METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 18

Mette designer sin egen unisex-skurvogn

”I skurvognsregulativet fra 1992 er der diktat om, hvordan alle skurvogne i Danmark skal indrettes, ned til mindste centimeter. Der står, at der skal være en bruser, men ikke at der skal være en dør ind til bruseren. Dette regulativ har siden 1992 været standard inden for alle fag og alle håndværksbrancher. På den måde er skurvognen lidt ligesom en herreomklædning: Det er kun mænd, der bruger den. Skurvognen er designmæssigt indrettet af og til mænd.

Alle skurvogne i Danmark er frem til i dag nærmest indrettet som et lærerværelse og et omklædningsrum i et og samme rum. Man spiser i skurvognen, bader i den, holder møder, har køleskab, medicinboks og alt. Den fungerer også som omklædningsrum, og der er toilet og håndvask.

Skurvognsregulativet fik mig til at skrive et indlæg i dagbladet Information i marts 2018, hvor jeg kom med disse to argumenter for behovet for en dør for badet i fremtidens skurvogn:

”For det første er det fuldstændig tåbeligt og spild af talent på forhånd at afskrive den ene halvdel af arbejdsstyrken, fordi man ikke orker at erstatte forhænget i skurvognen med en dør, der kan lukkes. Det sender et klart signal til kvindelige håndværkere om, at de ikke er velkomne på byggepladsen.

For det andet har jeg svært ved at forestille mig, at det kun er kvinder, der foretrækker et privat rum, når de skal smide tøjet. Uanset hvilken krop man har, tyk eller tynd, høj eller lav, med eller uden hår, er det sgu da rart at kunne lukke døren bag sig. For hvem fanden gider bade for åben dør?”

Bægeret var fyldt, og jeg var så megatræt af, at jeg i kraft af mit køn var udsat, når jeg skulle skifte tøj eller tage et bad i skurvognen. Hvis du kommer ind i et hjem, hvor der ikke er en stol til dig, så føler du ikke, at du har lov til at være der. Det samme gælder, hvis du er en økonomisk belastning, fordi du kræver særbehandling i form af eget bad i en separat skurvogn. Jeg bliver bare sådan en træls type, hvis jeg som kvinde kræver min ret.

Med min beslutning om at skrive et indlæg i Information og i det hele taget deltage i den offentlige debat, forsøger jeg at få folk til at forstå, at det har personlige konsekvenser for mig, at loven bliver anvendt til at udelukke kvinder. Skurvognen og den ligestilling, jeg kæmper for, handler om arbejdsmiljø. Jeg har ikke samme mulighed for at kunne udføre arbejdet som mine kolleger. Ikke bare mit køn, men også indretningen af skurvognen gør, at jeg føler mig som en gæst i mit eget fag. Det er bare ikke fair.

Folk glemmer tit, at der er en kultur på en arbejdsplads, og på mange byggepladser er fordomme mod kvindelige håndværkere en del af denne kultur. Som om det ikke er nok, er selve indretningen af arbejdspladsen også kønsdiskriminerende. På den måde bliver jeg igen den trælse og konfliktskabende, når jeg kritiserer skurvognsregulativet.

Da jeg blev ansat, skilte jeg mig ud. Jeg fik at vide, at jeg skilte mig ud. Det er aldrig noget, jeg har hørt, når en mand er startet. Jeg hører, at nu må jeg se, om jeg kan holde til det. Mine oplevelser får mig i stigende grad til at stille spørgsmål til, hvordan vi kan nedbryde det kønsopdelte arbejdsmarked. Jeg synes, at det er dybt uretfærdigt, at man har en kultur og indretning på byggepladsen, der bevidst og eller ubevidst betyder, at jeg som kvinde bliver holdt uden for et fællesskab. De kulturer og normer har altid været der, og derfor tillader vi, at kollegerne mobber mig og bagtaler mig. Alle disse normer er der også brug for et opgør med.

Jeg spurgte en masse folk: ”Kan vi ikke sætte en dør i, ligesom der er til toilettet? Vi vælter så mange døre ude på byggepladsen, fordi de skal udskiftes, hvorfor kan vi ikke tage en af dem og sætte den i?”

Hver gang jeg spurgte, var svaret: ”Det ved jeg ikke. Sådan har det altid været. Hold nu op. Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så må du smutte.”

