METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 14

USA, meningsdanner og kønsstudier

”Som udlært murer melder jeg mig i 2016 ind i Murerklubben i Sønderjylland. Formanden foreslår mig et kursus, som han har set i et katalog: ’Meningsdanner i København’.

Jeg kendte ikke særlig meget til fagbevægelsen dengang, men han sagde, at jeg på kurset kunne lære at skrive og gå i medierne. Jeg tænkte, hvad fanden jeg skal bruge det til? men besluttede mig alligevel for at tage kurset.

Jeg kom til København og trådte ind ad døren til kursuslokalet. Jeg følte, at alle kursisterne var meget ældre end mig, og at jeg måtte været gået forkert. Forud for kurset havde jeg været til en introsamtale med en af underviserne, hvor jeg blev spurgt, hvad mit formål med uddannelsen var. Jeg svarede, som sandt var, at det vidste jeg ikke. I stedet spurgte jeg hende, hvad jeg kunne lære på kurset. Hun svarede mig, at jeg kunne lære at udtrykke mig i medierne. Jeg valgte at tage kurset, fordi jeg var nysgerrig efter, hvad det var.  

Jeg er ikke opvokset i fagbevægelsen eller med rødder i det politiske system, så jeg kendte ikke de verdener. For mig var det som at lære et helt nyt sprog. Når jeg som murer bliver bedt om at løse en opgave, får jeg typisk en tegning, som jeg kan gå ud fra. Før jeg startede på kurset, vidste jeg ikke noget om, hvad jeg gik ind til.  

”Mette, hvem er dit idol?” spurgte underviseren mig.

”Det er håndboldspilleren Anja Andersen.”

”Super!” hun griner lidt.

Nu fandt jeg en plads i kursuslokalet. Jeg følte mig helt forkert sammen med de andre kursister.  Kursets titel var ’Kvindelige meningsdannere’. Underviserne begyndte at fortælle om uddannelsen og om, at der er for få kvinder i den offentlige debat. På det tidspunkt vidste jeg ikke noget om feminisme og ligestilling. Jeg havde ikke ordene for de ting. Mange af de andre kursister var tillidsvalgte, og det var jeg heller ikke, så jeg tænkte, at det var en fejl, at jeg var med på kurset.

Jeg tænkte, at de andre var søde, men jeg anede ikke, hvad et læserbrev var, og de talte et sprog, som jeg aldrig havde hørt før: ’Tillidsrepræsentant’, ’afdelingsleder i FOA’ og alt muligt andet. Jeg sad der som den eneste murer og følte, at jeg var faldet ned fra himlen.

Der var fire coaches på kurset, som skulle undervise og rådgive os. Ret hurtigt kom jeg godt ud af det med to af dem, nemlig Mia Jo og Anna Berg, og jeg har stadig god kontakt med dem begge i dag. Anna kunne godt være lidt streng og hård ved mig, mens Mia Jo var lidt mere kærlig, men fælles for dem var, at de pressede mig og provokerede mig til at forsøge at tro på mig selv. Jeg var nok lidt af en pauseklovn, der ikke forstod, hvad jeg skulle der. Jeg troede ikke på mig selv og følte, at jeg sad sammen med en masse kloge folk.

Det endte med, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle skrive, da vi fik vores første opgave. Jeg havde ikke nogen ord at sætte ned på papiret. Sådan havde jeg det egentlig i ret lang tid, og det er nok derfor, at det ender med, at Anna Berg er hård ved mig. Selv om jeg fysisk deltager i kurset, kommer jeg hver gang og fortæller, at jeg ikke har fået lavet ’lektier’. Anna Berg er hård på den måde, at jeg føler dårlig samvittighed. Jeg følte, at hun så noget i mig, som jeg ikke selv kunne se, og som jeg heller ikke kunne leve op til.

”Come on, Mette – skriv om dit arbejde,” lød hendes opfordring.

Ritt Bjerregaard skulle komme og holde et oplæg om at være kvinde i politik, men hun var blevet syg. I stedet kom Johanne Schmidt Nielsen, som dengang var formand for Enhedslisten. Nu sagde Anna Berg, at en af kursisterne skulle præsentere Johanne for hele holdet og …. ”Mette, vil du gerne gøre det?”

Jeg kiggede rundt og vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Mange ville sikkert synes, at det var vildt fedt at vise en kendt rundt, men jeg følte ikke, at jeg var klog nok til at kunne det. Jeg sagde ”jo” og blev både beæret og usikker på en gang. Hvis man føler sig som den dumme og mærkelige, virker det vildt at skulle sætte sig selv i centrum.

Anna Berg så noget i mig som menneske, som hverken jeg eller andre havde set i mig før. Hun så, at jeg var dygtig og kunne noget, andre ikke kunne. Hun mente, at jeg var en ’ener’. Derfor ville hun have, at jeg skulle præsentere.

Meningsdannerkurset handler om, at der er for få kvinder i den offentlige debat. På kurset fik vi viden om, hvordan der kan komme flere kvinder i medierne, hvis kvinder lærer at gå på banen.  

Da jeg skulle præsentere Johanne Schmidt Nielsen, blev jeg usikker, for ud over at jeg ikke vidste noget om politik, vidste jeg heller ikke noget om de politiske partier. Jeg vidste ikke, hvem der tilhørte hvilken politisk blok, og jeg var bange for at dumme mig. Jeg var så nervøs. Jeg havde lyst til det, og jeg havde ikke lyst til det.

Jeg rejste mig op og stillede mig i en såkaldt ’power pose’ med hænderne i siden. Dengang vidste jeg ikke, hvad en power pose var, så jeg gjorde det bare helt naturligt, hvorefter jeg tog ordet:

”Johanne Schmidt Nielsen kommer nu for at tale til os om at være kvinde, politisk aktiv og stå frem i debatten. Så tag godt imod Johanne – og velkommen!”

