METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 12

Sølvmedaljens stolthed og forbandelse

”Jeg boede i Randerup, og jeg arbejdede i det firma i Kolding, hvor jeg var udlært. Men så fik jeg en kæreste i Aarhus og ville gerne flytte op til hende.

Jeg kiggede efter, hvem der søgte, og jeg ringede til Axel Poulsen og mange andre store virksomheder for at høre, om de havde et job til mig. Som håndværker ringer man normalt. Man skriver aldrig. Jeg sagde: ”Jeg hedder Mette, jeg er murer … ” Svaret var gang på gang: ”Det lyder godt. Send os en ansøgning.”

Der er ikke noget galt i at sende en ansøgning, men når mine mandlige kolleger ikke skal skrive ansøgninger, giver det ikke nogen mening, at jeg skal gøre det. Jeg overvejede at sige mit job op uden at have fået et nyt. Min kæreste var nervøs for, om jeg overhovedet kunne få arbejde, ud fra de svar, jeg fik på min henvendelser.

Det burde være nemt at få job, for der er – og var – mangel på håndværkere. Min kæreste spurgte mig, om jeg fortalte arbejds-giverne, at jeg var antaget med sølvmedalje. Det gjorde jeg ikke, for jeg frygtede, at jeg som kvinde i forvejen skulle bevise mit værd. Jeg frygtede, at forventningspresset ville vokse, hvis jeg også fortalte om min sølvmedalje.

Derfor nævnte jeg ikke noget om sølvmedaljen. Jeg søgte rigtig mange jobs, men jeg fik ikke nogen svar. Nu opfordrede min kæreste mig til at fortælle om medaljen: ”Den er så sjælden, og den viser, at du kan noget!” sagde hun.

Jeg ringede til Løgten Murer og sagde: ”Hej, jeg hedder Mette, jeg er murer og antaget med en sølvmedalje. Jeg søger arbejde.” Jeg sagde det så hurtigt, at man næste ikke kunne forstå, hvad jeg sagde.

”En gang til!” sagde manden i den anden ende, for han troede nok ikke sine egne ører, da han hørte en kvindestemme sige de ord.

”Ok, jeg hedder Mette, jeg er murer og antaget med en sølvmedalje.”

”Wau,” lød svaret i den anden ende, og to timer efter havde jeg job.

Jeg havde svært ved at nævne min sølvmedalje overfor andre, for jeg oplevede at få kommentarer, hvor sølvmedaljen kom til at handle om, at jeg var god til at sidde og pussenusse. Det var nederen, for jeg følte ikke, at jeg blev anerkendt, til trods for medaljen.

Som kvinde skal man altid bevise sit værd, når man er ude hos kunder. Det skal mænd selvfølgelig også, men kvinder skal i endnu højere grad, fordi omverdenen er skeptisk overfor en kvindelig murer. Det er ulempen ved at være kvinde i et fag, der traditionelt er befolket af mænd. Du er en afvigelse fra standarden, og det kan vække skepsis.

For mig var sølvmedaljen både min stolthed og min forbandelse. På den ene side var den min adgangsbillet til mit nye job, fordi den er mit bevis på, at jeg er dygtig. På den anden side er den så sjælden, at den bidrager til at skille mig yderligere ud fra fællesskabet: Jeg er ikke bare kvinde og homoseksuel i et fag, der traditionelt tiltrækker mænd – jeg har også en faglig udmærkelse, som der er respekt om i faget.

Da jeg startede på mit nye job, kunne jeg mærke, at der ikke blev talt til mig, men at der blev talt om mig. Jeg var som den grimme ælling, der trods min sølvmedalje skulle bevise mit værd, og det var først, da mine kolleger fandt ud af, at jeg rent faktisk var dygtig nok, at jeg fik at vide, at de havde tjekket mig ud på Facebook for at se, om jeg var lækker. De havde også indgået væddemål om mig, allerede før jeg startede på jobbet.