Jeg har en meget stor retfærdighedssans. Det gjorde mig frustreret, også når folk sagde, at det ikke kan lade sig gøre. De blev bare irriterede på mig, når jeg fortsatte: ”Nej, Mette – det kan ikke lade sig gøre. Det er vedtaget ved lov. Suck it up!”

Så tænkte jeg inde i mit hoved: Hvis de ikke tror, at det kan lade sig gøre, så vil jeg vise dem, at det kan lade sig gøre. Jeg googlede skurvognsproducenter og ringede til en af dem. Jeg fortalte om mine problemer med døren. Producenten sagde, at det kunne han ikke hjælpe med, og han synes også, at det var ”noget fis og noget pjat med det ligestilling og MeToo. Nu må kvinder fandme holde op. De må kunne tåle et klap i røven og ikke være så sarte.” Jeg forsøgte at komme med en løsning, men han skød det hele ned. Det endte med, at jeg sagde tusind tak, og at vi nok ikke så ens på det.

Så fandt jeg et andet firma, som hed Scanvogn A/S. Firmaet ligger i Hirtshals, og til dem skrev jeg en e-mail, hvor jeg inviterede mig selv til kaffe hos dem for at sætte dem ind i sagen. Nogle dage efter fik jeg svar fra direktøren, Dennis Stjerne:

”Hej Mette, jeg har ikke glemt dig … Vil du glæde os med dit besøg, så er kaffen klar mandag klokken 10.”

Allerede inden jeg ringede til nogen, havde jeg spurgt min chef, hvilken skurvognsproducent de brugte. De brugte den første, og det var derfor, jeg først kontaktede den producent.

Selv om mailen fra Dennis lød venlig, var jeg så bange for ikke at blive taget seriøst til mødet med Scanvogn A/S. Jeg ringede til min chef og tog en fridag. Jeg sagde, at jeg ikke kunne komme, fordi jeg skulle ud at se på skurvogne. Jeg betalte selv for fridagen og kørte meget tidligt til Hirtshals.

Det var tåget, og der var ikke så meget trafik. Jeg hørte min techno-playliste på Spotify, for hvis jeg skal præstere, så skal det være noget energimusik. Da jeg når frem, parkerer jeg og tænker: Hvor fanden skal jeg ind? Til møder ved jeg aldrig, hvad jeg skal sige, for jeg har ikke nogen kontortitel. Jeg går ind til sekretæren og siger:

”Hej, jeg hedder Mette – jeg er murer. Jeg har et møde med jeres chef”.

”Han er i møde,” svarer hun, og så sætter jeg mig og venter på et kontor, hvor folk løber rundt i fint tøj. Kontortøj. Folk løber ind og ud med logo på tøjet. Så kommer der en mand, som siger: ”Hej, jeg hedder Dennis”. Han giver hånd og fortsætter: ”Kom så lige herind. Min far, som er tidligere direktør for firmaet, kommer med til mødet. Kunne du tænke dig noget at spise?”

Jeg får en ostemad og kaffe. Normalt drikker jeg ikke kaffe, men jeg var træt den dag, og det kan være hårdt at sidde og snakke. Jeg sad i et glasbur i mine jeans, en bluse og sweater, og jeg blev nervøs og tænkte: Gad vide, om de forstår min intention – om de forstår, at vi skal udvikle noget fedt sammen?

Nu kommer Fritz, som er en rigtig fartype, ind i lokalet. De fortæller lidt om sig selv og firmaet. Fritz har tidligere ejet firmaet sammen med en ven, men de solgte det inden finanskrisen, hvor det gik nedenom og hjem. Derfor valgte Fritz at købe det igen og fortsætte det sammen med sin søn Dennis Stjerne. Det er deres hjertebarn, og så blev Dennis Stjerne direktør.

Jeg synes, at det var vildt spændende at høre om, hvordan de havde klaret skærene under krisen, men nu ville de høre, hvad jeg havde på hjerte.

”Det er bare fordi, jeg synes, at det er lidt træls, den måde man har skurvogne på i dag.” Jeg prøvede at underspille for ikke selv at virke træls. Jeg fortalte om alle min problemer med at bade og spurgte, om man kunne bygge en skurvogn med en dør til bruseren.

”Lige et øjeblik,” sagde Dennis, rejste sig og kom tilbage med et stykke gulnet, gammelt papir. Det var skurvognsregulativet.