Jeg satte mig ned og var megagenert. Hun sagde tak, og jeg tænkte, at jeg skulle skrive hjem til min mor og fortælle, at jeg havde budt velkommen til Johanne Schmidt Nielsen. De andre kursister tog billeder af mig, da jeg gjorde det, og dem sendte jeg selvfølgelig også til min mor. Haha!

Da vi en måned senere var færdige med uddannelsen, delte alle deres læserbreve og blogindlæg med hinanden. Jeg delte ikke noget og skrev ikke noget, men ubevidst har jeg fået noget med. Et halvt år senere tog jeg orlov fra mit arbejde, fordi min nye kæreste skulle flytte til USA. Hun studerede psykologi på Aarhus Universitet, og nu skulle hun blandt andet læse kønsstudier på University of Madison. Jeg tog orlov i 90 dage, så jeg kunne rejse over til hende, og inden jeg tog derover, knoklede jeg med ekstra vagter for at spare penge sammen.  

Mens jeg knoklede for at tjene penge til turen, skrev min kæreste til mig om mit køn. Hun spurgte mig blandt andet, hvilket køn jeg føler mig som. Hun sendte en masse udklip fra sine studiebøger, og på den måde fik jeg noget viden om perspektiver på køn, som jeg ikke vidste fandtes. Jeg blev opmærksom på, at der er flere køn end to. Man kan godt være et køn og føle sig som et andet køn i forhold til seksualitet og kønsudtryk. Derfor gav det pludselig mening for mig, at alle spurgte mig, om jeg var manden i forholdet. Det var, fordi mit eget kønsudtryk afveg og forvirrede. I folks øjne er jeg meget maskulin i mit udtryk. I virkeligheden har jeg uden at tænke over det bare gjort, hvad jeg følte mig tilpas med. Mange spurgte, om jeg gerne ville være en mand, og det har jeg aldrig haft lyst til at være.

Mit kønsudtryk behøver ikke at hænge sammen med min kønsidentitet. Det er muligt at have et maskulint kønsudtryk og identificere sig som kvinde – og derudover er der seksualiteten. Her kan man være tiltrukket af mænd, kvinder, være panseksuel og alt muligt andet. Jeg lærte nu at sætte ord på de ting, jeg vidste, at jeg var, men ikke var bevidst om.

Da jeg kom til USA, var jeg med min kæreste til forelæsninger, og der lærte jeg at tale lidt engelsk. Midt i mit ophold i USA får jeg en besked fra Anna Berg:

”Hej Mette,

Jeg håber, at du har det godt i USA. Nu skal du høre. Der er noget, der hedder et murerlav i Danmark. De har udsendt en video, og her er linket. Jeg vil lige gøre dig opmærksom på, at hvis du har noget, du gerne vi sige om det, så vil jeg gerne hjælpe dig med at få det bragt.”

Videoen viste en halvt afklædt murer med store overarme, som er i gang med sit arbejde længere henne ad stranden. En smuk kvinde sidder på stranden sammen med sin kæreste, der ligner en akademiker, og keder sig, da hun får øje på mureren. Hun rejser sig og står pludselig i en flok af kvinder, der er iført bikini. Disse kvinder kaster sultne blikke efter den sexede murer. Hashtagget var ’#bliv murer’.

Jeg sad i USA og blev virkelig irriteret. Jeg følte mig nedgjort og nedværdiget, fordi den video blev vist og præsenteret af murer-lauget. Jeg følte mig ikke respekteret. Videoen viste kvinder, der forguder mænd, og den viste igen, at en håndværker er en mand.

Den 31. oktober 2016 skriver jeg et indlæg, som bliver bragt i dagbladet Information under overskriften ”Murerfaget har også brug for kvinder”. Det er allerførste gang, at jeg får lyst til at skrive, og det bliver derfor mit allerførste meningsdannerindlæg. Anna Berg læser det igennem, og efterfølgende bliver det bragt i Information:

”Jeg er kvinde og uddannet murersvend, og jeg bliver dagligt gjort opmærksom på, at jeg er i den forkerte branche: ”Mette, du må selv løfte den, ellers kan du ikke klare arbejdet,” eller ”du kan lave finish, for du er kvinde.”

Når jeg træder ind på en byggeplads, holder mændene øje med mig – for kan jeg nu finde ud af mit arbejde?

Københavns Murerlaug har for nylig lavet en lille reklamefilm, som forsøger at tiltrække drenge til murerfaget ved at vise kvinder i bikinier, der beundrer en murer. Filmen styrker desværre bare de fordomme, jeg møder.

Da jeg blev færdig med min uddannelse, fik jeg en sølvmedalje, hvilket er det højeste, man kan opnå, når man bliver udlært som murersvend. Det kræver et karaktergennemsnit på 11,6-12. Derudover fik jeg også en hæderspris fra Dansk Byggeri.

Alligevel er jeg dagligt nødt til at bevise mit værd.

Der er brug for uddannet arbejdskraft inden for bygge- og anlægsbranchen – og behovet vokser. Hvorfor ikke gøre unge kvinder opmærksomme på, at vi også har brug for dem, i stedet for at gøre vores job til et mandejob?

Kvinder er lige så kvalificeret arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen, som mænd er det i de kvindedominerede fag – eksempelvis mandlige pædagoger.

Hvis vi gør op med stereotyperne, så kan vores arbejdsmarked blive både mere inkluderende og effektivt.”

Min kæreste og jeg holdt jul sammen i Chicago og fløj hjem til Danmark før nytår. Da vi kommer hjem, starter jeg på arbejde igen og flytter til Aarhus.”