METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 19

Når manden er prototypen – og kvinden er afvigelsen

“This is a man’s world,” synger James Brown og tilføjer, at verden ikke ville være noget værd uden kvinder. Samme tanke går igen i den franske filosof Simone de Beauvoirs største og mest betydelige værk fra 1949, Le deuxième sexe, som siden er oversat til dansk med titlen Det andet køn. Bogen vakte både begejstring og forargelse og bliver i dag stadig betragtet som en af de bøger, der har haft størst feministisk betydning. Bogen beskriver, hvordan kvinden i historisk perspektiv er blevet gjort til det sekundære køn i en verden, hvor manden er standarden. I virkeligheden er der ifølge den franske filosof tale om myter, som skaber både ulighed og undertrykkelse. Det er vores kultur, der undertrykker kvinden, eller med Beauvoirs berømte ord: ”Man fødes ikke som kvinde – man bliver det.”

Det andet køn er blevet genudgivet på forlaget Gyldendal den 16. august 2021, og i den forbindelse publicerede Politiken den 27. august forordet til bogen. Det er skrevet af filosof Tone Grosen Dandanell, som fortæller, hvordan Beauvoir levede et privilegeret liv, hvor hun excellerede i filosofiens mandsdominerede verden. Hun oplevede ikke sit køn som en hindring eller en hæmsko, men når hun diskuterede filosofiske emner, blev hun ofte irriteret. Hun hørte nemlig tit diskussionspartnere sige, at ”Det er noget, De mener, fordi De er kvinde.”

”Hun oplever med andre ord, at en henvisning til hendes køn i sig selv fungerer som en indvending mod det, hun siger, at det at være kvinde opfattes som noget, der distancerer hende fra en intellektuel samtale,” skriver Dandanell. En henvisning til diskussionspartnerens køn vil ikke fungere som en indvending mod en mands udsagn, fordi det at være en mand ikke står i opposition til det universelle.

Det andet køn er ifølge Dandanell mere end et historisk dokument. Det er også en lysende klar filosofisk analyse af de ideer, de ’argumenter mod kvinder’, der også fastholder kvinder i rollen som Den anden og retfærdiggør kønsbaseret ulighed og diskrimination: ”Som #MeToo og voldtægtsstatistikkerne alt for tydeligt viser os, er det andet køn stadig iblandt os.” Selv om Beauvoirs værk handler om undertrykkelse af kvinder, er det ifølge filosoffen ikke et angreb på mænd:

”Det er ikke mænd af kød og blod, hun kritiserer, når hun bestemmer kvinden som det andet køn, men derimod magter og myndigheder, det vil sige nedarvede filosofiske ideer, som aktivt, om end ofte skjult, undertrykker hende og begrænser hendes frihed. Det er de sexistiske ideer – og selvfølgelig dem, der abonnerer på dem – hun er lidenskabeligt irriteret på.”

Dandanell kommer i sit forord ind på, at det er problematisk for unge kvinder at føle sig som afvigere fra normen. Det er netop den problematik, vi kan genkende i Mette Schak Dahlmanns fortællinger fra byggepladsen:

”Når man som ung kvinde vokser op med fortællingen om, at man er placeret i en særgruppe, adskilt fra den menneskelige prototype, manden udgør, så begynder man ifølge Beauvoir at tro på det. Dermed fratages man muligheden for selv at finde ud af, hvad man går ud på. Dette er for Beauvoir et absolut onde, da hun som eksistentialist betragter friheden som det absolut afgørende.”

Den dag i dag hersker der forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at være en kvinde og en mand, og hvilke forventninger der knytter sig til de to køn. Disse forventninger lever i en brydningstid, hvor vi samtidig debatterer opgøret med det binære system, hvor der kun er to køn. Vi ved i dag, at grænsen mellem køn er flydende, både biologisk og socialt, idet stadig flere identificerer sig med kønsidentiteter, der ligger ud over den binære opfattelse af, at der kun er to køn: manden og kvinden.