De kiggede regulativet igennem, for skurvognsproducenter fremstiller ikke bare skurvogne til byggepladser, men også til festivaler. De kunne se, at der ikke skulle være dør til bruseren. Jeg gjorde nu opmærksom på arbejdsmiljøloven, der giver mig ret til min helt egen skurvogn, hvis jeg ikke har mulighed for at låse.

Jeg forsøgte at spise min ostemad, men det var svært samtidig at sidde og snakke. De spurgte, hvad jeg havde forestillet mig, og så fik jeg papir og kuglepen. Jeg tegnende en skitse over skurvognen, som jeg havde lært på murerskolen.

”Kunne man ikke bare lave en dør her til badeværelset?”

De kiggede på mig og sagde, at det lød sgu da rigtigt.

”Det eneste problem er, at lovgivningen siger ned til mindste centimeter, hvordan skurvognen skal indrettes. Hvis der skal være en dør, skal vi tage noget af en anden del af skurvognen. Det handler om aksler.”

Det lød lidt sort, tænkte jeg.

”Men kan man ikke bare flytte rundt på indretningen, og så kan jeg prøve at få ændret lovgivningen?”

De kiggede forbavsede på mig og var tydeligt overraskede. Vi snakkede videre, og så ville de gerne vise mig rundt på fabrikken.

”Ved du hvad, Mette, din ide lyder supergod,” sagde Dennis. ”Jeg vil lige gå ind til vores arkitekter for at høre, hvad det vil kræve at få en dør i. Vi vil tegne og beregne og finde ud af, hvordan vi kan skabe denne skurvogn i praksis”.

Jeg fik en rundvisning og sagde dav til kollegerne, som stod og arbejdede. De sagde tak for besøget, og jeg ville tage hjemad.

”Tusind tak, fordi du kom. Vi vil gerne bakke op om dig, og vi håber, at vi kan få bygget den skurvogn til dig.”

Holy shit – de ville stille op og bygge en skurvogn ud fra det, jeg tegnede på papiret. Jeg var glad, og på vej hjem i bilen tænkte jeg: What the fuck sker der? Hvis jeg får bygget den skurvogn, så skal jeg et eller andet sted stadig spørge min chef, om han vil købe den vogn, som jeg har fået designet til mig. Så skal den bygges, kun fordi der kommer kvinder på byggepladsen.

Efter mødet snakkede jeg med Anna Berg, og hun grinede og grinede og grinede: ”Mette, du er eddermame genial.”

”Det er ikke kun mig, Mette, der skal have den skurvogn. Vi skal alle have den skurvogn,” svarede jeg, og på den måde blev det for mig mere end et egoistisk projekt: Det blev et projekt, som ville komme alle håndværkere til gavn i fremtiden – både kvinder og mænd.

Anna Berg har tidligere arbejdet hos 3F, men i dag arbejder hun på Christiansborg som politisk rådgiver. Hun har været rådgiver for blandt andre Pernille Skipper og Maj Villadsen – og så også for mig, Mette murer. Hun har altid troet på mig, også selv om hun var hård ved mig på uddannelsen til meningsdanner.

”Det er lige, hvad jeg altid har sagt. Du skal tro på dig selv, Mette. Du er så cool og har så meget på hjerte, og du kan gøre så meget for ligestillingen. Du skal skrive til beskæftigelsesministeren,” sagde hun.

”Hvad er han for en?” spørger jeg. Hun sender mig et link og siger, at jeg må skrive det samme til ministeren, som jeg havde skrevet til skurvognsproducenten.

Jeg skriver så til den daværende beskæftigelsesminister, og samme e-mail sender jeg til den daværende ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, begge fra partiet Venstre:

 

”Kære beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen 

Jeg hedder Mette Schak Dahlmann og jeg er murer. Som I sikkert ved, er der ikke mange af min slags – altså kvinder – i bygge- og anlægsbranchen. Det er både et problem for ligestillingen, men særligt fordi vi i de kommende år kommer til at mangle faglært arbejdskraft.

Der er fortsat mange barrierer for at få flere kvinder til at søge over i mandsdominerede fag som eksempelvis håndværkerfagene, herunder forskellige former for diskrimination og chikane. Jeg har fulgt interesseret med i jeres to ministeriers indsats for at få seksuel chikane på dagsordenen og for at få flere arbejdsgivere til at tage problemerne alvorligt. Jeg er er helt enig i, at der er brug for en kulturændring på rigtig mange arbejdspladser, men der er også områder, hvor lovgivningen kan forbedres – derfor skriver jeg til jer nu.

