METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 10

Vildskab, anerkendelse og murerfaget

”Efter HF skulle jeg vælge uddannelse, og jeg vidste ikke, hvad jeg ville være. Jeg startede på et plejehjem som afløser i en sommerferie. Det endte med at blive tre år. Der var jeg megaglad for at være der, men jeg vidste bare, at jeg skulle have en uddannelse. Det har min far altid sagt.

De gamle på plejehjemmet kunne godt lide mig. Jeg synes godt nok, at det var hårdt det med at vaske deres afføring af.

Som ansat nød jeg, at jeg ikke havde nogen lektier for. Jeg nød at få anerkendelse. Nu var jeg ikke den uintelligente og trælse. Her handlede det om, hvem jeg var som menneske. Jeg blev aldrig målt, bedømt og sat i kasser ud fra, hvor god jeg var bogligt.

Der var gang i mig, og det betød, at tit – når jeg havde vagt – så satte jeg lidt fut i fejemøget. På plejehjemmet var der en mand, som sov på sit værelse med nøglen i hånden. Når jeg kom på vagt og bankede på døren, rakte han mig automatisk nøglen og grinede. Han vidste, at jeg skulle låne hans elscooter. Tit forsøgte jeg at få en serveringsbakke op på den, når jeg skulle rydde ud efter frokosten i spisesalen. Jeg kørte med scooteren indendørs, og det måtte jeg ikke, men de gamle grinede og havde en fest.

Det var også tit, når jeg skulle vække dem om morgenen, at jeg gjorde det lidt utraditionelt. Der boede en ældre dame, som var lidt dement, og hun ville altså ikke op. Pludselig kom afdelingslederen ned på hendes værelse for at få hende ud af fjerene, og så opdagede hun, at jeg lå i fodenden og snakkede med damen. Jeg tænkte, at når hun nu ikke gad stå op, så kunne jeg da lige så godt lægge mig og snakke. Så grinede de alle. De gamle var glade for mig, og jeg fik også ros af de pårørende.

Vi havde et rigtig godt køkken. Jeg tog 15 kilo på i løbet af de tre år. Hvis jeg havde vagt fredag, så kogte jeg nogle pølser til de gamle. Jeg tog folk med ud at cykle og lånte plejecenterets bus. Jeg kørte dem hjem på gården hos min far, og så fik vi kage hjemme i stuerne. Jeg elskede at snakke med de gamle, og de gamle elskede, at der var gang i mig. Jeg lavede meget pis med dem, og nogle af dem fik jeg et ganske særligt bånd til. Dem tænker jeg stadig på i dag. Der var en dame på 98 år, som var sådan en lille, sød frue. Jeg sang tit med hende, selv om jeg ikke kan synge. Vi sad og sang ’Du er min øjesten’, og jeg sagde: ”Misse, du er det bedste, vi har!” ”Hva’ sai do?” sagde hun så på syngende sønderjysk. Vi drillede hinanden, og jeg var altid den type, der forsøgte at gøre det hyggeligt. Jeg ville gerne samle de gamle ved fjernsynet, grine med dem og tage dem med ud at cykle. Det gjorde, at jeg blev der i tre år.

Jeg startede på socialrådgiverskolen, da jeg var 20 år. Der var jeg to semestre, og jeg bestod prøven på andet semester. Før eksamen inviterede en veninde mig med til ishockey, og da vi var på vej derhen, var hende storebror der. Han var murermester i sit eget firma, og så siger han i sjov, at han da godt kunne bruge en lærling som mig, og så skulle vi rigtig på en ’ryste-sammen-tur’ – en sexistisk joke, som jeg ikke fattede.

Næste dag tænkte jeg: Ja, det skal jeg! Jeg ringede til ham og spurgte, om jeg kunne komme i lære hos ham. Det troede han var en joke. Han blev helt paf, men til sidst sagde han: ”Ok, så lad os prøve”. Han tænkte, at det slet ikke var det, jeg ville. Det var for at lave grin. I dag kan jeg se, at det var sexistisk, men dengang vidste jeg ikke, hvad sexisme var. Men han sagde ok til, at jeg kunne prøve.

Jeg mødte op på murerskolen og spurgte, hvordan man melder sig ind.