Uagtet det moderne syn på kønsidentiteter skal vi ikke spole tiden ret langt tilbage, før vi får bekræftet, at stereotypen om manden som standard og kvinden som det andet køn lever i bedste velgående. I 2010 var der mange avislæsere, som fik morgenkaffen galt i halsen, da de læste tidligere transportminister Ole Birch Olesens (LA) indlæg, hvori han skriver:

”Her følger syv grove generaliseringer om kvinders ’mørke’ sider. De færreste af dem har jeg videnskabeligt belæg for, de er blot rodfæstede overbevisninger i mit sind formet af 37,5 års jordeliv sammen med kvinder og sammen med andre mænd, der lever sammen med kvinder og har fortalt mig om det.”

Olesen anerkender, at en tilsvarende liste blot med andre anklager kan laves om mænd, uden at han ville kunne protestere, fordi også den ville være rigtig, ”hvis den var lavet af en tilstrækkelig tænksom kvinde,” som han udtrykker det.

Ole Birch Olesen retter i sit indlæg i alt syv anklager mod kvinder, som her kommer i helt forkortet form:

1. Jeg anklager kvinder for grundlæggende at være uden moral og ære. De er fyldt med kærlighed til deres nærmeste, men moral og ære besidder de ikke. Spørg en kvinde, hvad hun mener om dit og dat i samfundsdebatten, og hendes svar vil afspejle hendes egne og hendes nærmestes interesser og intet andet.
   
   
2. Jeg anklager kvinder for af samme grund (anklage nummer 1) at være ude af stand til at opbygge og opretholde en levedygtig menneskelig civilisation (…) Kærlighed til familien er godt, men ikke godt nok i store samfund, hvor de fleste mennesker ikke er familie. Derfor har mænd – nej, det var ikke kvinder – skabt civilisationer, der holdes sammen af en fælles sans for det retfærdige.
   
   
3. Jeg anklager kvinder for at være i deres følelsers vold og uden tilstrækkelig kontakt med deres forstand. (…) Kvinder har en ufatteligt dårligt udviklet kritisk sans, som gang på gang slår mig med forundring og får mig til at tvivle på, om vi i virkeligheden tilhører samme dyreart. Også af den grund bestyrkes jeg i min tro (anklage nummer 2) på, at kvinder ikke er egnede til at have magt på et niveau, der rækker ud over storfamilien, fordi deres irrationalitet i så fald risikerer at gå ud over alt for mange uskyldige mennesker, som ikke har mulighed for at sige fra.
   
   
4. Jeg anklager kvinder for at være ude af stand til at bestyre magt med moderation. Det ses af det forhold mellem mand og kvinde, som findes i de fleste ligestillede parforhold, hvor en mand, der ikke yder konstant modstand mod sin kvindes forsøg på at forme ham, tryne ham, dominere ham, meget hurtigt vil blive forvandlet til en undersåt i et tyrannisk hjemmematriarkat.
   
   
5. Jeg anklager kvinder for at være uærlige om, hvad de i virkeligheden foretrækker i forholdet mellem mænd og kvinder, når det handler om ligestilling. Jeg har endnu til gode at møde den kvinde, som ønsker, at kvinders fordums forpligtelser over for mænd skal afskaffes, men som ikke samtidig mener, at mænds gamle forpligtelser over for kvinder skal bevares aldeles uændrede. Det er ikke ligestilling, det er udbytning.
   
   
6. Jeg anklager kvinder for at være tryghedsnarkomaner, der dog alligevel føler ret til at beklage sig over og kræve andel i de fordele, som mænd høster, fordi mænd modsat kvinder tager chancer. Mænd gør karriere, fordi de tør gøre karriere. Kvinder forbliver menige medarbejdere eller mellemledere, fordi de ikke har mod på at tage imod udfordringer, der kan gå galt, men som, hvis de går godt, kan katapultere karrieren. Det er også derfor, at kvinder ikke opstarter succesrige virksomheder, men alene søger ansættelse i virksomheder, som mænd har opstartet
   .
7. Jeg anklager til sidst kvinder for at være jantelovsdyrkere i ethvert spørgsmål, hvor mænd er dygtigere end kvinder. Ingen mand har nogensinde anfægtet, at kvinder er bedre til at tage sig af pylrede børn med feber, tale i telefon i meget lang tid, pakke til ferierejser og skabe hygge i hjemmet. Men at møde en kvinde, som anerkender, at mænd er bedre til noget som helst andet end det, der kræver ren muskelkraft, er lige så svært som at finde en nål i en høstak.
   