Som kvindelig murer har jeg haft svært ved at finde arbejde. En oplevelse jeg desværre deler med andre kvinder i håndværkerfagene. Vi bliver ofte afvist med henvisning til forholdene i skurvognene. I de fleste skurvogne klæder man om og bader bag et forhæng midt i rummet. Loven foreskriver, at hvis der er mere end et køn på byggepladsen, så har man krav på egen skurvogn eller muligheden for at kunne benytte samme skurvogn uforstyrret. Denne lov er naturligvis iværksat for at beskytte kvinder mod diskrimination og chikane, men i praksis anvendes den altså som undskyldning for arbejdsgivere for ikke at ansætte kvinder, hvis ikke de vil prioritere ordentlige bade- og omklædningsforhold.

For mig betyder det, at jeg hver dag ender med at betale 30 min. af min egen løn for at komme i bad, fordi jeg er nødt til at låse hele skurvognen af, for at få lidt privatliv. Det ender som regel med at nogen låser skurvognen op ude fra, og så står jeg der, bag et bruseforhæng, med alt mit tøj i en plasticpose.

Alternativt kan jeg med henvisning til loven kræve, at min mester anskaffer sig en ekstra skurvogn, så jeg kan bade i fred, men så skal jeg formentlig vinke farvel til mit job.

Jeg skriver til jer for at foreslå, at det såkaldte skurvognregulativ (arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 775 om indretning af skurvogne og lign.) forbedres, så der i alle skurvogne sikres mulighed for at klæde om og bade bag en dør der kan lukkes. Det vil forhindre yderligere diskrimination af kvindelige håndværkere og i øvrigt forbedre forholdene for alle kolleger på arbejdspladsen.

Jeg er i samarbejde lige nu med Dennis Stjerne, direktør for Scanvogn, der producerer skurvogne til byggepladser i Danmark, vi er begyndt at undersøge, hvordan ovenstående udfordringer kan løses i praksis.

Jeg vil meget gerne invitere jer med på en lille skurvognsrundvisning som forhåbentlig vil give jer en god fornemmelse af forholdene for kvinder på byggepladser i dag og starte en god diskussion om, hvordan vi sammen kan forbedre forholdene.

Hvis I er interesserede eller har spørgsmål, er I naturligvis meget velkomne til at kontakte mig på mail eller telefon.

Jeg håber at høre fra jer.

Med venlig hilsen

Mette Schak Dahlmann”

Jeg fik et automatisk svar. Jeg vidste ikke, hvordan sådan noget fungerer, så jeg klippede teksten fra min mail og sendte den til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen via deres Facebooksider. Jeg måtte simpelthen have fat i dem, og det nyttede ikke, at det skulle gå igennem alle mulige instanser. Eva svarede hurtigt og bad mig om at sende det til ministeriet.

Nu gik det pludselig stærkt, og det viste sig, at begge ministre var interesserede. Jeg blev kontaktet af både Ligestillingsministeriet og af Beskæftigelsesministeriet med besked om, at de gerne ville se mere. Jeg fik dette svar fra beskæftigelsesministeren den 15. juni 2018:

”Kære Mette Schack Dahlmann

Tak for din mail, som giver et meget konkret indblik i din hverdag i en mandsdomineret branche og de svære problemstillinger, der kan være forbundet med et kønsopdelt arbejdsmarked. Din henvendelse beskriver meget fint, hvordan regler og intentioner om ligestilling kan være svære at omsætte i praksis.

Jeg er meget interesseret i input til bedre og enklere regler på arbejdsmiljøområdet og konkrete idéer til, hvordan man kan forbedre arbejdsmiljøet ude på de enkelte arbejdspladser. I den forbindelse vil jeg se nærmere på dit forslag om krav til indretning af skurvogne.

Jeg er meget interesseret i at blive klogere på de muligheder, der er for at indrette skurvogne på en måde, som kan få flere kvinder ind i bygge- og anlægsbranchen. Jeg vil derfor gerne tage imod dit tilbud om en skurvognsrundvisning.

Min ministersekretær vil kontakte dig med henblik på at aftale et møde.