Jeg tænkte ikke så meget over ligestilling dengang, men jeg følte det akavet. Jeg ved godt, at de ikke var onde, men jeg følte, at jeg blev reduceret til mit køn og til en krop. Det kom til at handle om mit udseende. De havde jo aldrig være inde at tjekke en kollegas lækkerhed ud på Facebook, hvis han hed Jens. Mine nye kolleger havde væddet om, hvor lang tid, jeg mon kunne holde i faget. Nogle havde givet mig nogle dage, andre nogle uger, mens andre igen gav mig nogle måneder. Jeg fik også at vide, at de var nået til stor enighed i skurvognen om, at jeg ikke skulle tro, at jeg skulle have mit eget bad. Skik følge eller byggeplads fly – jeg skulle ikke forvente særbehandling, og jeg skulle ikke forvente min egen skurvogn med privat bad. Hvis jeg havde den slags tanker, kunne jeg bare skride.

Kollegerne gør det jo ikke, for at jeg skal føle mig forkert. De gør det uden at tænke over det, og fordi de ikke er vant til kvinder i faget. Jeg syntes bare, at det var hårdt, for både bevidst og ubevidst var der konstant en barriere mellem mig og jobbet. Det var imidlertid ikke det eneste problem.

Allerede inden jeg var startet – og før mine nye kolleger overhovedet havde mødt mig – var jeg som menneske og person en belastning og et problem for arbejdspladsen. Og jeg risikerede også at blive en udgift. Hvis det er noget, jeg hader, så er det at være en belastning for andre mennesker. Selv om jeg elskede murerfaget, og selv om jeg havde uddannelse, var jeg som en gæst i mit eget fag. Jeg følte, det tilhørte andre, og jeg følte, at jeg skulle træde varsomt, for det var, som om det var andres hævdvundne territorier, jeg bevægede mig ind på. Jeg skulle please for overhovedet at have lov til at passe mit arbejde og have lov til at være der.

Mine kolleger gad ikke rigtig forklare mig om jobbet eller lytte til mig. Jeg følte mig uvelkommen, og jeg følte, at jeg skulle overbevise dem om, at jeg er flink nok og ikke krævende. Jeg måtte gå med på deres jargon for at forsøge at blive en del af flokken.

På dette tidspunkt begyndte følelsen af uretfærdighed at spire og vokse i mig. Det var et problem, at jeg ikke kunne bade uforstyrret i skurvognen, og det var et problem, hvis jeg skulle have min helt egen skurvogn for at kunne bade i fred for mænds blikke. Jeg fandt den midlertidige løsning, at jeg måtte møde tidligere på arbejde for at klæde om. Jeg begyndte at møde på job før kollegerne.

Samtidig måtte jeg gå senere, fordi jeg ikke kunne bade i fred og ro, før kollegerne var taget hjem.

Jeg skulle låse en hel skurvogn af for at tage et bad, og alligevel var det ikke nok, for folk havde nøgler. De kunne bare låse op udefra. Når jeg låste vognen, kunne mine kolleger jo ikke få fat i deres ting, hvis de fik brug for dem. Jeg følte mig hele tiden som en belastning.

I dag kan jeg se, at mænd ofte bliver opfattet som en ressource, mens kvinder bliver set som en belastning. Ikke nok med at mit køn skulle være en hindring, og min evner noget, som kollegerne vædede om. Også den fysiske indretning af byggepladsen var lavet til mænd, og som kvinde skulle jeg bruge meget energi på at finde andre løsninger, behage folk og indordne mig. Det var som at være på en spejderlejr med drenge, hvor der kun er et pissoir, men ikke et lokum. Så må du finde på andre løsninger. Det er vildt belastende.

Dengang en kollega fortæller mig, at jeg ikke skal tro, at jeg skal have særbehandling, vokser problemerne sig bare større og større for mig. Da jeg hører den kommentar, får jeg bekræftet min følelse af, at min tilstedeværelse er træls. Jeg begynder at spørge mig selv, hvad grunden er til, at jeg føler mig udenfor og forkert. Jeg undrer mig over, at jeg skal gå rundt og føle mig som et problem og en belastning, når jeg egentlig bare vil passe mit nye job og i øvrigt klarer mig fint fagligt.

Så er det, at jeg finder modet og begynder at spørge folk: ”Hvorfor er der ikke en dør i badet, så jeg kan tage et bad i fred, ligesom når man går på toilettet?”

Folk bliver irriterede og svarer, at det ved de ikke, for sådan har det altid været. Jeg kontakter diverse organisationer, og jeg får det svar, at det står i skurvognsregulativet fra 1992, hvordan en skurvogn skal indrettes, og det er uden en dør for badet.