   

Ole Birch Olesen stiller retorisk spørgsmålet: ”Hvorfor er kvinder generelt sådan?” som han besvarer som følger: ”Jeg tror, det er medfødt en del af deres biologi, for ellers ville disse karaktertræk ikke være så udbredte hos kvinder, som de er.” Olesen har efterfølgende beklaget sine angreb mod kvinder. Om han stadig i sit stille sind tænker sådan om kvinder, kan vi naturligvis ikke vide. Hvis han gør, er han ikke alene. Det fremgår af Birgitte Possings bog fra 2017 med titlen Argumenter imod kvinder – fra demokratiets barndom til i dag. Birgitte Possing er professor emerita, dr.phil. og forfatter til biografier om blandt andre skolepioneren Natalie Zahle, den provokerende og visionære minister Bodil Koch og den tyske politiker og kvindesagsforkæmper Clara Zetkin samt til adskillige bøger om den historiske biografi som genre, køn og demokrati, kulturarv og dens bevaring samt kvinders kultur, arbejde og historie.

'Argumenter imod kvinder' er fyldt med markante citater og dokumenterer, hvordan kvinder i kampen for ligestilling er blevet mødt med fordomme og ydmygelser fra demokratiets barndom i 1848 til i dag. Possings bog er både morsom og dybt tragisk læsning. Den er morsom, fordi mænds argumenter imod kvinder har været så usaglige og fordomsfulde, at det skriger til himlen, og nærmest kun er til at slå sig på lårene af grin over. Men samtidig er det dybt tragisk læsning, for det er argumenter, som kvinder er blevet mødt med i virkelighedens verden, når de har ønsket at realisere sig selv, udnytte deres potentiale, uddanne sig og gribe magten både i erhvervslivet og indenfor politik.

Der er argumenter imod kvinder, som har gjort hjemmet til et fængsel for kvinder, der har drømt om at få så meget mere ud af livet end triviel madlavning, bleskift og tøjvask. Samtidig er det argumenter, der har besværliggjort det for kvinder at opnå gennemslagskraft i samfundet, spille fodbold, dyrke elitesport, gå efter en politiske karriere, nå til tops i erhvervslivet eller starte som håndværker eller mester. Argumenterne er for de flestes vedkommende rettet mod kvindens etos, forstået på den måde, at kvinder bliver beskyldt for at være mænd underlegne og uegnede til stribevis af funktioner i samfundet.

Lad os se nærmere på nogle af de argumenter, som Birgitte Possing trækker frem i sin bog. Et af dem er fremført af Ole Birch Olesens partifælle, den tidligere kuglestøder Joachim B. Olsen. Olsen har i 2016 udtalt: ”Det er en medfødt mekanik, der gør, at kvinder har mere lyst til at gå derhjemme med børnene, mens mændene arbejder. Det er ufornuftigt at tage biologien ud af det.” Her nærmer vi os teorien om biologiske forskelle på mænds og kvinders hjerner, som Gina Rippon lykkeligvis tilbageviste i et tidligere kapitel. Argumentet ligger ikke så langt fra det argument provst, J.V. Bloch fremførte i 1857: ”Kvindens styrke består ikke i hendes myndighed, men i hendes yndighed, i den villighed, kærlighed og troskab, hvormed hun ved at underordne sig hengiver sig og støtter sig til sin naturlige værger, først sine forældre og siden sin mand. Igennem denne ægte, i frihed tjenende kvindelighed, udøver hun sin store og velgørende magt”.

Imidlertid blev 1857 ifølge Possing et godt år for kvinder, for det var året, hvor enkerne og de ugifte kvinder over 25 år fik personlig myndighed og blev ligestillet i arveloven. I 1857 fik enkerne og ugifte kvinder også lov til at drive erhverv, selv om uenighederne om rækkevidden af næringsfrihed for kvinder var store. Indenrigsminister A.F. Kriger udtalte således samme år: ”Jeg tror ikke, at vore sæder ville tillade en bestemmelse, som sagde, at kvinder skulle have adgang til hvilken som helst næring.”

