politikerne kører på.

Den topstyring og testmentalitet, der er i skolesystemet, fortsætter mange steder videre i arbejdslivet. Ifølge formand for Dansk Psykologforening Eva Secher Mathiasen gør styringen på offentlige arbejdspladser flere syge. Hun retter som formand en stærk kritik af den måde, offentlige velfærdsydelser styres på. Den offentlige sektor er over en længere årrække blevet fyldt med krav om registrering, og hvad hun ser som irrelevante målinger af, om de ansatte gør, hvad de skal. Derimod interesserer ingen sig for, hvordan brugerne har det:

”Vi er rigtig mange derude, som kan se, at borgere og patienter ikke bliver mere raske af det, vi foretager os,” siger Eva Secher Mathiasen til Ugebrevet A4 den 25. august 2016[vi]. Hun mener, at den styring, som er rullet ud over den offentlige sektor, er med til at gøre flere syge og færre raske. Det gælder brugere såvel som medarbejdere, og her er hun på linje med Ken Robinsons fokus på nysgerrighed:

”På velfærdsområdet handler det jo om, at man kommer med et kald, sin faglighed og en vilje til at gøre noget for sine med-mennesker, uanset om man er læge, sosu-assistent, psykolog, sygeplejerske eller andet. Og så er det, man bliver syg og dårlig, når det går op for en, at det ikke er det at hjælpe, men antallet af korrekte handlinger, der er det væsentlige. Man får ikke lov til at gøre sit arbejde ordentligt,” lyder hendes kritik. Formanden anerkender ikke politikernes argumenter om, at den globale konkurrence presser os, og at vi skal effektivisere og jagte produktivitetsstigninger. Tværtimod er vi nødt til at anerkende, at aktivitet målt i volumen er mindre vigtig end effekten af aktiviteten, og at trivsel er et væsentligt konkurrenceparameter, uanset om det drejer sig om en offentlig eller privat virksomhed. Det er en dårlig forretning at indrette et samfund, der ikke egner sig til de mennesker, der lever i det, mener psykologformanden.

Forekomsten af diagnoser som angst og depression er ifølge formanden en kraftig understregning af, at vi skal ændre den måde, vi har indrettet arbejdsmarkedet på. Her er hun på linje med Ken Robinson, der ikke ser standardisering som et konkurrenceparameter for fremtiden. I stedet kan vi som land styrke vores konkurrencekraft ved at sætte talentmassen fri og ad den vej styrke kreativiteten.

Eller som stifteren af modefirmaet Roccamore, Frederikke Antonie Schmidt, udtrykker det i et indlæg i Berlingske den 16. juli 2021 under overskriften ”Fra de brølende til de bæredygtige 20’ere. Fremtiden handler om respekt”:

”Beskæftigelsen brøler derudaf, dygtige virksomheder, store som små, har svært ved at finde talent og holde på talent. Vi mangler talent, og hvorfor mon? Vores samfund er bygget på, at alle skal være ens. Vi sigter konsekvent efter laveste fællesnævner og straffer dem, der har andre farver end grå. Men hvad er vi bange for? Lad talentet blomstre, respekter de vilde drømme og store armbevægelser. Ingen kommer ud af en krise med sortsyn. Vi har brug for en fest.

En fest, hvor vi fejrer de modige, bæredygtigheden, og at vi alle kan noget forskelligt. Fremtiden er tiden til at larme, udforske og skubbe til virkeligheden. Det er tiden til inspiration og forandring. Jo mere vi kæmper imod og forsøger at stoppe udviklingen, jo mere grå og låste bliver vi allesammen. Lad os i stedet inspirere af 1920’erne. Her brølede festen afsted med fjer og glimmer, så på med dine bedste glimmersko, stå op for det, du tror på, tag din plads i verden og fejr, at du er i live.”

At slippe talenterne og kreativiteten fri, handler dog ikke kun om at ændre skolesystemer, arbejdsrutiner og regler. Det handler også om at ændre den kultur, der holder os fast i de usynlige kønsrolle-systemer. Det system, som kan føles som en mur af fordomme, når Mette Schak Dahlmann vælger et fag, der traditionelt er befolket af mænd – og når en mand vælger at blive sygeplejerske. Der skal givetvis en ganske særlig råstyrke til at vælge fag med hjertet og ikke ud fra sit køn. Den råstyrke besidder Mette, trods det faktum at skolen har pillet en god portion selvtillid ud af hende. Som hun udtrykker det, har hun altid tvivlet på sig selv og undskyldt, mens hun fik begrænset mulighed for at udfolde sine talenter – blandt andet på fodboldbanen.

Som den tidligere amerikanske præsident Benjamin Franklin (1706-1790) har udtrykt det: ”Der er tre slags mennesker: dem, der er urokkelige, dem, der er bevægelige, og dem, der bevæger sig.”

Mette Schak Dahlmann tilhører dem, der bevæger sig og får ting til at ske. Hvis vi kan opmuntre flere mennesker til at skabe en bevægelse, og hvis bevægelsen er stor nok, er det – ifølge Ken Robinson – i ordets bedste betydning en ’revolution’, og det er det, vi har brug for. Som Mette siger:

”Hvis der skal en revolution til, så skal jeg fandme nok starte den.”