Dette skurvognsregulativ tilsiger, hvordan hver eneste centimeter i skurvognen skal indrettes. Det er fastlagt ned til mindste detalje og helt standardiseret. Regulativet siger ikke noget om, at der skal være en dør. Jeg finder imidlertid frem til, at skurvognsregulativet kommer i konflikt med arbejdsmiljølovgivningen, for ifølge arbejdsmiljø-lovgivningen skal kvinder sikres mod diskrimination på jobbet. Hvis der er mere end et køn på byggepladsen, skal kvinder have mulighed for at bruge skurvogningen uforstyrret. Hvis ikke det er muligt, har vi som kvinder – ifølge arbejdsmiljølovgivningen – lov til vores helt egen skurvogn.

Arbejdsmiljølovgivningen er lavet for at beskytte kvinder, men i praksis gjorde reglerne kvinder til en udgift og en belastning. Det ville koste min arbejdsgiver mere end 100.000 kroner at indkøbe en skurvogn specielt til mig, og det ville samtidig kunne vække forargelse hos mine kolleger: Hvorfor skulle de deles om ét bad, mens jeg havde min helt egen skurvogn? På den måde ville jeg yderligere skille mig ud, fordi jeg er kvinde.

Jeg følte mig helt alene med mine badeproblemer, men senere hører jeg andre kvinder i håndværksfag fortælle om lignende oplevelser. Alligevel får jeg at vide alle steder, at jeg må leve med forholdene, som de er, for sådan har det nu engang altid været.

På en pæn måde siger jeg både til mine kolleger og til de faglige organisationer:

”Ok, men hvis I siger, at det ikke kan lade sig gøre at sætte en dør i, så giver det ikke mening for mig overhovedet. På byggepladser sætter vi fucking mange døre i. Hvorfor kan det ikke lade sig gøre at sætte en dør i en skurvogn?”

Når jeg stillede disse spørgsmål, var det ud fra en dyb forundring over, at det ikke kunne lade sig gøre at sætte en dør i. Jeg spurgte ikke for at være træls, men for at finde en løsning. Til sidst tænkte jeg ved mig selv, at hvis ingen mennesker kan forstå, at det godt kan lade sig gøre at sætte en dør op ind til badet, så må jeg vise dem, at det kan lade sig gøre.

En dag var jeg på en opgave med en kollega i Aalborg. Vi kørte sammen i hans bil, men da han skulle hente børn den dag, skyndte han sig, så han kunne holde tidligere fri. Det betød, at jeg måtte tage endnu tidligere fri, så jeg kunne tage et bad, før min kollega skulle i bad. Hver gang jeg måtte tage tidligere fri for at bade, kostede dig mig lønkroner. Mit dilemma var, at jeg vidste, at jeg havde en lovsikret rettighed til min egen skurvogn, men jeg ville ikke bede om det med risiko for at blive fyret.

Mens jeg stod under bruseren den dag, var der en VVS’er, der åbnede døren. Jeg havde en lukket plasticpose med mit tøj med i badet, for jeg kunne ikke hente mit tøj, når jeg slukkede bruseren, hvis der i mellemtiden var kommet nogen ind i skurvognen. Nogle gange prøvede jeg med en kost at feje mit tøj hen til mig, mens jeg gemte mig bag bruseforhænget.

Jeg var træt af alt det bøvl, og jeg begyndte at tænke nærmere over indretningen af skurvogne. Jeg fandt ud af, at alle standardskurvogne i Danmark var bygget uden en dør til bruseren. I nogle skurvogne var bedet endda midt i det hele, så kollegerne skulle gå forbi forhænget og nemt kunne komme til at kigge ind til mig i badet.

Jeg havde ikke lyst til at bade under de forhold helt frem til pensions-alderen. Det var ubehageligt for mig, men også for mine kolleger. Det var akavet for os allesammen, og det var ikke sjovt, når en kollega sagde: ”Hehe, har du set Mette?”

Det er nu, jeg beslutter mig for at tage action, og jeg minder mig selv om, hvorfor jeg fik 12 i biologi på HF. Det stiver mig af. Jeg har altid kunnet lide at gå imod strømmen og gøre tingene på min helt egen måde, som jeg kan forholde mig til. Det valgte jeg at gøre nu.”