”Som murer?” spurgte sekretæren overrasket.

”Ja, hvordan gør man?”

”Jamen, er du sikker?”

”Ja, det skulle jeg da mene. Hvordan fungerer skolen, og hvor lang er uddannelsen?”

Det endte med, at jeg kom ud i praktik, og derefter startede jeg på grundforløbet i august 2011.

Jeg meldte mig ud fra af socialrådgiverstudiet. Læreren syntes, at jeg skulle tage den mundtlige eksamen, før jeg gjorde noget så vildt. Det ville jeg ikke. Min far sagde, at det var hårdt for kroppen at være murer, og at jeg ville blive nedslidt.

”Men far, jeg har fundet noget, jeg gerne vil.” Jeg var ikke bare droppet ud for ikke at lave noget. Det har altid været vigtigt for min far.

”Kan du holde til det?” spurgte han, men mine forældre vidste godt, at jeg kunne løfte og bære, og at jeg var stærk. Jeg har altid været meget selvstændig, men jeg havde brug for mine forældres accept. Så blev det sådan, og min far sagde, at det måtte jeg så gøre.

Efter praktikprøveperioden fik jeg en lærlingekontrakt på alle 3,5 år, så jeg var sikret under hele uddannelsen. Det er ellers langt sværere for kvinder end for mænd at finde en lærlingeplads i byggebranchen. Jeg startede i lære, og på min allerførste dag troede jeg, at jeg skulle dø. Jeg skulle møde klokken 6 om morgenen på Lars Tyndskids mark. Solen var lige stået op. Det var ude ved Løgumkloster, og jeg havde ikke noget arbejdstøj. Jeg havde kun malkebukser med kolort hjemme hos min far, så jeg var iført joggingbukser, tennissko, T-shirt og sweater. Jeg lignede en, der skulle ud at dyrke motion.

”Vi skal støbe til en stald i dag,” sagde min chef.

Nu begyndte de at grave med en stor maskine, og der kom betonstøbere. Det var tørt i luften, og det blæste. Jeg havde lidt fede lår, og da arbejdsdagen var slut, havde jeg de største slidmærker på mine inderlår, så jeg ikke kunne gå i en hel uge. Jeg måtte have vabelplaster på og var helt radbrækket, fordi jeg slet ikke var vant til at stable blokke. Det sjove var, at det var mig, der skulle sætte blokke ovenpå betonen. Det var mig selv, der slæbte blokkene, og så bankede jeg dem ned, så de passede med den snor, der var spændt ud. Det gjorde jeg hele vejen rundt om den bygning, hvor de fire vægge skulle stå. Indimellem gik jeg op i gummigeden og hentede blokke på en palle. Jeg lagde godt mærke til, at folk stoppede og gloede på mig, og jeg tænkte, at det er bare fordi, jeg er hende den nye.

”Du klarede det rigtig godt og fik stor ros i går af kunden. Vi stod og kiggede på dig og var meget imponerede over, at du bare kørte gummigeden,” sagde min mester.

Ok, tænkte jeg, skal jeg have ros for det, når jeg har kørt en gummiged, siden jeg var 10 år? Men så tænkte jeg: Fedt nok, så har jeg en fordel – jeg bliver anerkendt for at køre en ged.

”Jeg skal bare lige spørge om en ting,” sagde jeg. ”Er det altid så hårdt at være murer, som det var i går?”

”Nej, det hårdeste er at støbe sokkel.”

På den måde kan man roligt sige, at jeg fik min ilddåb og min introduktion til faget den dag. I dag ved jeg, at man i bund og grund altid skal have arbejdstøj på. Min mester og jeg tog da også over for at købe sikkerhedssko, men det tog hundrede år, før de kom. Murersko er mere lukkede end almindelige sko, og dem havde de ikke hjemme i Davidsens Byggemarked. De havde ikke størrelse 39-40, men kun fra størrelse 42 og opefter. Det er nok, fordi der ikke er så mange kvindelige murere.