Possing skriver, at modstanden med kvinders frigørelse i 1904 blev konkretiseret af godsejer og politiker Christian Ahlefeldt-Laurvig med følgende udtalelser: ”Kvindernes emancipation er (…) noget, der har så lidt hjemme her i Danmark som muligt (…). Det har været gammel skik og brug her, at kvindfolkene har holdt sig hjemme og ladet mandfolkene passe de offentlige anliggender. Det tror jeg både har været og vil vedblive at være det rigtige.”

I 1940 udtalte gårdejer J.S. Foget følgende i Folketinget om kvindelige præster: ”(…) for os nordboere vil reglen være den, at alle mænd og flertallet af kvindernes rent instinktivt vil fordre, at de kirkelige handlinger udføres af mænd.” Stadig den dag i dag føler kvindelige præster sig diskrimineret. I en undersøgelse fra 2019, hvor 631 kvindelige præster deltog, svarer cirka hver fjerde – eller 158 – at de på et tidspunkt har følt sig diskrimineret af en mandlig kollega på baggrund af deres køn. Samtidig svarer 11 procent, at de har oplevet at blive nægtet et håndtryk af en mandlig kollega. Det fremgår af en artikel i Berlingske den 20. januar 2019. I artiklen udtaler Henrik Højlund, præst i Kingos kirke på Nørrebro i København, følgende: ”Jeg synes ikke, at man skal have lov til at være imod kvindelige præster. Men jeg synes, at man skal have lov til at have den holdning, at kvinder ikke skal være præster.”

En gennemlæsning af alle de argumenter imod kvinder, som Birgitte Possing har samlet i sin bog, viser med al tydelighed, at det ikke kun er præstegerningen og uddannelsessystemet, som har mødt kvinder med skepsis. Det fremgår blandt andet af følgende citat af overlæge, dr.med. Thorkil Vanggaard, 1975: ”Der er ingen kvindelige filosoffer, matematikere, arkitekter, brobyggere, opfindere osv. Ingen af de virkelige store opdagelser skyldes kvinder (…) Hvorfor er det sådan? (…) Nu viser det sig, at disse banale kendsgerninger har fundet begrundelse i de nyeste tiders hjerneforskning. Det er blevet påvist, at der er visse forskelle mellem mandlige og kvindelige hjerner, som forklarer mænds overlegenhed med hensyn til abstrakt tækning og deres større evner til konstruktiv sammenknytning af forestillinger.”

I 1973 udtalte Leif Harwell, formand for arbejdsgiverforeningen: ”Vi vil være med til at gennemføre ligeløn for lige arbejde, men ikke ligeløn for mænd og kvinder – det vil betyde enorme udgifter for vore medlemmer”. Dette argument hersker stadig i debatten i 2021, hvor sygeplejerskerne kæmper for at få ligestillet lønnen i traditionelle kvinde- og mandefag i et opgør med tjenestemandsreformen fra 1969. Denne mere end 50 år gamle reform fastholder ifølge en artikel på Menneskeret.dk kvindefags historiske lønefterslæb. Her udtaler Morten Emmerik Wøldike, sociolog og leder af Institut for Menneskerettigheders arbejde for kønsligestilling, følgende: ”Det er et stort ligestillingsproblem, at en 50 år gammel reform stadig kan have indflydelse på, at typiske kvindefag i dag får mindre i løn end typiske mandefag.” I samme artikel udtaler ph.d. og postdoc i historie Astrid Elkjær Sørensen, der har forsket i tjenemandsreformens betydning, følgende: ”Som historiker vidste jeg godt, at Tjeneste-mandsreformen af 1969 har haft indflydelse på det offentlige lønhierarki. Men det overraskede mig alligevel, hvor statisk hierarkiet har været. Det er tankevækkende og tyder på et offentligt lønsystem, der har svært ved at tilpasse sig, når fag ændrer kompetenceprofil.

En årsag til, at traditionelle kvindefag blev indplaceret lavere i løn-hierarkiet end traditionelle mandefag, var, at manden blev anset for at være familiens hovedforsørger. Det krævede en solid lønnings-pose. På den anden side var kvinder ikke hovedforsørgere, hvilket kom til at afspejle sig i lønnen til traditionelle kvindefag.