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen”

Jeg anede ikke en skid om politik, så jeg var bange for at virke totalt gammeldags og bondsk. Jeg havde dog løbende kontakt med Anna Berg, og jeg fortalte hende, at jeg havde kontaktet begge ministre via Facebook, og at jeg nu skulle sende noget mere uddybende. Anna tilbyder at redigere min tekst og udbryder: ”Mette – er du klar over, hvad du har gang i?”

”Ja, jeg er ved at få en ny skurvogn i Danmark.”

”Ja,” svarer hun, ”men det er også sjældent, at to ministre melder sig på en sag. Det er fandme godt gået!”

Jeg kontaktede ikke ministrene for at komme frem i verden, men jeg havde brug for deres hjælp til at få ændret skurvognsregulativet fra 1992. Det endte med, at jeg i en periode dagligt fik opkald fra ministerier og presserådgivere. Til sidst modtager jeg en officiel bekræftelse:

”Hej Mette, ministrene vil gerne se på din ide, men det kan ikke lade sig gøre, at begge ministre kommer til Jylland. Kan du komme til København med skurvognen?”

Jeg kontakter skurvognsproducenten, og jeg har på dette tidspunkt fået tilsendt arkitekttegningerne. Samtidig fortæller jeg Dennis, at jeg har kontaktet regeringen for at få loven ændret. Dennis siger:

”Ok, vildt – tror du virkelig, at du kan det?”

”Ja, det kan jeg,” siger jeg. ”Det skal de gøre.”

Ministerierne fulgte mig hele vejen og kiggede på tegningerne. Vi aftalte, at skurvognen skulle køres til København, efter at der var blevet produceret en prototype. Jeg skrev:

”Hej Dennis. Kan vi køre skurvognen til København?”

Det kunne godt lade sig gøre, men det var svært at finde en dato. Vi fandt først en dato mange, mange måneder senere, og det endte med, at jeg skulle vise skurvognen frem den 28. november 2018.

To måneder før fremvisningen, den 28. september 2018, holdt jeg en tale på Arbejdermuseet. Det var en åbningstale for udstillingen ’Håndens arbejde’, og jeg holdt alt det med skurvognen hemmeligt. Det var kort tid før, jeg var i Go’ morgen Danmark om Vice-artiklen og min kampagne mod Stark, der var så tilbageskuende at sætte et image op om, at håndværksfag er for mænd. 

Kort tid efter min tale på Arbejdermuseet udtaler ligestillingsminister Eva Kjer Hansen til TV2 Østjylland, at hun gerne vil komme og se min skurvogn. Hun siger, at hun ikke tror, at vi skal ændre lovgivningen. I stedet siger hun i den bedste sendetid, at ”der skal en kulturændring til.”

I samme indslag filmede TV2 Østjylland mig på byggepladsen. Her fortalte de, at Mette Schak Dahlmann ville ændre på skurvognen. Jeg fik at vide før optagelsen, at der ville komme denne kommentar fra Eva Kjer Hansen om kulturændring, og jeg vidste, at en kulturændring aldrig kan sætte en fysisk dør i en skurvogn.

Den 28. november skal jeg vise skurvognen frem, men inden da spørger jeg ministerierne, hvor skurvognen skal holde. Nu beder jeg fagforbundet 3F om hjælp, men de kan ikke hjælpe mig med at finde en placering. Nanna Højlund, der er næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), siger, at jeg kunne få lov til at stille den på deres adresse på Islands Brygge. Der var alle mulige problemer i forhold til arbejdsmarkedets parter.

Jeg var glad for at få lov til at stille den foran FH-bygningen, hvor ministrene så kunne komme hen og se den. Jeg var megaglad for Nanna Højlunds hjælp, men da jeg fortalte ministrene om placeringen, syntes de ikke så godt om den. Så sagde jeg: ”Fint, så tager jeg den bare med til Christiansborg,” og så blev det sådan.  

Næste dag, mens jeg gik og murede, fik jeg et opkald fra Christiansborg om, at ministrene gerne ville finde et andet sted til skurvognen. Jeg kunne tage skurvognen med til Christiansborg og parkere den på Asiatisk Plads foran Udenrigsministeriet. Jeg spurgte, om de havde et kraftstik, så vi kunne få fuldt lys og blus på skurvognen, og det kunne godt lade sig gøre i et tæt samarbejde med pedellerne på Christiansborg.”