Det gik fint i prøveperioden. Jeg fulgte bare mester, og han roste mig tit. En del af rosen skyldtes nok, at hverken han eller kollegerne havde troet, at jeg kunne magte faget. De havde en forventning om, at jeg ikke var så hurtig som en mand. Det er lidt ligesom, når en mand støvsuger – så får han ros. Jeg fik ligesom ros på mit køns vegne. Når piger spiller med i fodbold, så siger man for sjov: ”Dine point tæller dobbelt.” Det er lidt nedladende ros eller måske et udtryk for medlidenhed. Lidt som at spille golf med et handicap.

Min mester og kollegerne var tydeligvis overraskede over min indsats første dag, og jeg fik at vide, at jeg var hurtigere end den tidligere lærling. På den måde gik det rigtig godt. Efter noget tid startede jeg på grundforløbet på murerskolen. Jeg gik der i en del uger, hvor jeg lærte, hvad de forskellige typer værktøj hedder.  

Det var rigtig fint at starte på skolen, selv om jeg følte mig lidt malplaceret. Det skyldes, at jeg var lidt ældre end gennemsnittet, og at der kun var én pige udover mig. Jeg følte mig virkelig forkert. Dengang jeg havde været til åbent hus på skolen, troede flere, at jeg var søster til en, der skulle starte. Da jeg startede, troede mange, at jeg var støttepædagog til andre i klassen.

Når vi skulle skifte tøj, blev drengene sendt til omklædningsrummet, hvorefter lærerne sagde til mig, at de lige skulle finde ud af, hvad de skulle gøre. Jeg og den anden pige blev henvist til et offentligt toilet, der lå i forbindelse med skolens store hal. Vi havde ingen brusere eller skabe, så vi bar rundt på vores ting i poser. Jeg havde heldigvis en bil, hvor jeg kunne opbevare mit skiftetøj og mine ting.

Det er stadig sådan på mange erhvervsskoler, at de er indrettet til drenge og ikke til piger. Dengang var det ikke noget, jeg tænkte så meget over. Jeg tænkte mere, at det finder vi ud af. Jeg ville ikke være til besvær. Jeg ville bare falde ind i mængden, og jeg var glad for, at jeg var startet på skolen.

I murerhallen skulle vi lære om sten, vi skulle bygge starten på en mur, lære at måle og lægge stenene rigtigt. Det var træning, og det gik godt for mig, selv om jeg var nybegynder. Jeg var allerede fra starten en af de dygtige. De andre på holdet havde en samhørighed, som jeg ikke var en del af, så gutterne så ikke rigtig, at jeg var dygtig til arbejdet. De så mig mere som en outsider. Jeg var nærmest usynlig, og der blev i starten heller ikke lavet fis med mig. Det var mere mig, der skulle interagere med dem. Der var ikke rigtig nogen, der spurgte mig om noget, men jeg blev da spurgt, om jeg ville være flisemontør. Det er den lette genre inden for murerfaget, og jeg svarede, at jeg ville være rigtig murer.

På skolen gik alle op i, hvem der havde skaffet en læreplads, for så er man dygtig. Mange blev overraskede over, at jeg allerede havde en læreplads. I klassen blev der talt om, at nogle af eleverne rent faktisk kendte en kvindelig murer – og hun var ok. På den måde blev jeg en minoritet og undtagelsen fra reglen. Den anden kvinde på holdet var mere feminin end mig med langt hår. Hende nærmede de andre murerlærlinge sig på en anden måde, fordi de var interesserede i hende. Uden at vide noget om ligestilling kunne jeg allerede dengang godt blive irriteret over, hvor kønsstereotypt det var. Lad hende dog være, tænkte jeg. Jeg synes, at hun tillagt nogle feminine kønsnormer og blev reduceret til sit køn ud fra nogle stereotype forestillinger om, at ”hun da skal hjælpes, den lille pige”. På den måde mødte vi fordomme begge to, men på to forskellige måder. Der var mere et spil mellem hende og drengene, end der var i interaktionen mellem mig og de andre.

Jeg endte med at få karakteren 10 på afslutningsprøven i grund-forløbet, og så skulle jeg i lære i et års tid.