Mænd har ifølge Birgitte Possings bog igennem tiden tilladt sig at nedgøre kvinder, hvilket fremgår af et berømt citat af Morten Messerschmidt (DF) fra dengang, han var medlem af Europa-Parlamentet, og den 15 år ældre partifælle, Rikke Karlsson beskyldte ham for at svindle med EU – midler. Dengang udtalte Messerschmidt: ”Hun er en lidt forvirret pige fra Rebild, der kommer til Bruxelles.” Imidlertid har det efterfølgende vist sig, at det snarere var Messerschmidt, der var forvirret og brød reglerne. Ved retten i Lyngby blev han fredag den 13. august 2021 idømt seks måneders betinget fængsel for EU-svig og dokumentfalsk. Messerschmidt ankede som bekendt dommen til Landsretten.

En anden form for nedvurderende tale ramte Lizette Risgaard, da hun stillede op til formandsposten i LO efter Harald Børsting i 2015. I den forbindelse udtalte socialdemokrat, forhenværende formand for 3F og medlem af LO’s daglige ledelse, Poul Erik Skov Christensen: ”Men hendes erfaring er ikke på omgangshøjde med vores andres. Og det er jo alvorlige ting, vi diskuterer.” Den 27. oktober lykkedes det imidlertid Lizette Risgaard at vinde formandsvalget, og få dage efter valget udskiftede hun størstedelen af den ansatte ledelse i LO. Efterfølgende er der lavet en film om hende: Hjerter Dame.

Kigger vi på universitetsuddannelserne, var det mænd, der havde patent på studiepladserne, indtil Nielsine Nielsen i 1874 som den første kvinde nogensinde søgte om adgang til universitetet i København. Det lykkedes hende at blive optaget, og hun fuldendte lægestudiet i 1885. Siden da er stadig flere kvinder blevet optaget på universiteterne, og i dag er kvinder i overtal, selv om der stadig er en kønsopdeling, idet kvinder i højere grad end mænd vælger eksempelvis humaniora, mens mænd i højere grad end kvinder vælger STEM-fagene, økonomi m.v. På Finans.dk kan vi den 27. august 2021 læse om en ny analyse, gennemført af pensionsselskabet PFA. Af overskriften fremgår det, at ”Kvinderne uddanner sig direkte til lavere løn,” idet unges valg af uddannelse stort set er det samme som for 20 år siden. Selvom de kvindelige studerende tegner sig for 57 procent af de optagede, kan de på længere sigt se frem til at få markant mindre i løn og pension end de mandlige medstuderende. Ifølge Carsten Holdum, forbrugerøkonom hos PFA, vælger kvinder typisk lavere lønnede såkaldte kvindefag som fx humaniora, mens mænd typisk vælger højere lønnede ’mandefag’ som fx naturvidenskab. Det har også store konsekvenser i pensionsalderen. I øjeblikket er løn- og pensionsgabet mellem kønnene på 20 procent, og det ser ifølge analysen ud til at fortsætte i mange år endnu.

”Kønsforskellene i løn og opsparing ser derfor, overraskende nok, ud til at fortsætte i mange generationer endnu,” siger Carsten Holdum.

Den 1. januar 2007 trådte en ny lov i kraft omkring deling af pensioner, som har kostet mange kvinder helt ufatteligt dyrt – nemlig de mange kvinder, som har haft hovedansvaret for barsel, hjem og børn, mens manden har helliget sig sin karriere. I tilfælde af skilsmisse skulle et ægtepars pensioner fra 2007 ikke længere deles ligeligt, idet tommelfingerreglen nu er, at ’pensionen følger personen’, det vil sige, at ingen såkaldt ’rimelige’ pensioner skal deles, men i stedet overgå direkte til den ægtefælle, der har optjent pensionen. En ’rimelig’ pension svarer til, hvad der kan forventes, eller er almindeligt, blandt andet i forhold til personens job, uddannelse, løn og indbetalingsmønster. Hvis den ene ægtefælle har sparet ekstra meget op til pension, skal den pension deles mellem ægtefællerne. Da mænd gennemsnitligt sparer mere op til pension end kvinder, er det op til den enkelte mand, om han vil dele sin såkaldt ’rimelige’ pension med sin ægtefælle i tilfælde af skilsmisse. Det stiller kvinder endnu dårligere økonomisk i alderdommen og er en trist afskedsgave til kvinden, når ægteskabet brister. Det er uvist, hvor mange mænd der deler pensionen med deres partner ved skilsmisse, hvis hun har taget hovedparten af slæbet i hjemmet på bekostning af sin egen karriere. Ikke alle mænd er så retfærdige og anstændige som Mettes far, der mente, at Mettes mor skulle have, hvad der tilkom hende. Det fik hun også, selvom de ikke var gift.