Ret tidligt i min læretid sker der det, at min mester skal være plejefar, så allerede en af de første dage på jobbet får jeg nøglerne til firma-bilen og bliver sendt ud at lægge et klinkegulv på egen hånd. Jeg fik helt ondt i maven, og det var pinligt at stå der foran kunden uden at vide noget om klinkegulve. Så jeg gik hen i bilen og fandt på Youtube en video om, hvordan man måler op og lægger et diagonalt klinke-gulv. Jeg gik i gang og prøvede at lægge det uden egentlig at ane, hvordan man gjorde. Jeg fik lavet gulvet, og glædede mig over, at det ikke skulle lægges om. Det fungerede.

I virkeligheden må du ikke gå selv og løse opgaver i din læretid, men jeg gik rigtig meget selv. Ofte ville min mester ikke vise mig,

hvordan jeg skulle udføre arbejdet. Han mente, at jeg burde kunne det. Jeg begyndte at føle, at han ikke kunne lide mig, og samtidig følte jeg, at jeg hele tiden skulle være opmærksom på mesters humør, som var omskifteligt. Det endte med, at jeg bare gjorde, hvad han sagde, og så fik jeg alligevel skældud. Det gjorde mig rigtig usikker på mig selv.

Det var rart, da jeg vendte tilbage på skolen og fik ro på igen på hovedforløb 2. Da jeg afsluttede forløbet, kom jeg igen tilbage til min chef. Nu fik jeg ikke det arbejdstøj, jeg skulle bruge. Jeg blev usikker på mig selv, og han havde virkelig temperament. Jeg blev bange for at gøre noget forkert. En dag skulle jeg skære en gummifuge væk, og jeg havde ikke det rigtige værktøj. Så kom jeg til at skære mig, og det blødte på tøjet. Det bebrejdede min chef mig, for jeg måtte ikke tørre blod af i tøjet. En dag sker det igen, og så sparker han mig i ryggen: ”Hvad fanden har jeg lige fortalt dig!” Jeg svarede, at det skulle jeg nok lade være med, for jeg turde ikke at sige noget.

Nogle dage havde vi ikke noget arbejde, og så slog han græs og satte mig til at rive plænen. Jeg blev en slags tjener, som han satte til alt muligt andet end murerarbejde, selv om man slet ikke må det. Det var en slags magtudøvelse. Han kunne være supersød, og så kunne han vende på en tallerken. På et tidspunkt viste det sig, at nogle af mine kolleger havde ringet til fagbevægelsen og sagt, at de havde set mig slå græs.

En dag var jeg ude hos en kunde og var ved at afsyre noget murværk. Jeg satte låget på dunken, men skruede den ikke helt fast, da jeg lige skulle tjekke, om syreblandingen var stærk nok. Så kom han og begyndte at smide ting i bilen. Han havde ild i øjnene og lagde sin hånd hårdt på min skulder. Det eneste, jeg kunne fremstamme, var undskyld – jeg gjorde det ikke med vilje. Han sagde, at hvis jeg været der, da han skulle tømme bilen og fandt ud af, at låget ikke var spændt fast – så kunne han kræfteddermame have slået mig ihjel. Det formildede ham ikke, at jeg ikke havde gjort det med vilje.

En dag regnede det så meget, at vi ikke kunne arbejde, og så forlangte han, at jeg skulle sidde og glo i hans bil en hel dag, for jeg skulle ikke holde fri. Jeg skulle hele tiden sige ting, der gjorde ham glad, og jeg følte mig hele tiden lidt dum. Til sidste ringede jeg til fagforeningen, og jeg blev inviteret til møde. Formanden i 3F Aabenraa havde spurgt, om jeg ikke ville være med i murerklubben der – også for at være med til at tiltrække flere unge. Det ville jeg gerne, og jeg sagde, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med min læreplads.

På hovedforløb 2 fik jeg også karakteren 10 samlet, men jeg var påvirket af, at jeg ikke følte mig dygtig nok. Min mester havde ikke lært mig det, jeg skulle lære. Han kunne flippe ud på mig, og jeg var direkte bange for ham. Ofte var jeg alene, fordi han ikke tog med ud på opgaver. Til sidst ringede jeg til fagforeningen igen, for han var hele tiden nedværdigende overfor mig. Jeg besluttede mig for, at jeg ville ud af samarbejdet med ham, men jeg var bange for ham og ville ikke have kontakt med ham. Han vil bare ikke lade mig slippe, og det ender med, at hele hans familie ligger og kontakter mig.

Nu blev han kaldt til møde i fagforeningen, og efter det møde begynder han at skrive til mig, at han vil købe arbejdstøj til mig. Jeg turde slet ikke at snakke med ham. Jeg ville bare have en ny lære-plads. Jeg fik heller ikke ret meget ferie, og det påvirkede mig. Jeg var ikke dårligere end de andre på skolen, men jeg skulle bruge så meget ekstra energi, fordi jeg følte mig utryg hos min mester.

På murerskolen kan du bestå med en sølvmedalje, og en dag spurgte jeg læreren, hvem af eleverne han troede kunne gøre sig fortjent til sådan en sølvmedalje. Han nævnte navnene på fem drenge, som jeg ikke mente, var bedre end mig. Selvom jeg havde det dårligt og følte mig udenfor, besluttede jeg mig for at kæmpe for at få sølv. Jeg følte selv, at jeg var i top-3. Man kan også få ’Den forsølvede murerske’, som er den højeste udmærkelse, men også her nævnte læreren kun drenge som mulige kandidater. Som min lærer vidste han godt, at jeg var god, men jeg tror ikke, at jeg rigtig blev set for min faglighed. Jeg var bare ’hende den anden’. Dette på trods af, at jeg på hovedforløb 2 fik tildelt et legat, fordi jeg var sød, rar og hjælpsom. På skolen begyndte de at kalde mig ’Mettemor’, fordi jeg sørgede for, at alle havde det godt. Jeg var god til at være venlig og tage mig af folk.

Noget tid efter at jeg har fået legatet, spørger jeg en anden lærer om, hvem der mon kunne få medaljen.

”Det er svært at sige, for den er næsten uopnåelig,” lød svaret. Igen hørte jeg fem drengenavne. Jeg vidste ikke, om jeg var dygtig nok, men jeg vidste, at jeg var lige så dygtig som de fem drenge, han nævnte. Jeg tænkte, at den sølvmedalje skal jeg da have, og jeg skal også have murerskeen! Jeg sørgede for at gøre alt godt, afleverede mine opgaver, lærte hurtigt og gjorde indtryk.

Det var lige inden, jeg skulle på hovedforløb 3, at jeg igen kontaktede fagforeningen. Min mester blev kaldt til samtale, og jeg havde bedt fagforeningen om at sige, at jeg ikke ønskede at deltage i mødet. Jeg havde bedt dem om at sige, at jeg ville ud af kontrakten, fordi jeg ikke havde det godt der. Det ender med, at jeg kommer ud af det, hvor-efter min chef sidder med krokodilletårer og fremstår helt ufor-stående. Han får imidlertid forbud mod overhovedet at komme på skolen. Jeg kom ud af lærekontrakten uden at have kontakt med ham, og jeg fik også kompensation for feriepenge, som jeg ikke havde fået udbetalt.

Da jeg går på hovedforløb 3, hjælper min onkel mig med at finde en læreplads. Jeg lover mig selv, at jeg skal starte der. Det viser sig efterfølgende, at der også var en anden murermester, som gerne ville have mig i lære. Jeg er sådan skruet sammen, at jeg ikke bryder aftaler, så jeg startede hos min onkels underleverandør, som i øvrigt er min fars kusines mand. Jeg har ikke tidligere haft så meget kontakt med den del af familien, men allerede den første dag siger min nye chef til mig, at han forventer, at jeg skal have sølvmedalje: ”Jeg tror godt, at du kan”.

Han lagde lidt et forventningspres, men havde samtidig en forventning om, at det var muligt for mig. Jeg blev stolt, og jeg fik en tiltro til, at jeg i hvert fald lå godt fagligt. Han troede på mig, og det var i stor kontrast til min tidligere mester. Det var meget bedre at arbejde der, selv om de ansatte lige skulle vænne sig til, at jeg var en kvinde. Jeg fik mange kommentarer om mit køn: ”Hvis du ikke kan få stikket fra hinanden, så skal du ikke være i murerbranchen, for så er du ikke stærk nok.”