Selv om det snart er 150 år siden, den unge Nielsine fik banet sig vej ind på Københavns Universitet, bliver kvinder stadig den dag i dag mødt med skepsis, når de vælger traditionelle ’mandefag’. Det er derfor ikke en enlig svale, når Mette Schak Dahlmann både under sin uddannelse, under sin praktik og i sit job har oplevet diskrimination på grund af sit køn.

I dag er kønsdebatten stadig intens, og næste dagligt er der indlæg i dagspressen om, hvordan der mangler kvinder i topledelser, bestyrelser, inden for STEM-fagene, i håndværksfag m.v. Lad os slutte med et sidste citat fra Possings bog. Det er fra 2018 og viser, at kvinder i ledelse kan blive mødt med rynkede bryn, selv hvis de forsøger at agere som mænd:

”Vi kan klæde os som mænd, i jakke og skjorte og opsat hår, så vi får en mere mandeagtig autoritet. Måske kan vi endda ubevidst tillægge os en dybere stemme eller prøve at synes fysisk højere. Men uanset om du har en dyb stemme eller er høj og kraftfuld, så er det min opfattelse, at der er en tradition for magtfordeling mellem mand og kvinde, og derfor opfattes kvinders udsagn anderledes end mænds, selv om de måske har præcis samme betydning.”

Citatet er af universitetsrektor, professor Hanne Leth Andersen. På den måde stigmatiseres kvinder som køn af dem, der bærer magten. Ifølge Possing fastholdes kvinder i en underordnet position og bebrejdes for at gøre det forkerte. Kvinder er på den måde enten for meget eller for lidt af et eller andet og har således i realiteten kun et begrænset område at udfolde sig på i spillet om magten. Vejen til ligestilling er derfor ifølge Possing brolagt med argumenter imod kvinder, der altid gør det forkerte, selv om mange af de kvinder, der tales om, både har talent, stamina og de højeste uddannelser. Mænd derimod opfattes som en selvfølge som individer i egen ret, når de positionerer sig overfor hinanden.

Stereotyperne hersker også inden for håndværksfagene, og det er et problem, for vi kommer i stigende grad til at mangle uddannede håndværkere. Derfor stiller stadig flere traditionelle mandefag skarpt på, hvordan de kan tiltrække flere kvinder. Det gælder også organisationen Dansk Byggeri, som i 2019 nedsatte et kvinderåd. Rådets opgave var at få flere unge kvinder til at interessere sig for en uddannelse og karriere inden for bygge- og anlægsbranchen, og rådets arbejde resulterede i otte anbefalinger, som vi vil vende tilbage til senere. Helt konkret er målsætningen, at andelen af kvinder i bygge- og anlægsbranchen skal fordobles på 10 år, hvilket ifølge Dansk Byggeri kræver, at der sættes ind på flere områder:

• ”Flere unge kvinder skal have øjnene op for mulighederne i branchen. Men hvordan tiltrækker vi flere kvinder til byggeriet?
  
  
• Færre af de kvinder, der har valgt branchen, skal skifte til job i andre brancher. Men hvordan fastholder vi de kvinder, der er i branchen?
  
  
• Rammevilkår og kultur skal påvirkes, så det bliver lettere at gøre op med stereotyperne. Men hvordan sikrer vi bedst dette?”
  
  

Mette Schak Dahlmann blev medlem af Byggeriets Kvinderåd.