Jeg følte ikke, at jeg var så dygtig til fliser og klinker, som jeg gerne ville være. Jeg fik til opgave at lægge fliser i mesters store garage. Det skulle være lige i øjet, for det var et helt nyt hus. Det var et stort gulv, så meget kunne gå galt med lige linjer og alt det der. Jeg fik samtidig min egen firmabil, så jeg begyndte at føle mig som en rigtig håndværker. Jeg blev også sat til at lægge klinker på Strandvejen i Kolding. Han viste mig tillid, og så voksede jeg med opgaven. Lige meget hvad jeg gjorde, så bakkede han op om mig – også hvis jeg skulle sige fra overfor en kunde.

Min mester fik ansvaret for at styre hele projektet omkring bygning af en ny Rema 1000-butik, og jeg kom i praksis til at fungere som byggeleder. Når folk kom og spurgte efter byggelederen og mødte mig, troede de ikke deres egne øjne. Jeg fik hans kone til at sende mig papirer, når jeg havde brug for det, og jeg tog et stort ansvar. Jeg fik overblik over hele byggeprojektet, og jeg blev anerkendt og blev mødt med tillid.

På hovedforløb 4 gik det megagodt, og jeg glædede mig til at afslutte forløbet. Jeg var blevet meget populær blandt kunderne: ”Hende der Mette. Hun er fandme sej. Hun er dygtig.” Jeg hørte tit den ros, og den voksede jeg af. Kunderne var glade og anbefalede mig videre til andre.

Femte hovedforløb er svendeprøven. Du har en uge til at lave den praktiske og teoretiske svendeprøve. Derudover skal du over i murerhallen for at lave et praktisk svendestykke. Jeg følte ikke, at det teoretiske gik så godt, og det var jo også fredag den 13., så hvad kunne jeg forvente? Til den praktiske svendeprøve står hele holdet i en hal i fire-fem dage. Her skal vi udføre den opgave, som vi har tegnet på computeren. Vi har tidsplan og beregninger på alt. Midt i forløbet opdager jeg, at jeg har lavet en forbandtfejl. Forbandtet er mønstret for, hvordan stenene skal ligge over, under og ved siden af hinanden i muren. Jeg måtte enten ignorere fejlen eller brække det murværk ned, jeg havde lavet. Der var mange andre elever, der også havde lavet en forbandtfejl, og mange kiggede efter hinanden, så nogle var kommet til at kopiere fejlen. Der er ikke noget forkert i det, for alle kan se, hvad alle andre laver.

Jeg valgte at brække det ned igen, og det var der så flere, der gjorde. Det ender med, at jeg laver det om og alligevel bliver færdig en dag før tid. Jeg taler med min mester, som spørger, om jeg ikke kan gøre lidt mere. Jeg var sikker på, at jeg ikke kunne gøre mere – og så kørte jeg hjem.

Når mureropgaven skal bedømmes, står der kun et nummer på opgaven, så hverken lærer eller censor ved, hvilken elev der har lavet hvad. Det er der mange store virksomheder, der ikke har lært endnu. Det gjorde murerskolen allerede dengang.  

Hvis man som elev bliver ringet op indenfor de to første dage, efter at opgaven er afsluttet, ved man, at man ikke er bestået. Jeg fik ikke nogen opringning de to dage. Men jeg blev ringet op og fik at vide, at vi alle sammen skulle ind på skolen til dimission. Her skulle vi have overrakt beviset på, at vi var bestået.

Jeg skulle møde op på skolen med min familie, og stemningen var god. Mine forældre og min bedstemor var med sammen med min mester og hans kone. Alle havde fint tøj på. Det var sådan en lidt fin dag, og der er spænding i luften sådan en dag. Man ved jo ikke, hvordan det er gået.

Da vi trådte ind på skolen, var der dækket op med borde. Der var kokke ansat på den tekniske skole, som lå i nærheden, så de leverede mad og serverede. Vi fik smørrebrød, og jeg sad for enden af bordet. Da alle havde spist, kom overrækkelsen.

Vi blev kaldt op i rækkefølge, og egentlig skulle jeg være blevet kaldt op som nummer to, fik jeg at vide, men i stedet blev jeg kaldt op til sidst. Når man bliver kaldt op, fortæller skolelederen, hvad man hedder, og hvor man er ansat, hvorefter han siger: ”Du har i dag afsluttet din uddannelse og er antaget som murer. Tillykke!” Derefter er der klapsalver, og eleven modtager et fint, rødt svendebrev.

”Den næste, der skal komme op på scenen, er Mette Schak Dahlmann, som er ansat ved Aaskov Byggefirma!” Jeg får det lille røde brev, og alle klapper, mens skolelederen siger: ”Mette, du er antaget. Tillykke!” Så tager jeg mit svendebrev, giver ham hånden og siger tak. Lidt genert vender jeg mig om og går ned, mens folk klapper. Nu råber han: ”Mette, kom lige herop igen!”

Åh, fuck, hvad nu? tænker jeg, og hele salen summer. Hvad skal der ske nu? Har de glemt noget? Så siger han:

”Mette, du er for hurtig, men det har du jo altid været”. Han mener vel, at jeg har fuld fart på og har lavet mine ting hurtigt. Mit umiddelbare svar er: ”Ja, men det er der jo penge i ud fra et erhvervssyn”. Så begynder folk at grine. Jeg tænker, at ha, nu er vi færdige.

”Men Mette, du er faktisk ikke bare antaget. Du er antaget med en sølvmedalje,” siger skolelederen og kigger ud på folk, ”som er det allerhøjest opnåelige. Tillykke med det!” Han har åbnet en blå æske med et dansk flag på, og der ligger medaljen. På den ene side af sølvmedaljen står der: ’Dette er en bedrift’, og på den anden side står der ’Mette Schak Dahlmann’.

Jeg står bare og kigger på ham og kigger rundt i salen, og der er helt stile. En knappenål kunne falde til jorden, og alle ville kunne høre den. Så kommer bruset, og alle begynder at klappe. Klapper de af mig? tænker jeg først, men nu er jeg fucking stolt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Alle klapper, alle kigger på mig, mange ved ikke noget om, hvem jeg er. ”Hvem fanden er det?” spørger folk hinanden. Min far ser stolt ud, og min mor græder. Det er den 27. maj 2015, og jeg står i en sal på murerskolen fyldt med klappede og anerkendende mennesker. De klappede af mig!

Min far bliver så glad, at han slår mig på skulderen, da jeg kommer tilbage til bordet. Han er stolt, fordi han ved, hvor meget jeg har kæmpet for det. Min mester er også uddannet murer, og jeg smiler til ham: ”Nå, Jakob, nu fik jeg medaljen!” Min censor kommer også ned og siger, at ”det var sørme flot!” Det viser sig, at censorerne uafhængigt af hinanden var enige om, at jeg skulle have sølv. Han fortalte, at jeg kun var den anden i 13 år, der fik sølv. Jeg drillede min mester og sagde: ”Hvor fanden er din medalje?” Min mester og mine lærere var megastolte, og min mester sagde: ”Jeg tvivler ikke på, at du har gjort det godt!”

Derefter tog formanden for uddannelsesudvalget ordet. Nu var der uddeling af en masse legater og den mest prestigefulde pris: ’Den forsølvede murerske’. Formanden ridser i sin tale op, hvad der skal til, for at man kan gøre sig fortjent til den. Lærerne har vurderet, at den skal gå til en elev, der i hele forløbet under uddannelsen har kæmpet en brav kamp, har måttet skifte læreplads, har været en god kammerat, været dygtig til faget, har haft en god indstilling og virkelig har gjort indtryk:

”På den måde er det velfortjent, at jeg igen skal bede Mette Schak Dahlmann om at komme herop.”

Alle folk var helt befippede og imponerede af mig, og jeg måtte igen gå op igennem lokalet og hente murerskeen, som er dyppet i sølv. På skaftet står mit navn, og det er som en pokal. Så jeg tog lige hele pokalhylden den dag. Derefter begyndte jeg at komme i medierne, og nu blev den første artikel nogensinde skrevet om mig. Det skete, da jeg blev kontaktet af Jyske Vestkysten om et interview. Overskriften på artiklen lød:

”Jeg kan godt lide at kunne et rigtige håndværk,” og underrubrikken var: ”Mette Schak Dahlmann har prøvet kræfter med et par klassiske pigefag, men lysten til at lave et godt stykke praktisk arbejde fylder mere end hendes omsorgsgen, erklærer hun.”