METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 23

Fra tanke til handling – kvinder i ’mandefag’

”Man ved, hvad man har, men ikke hvad får,” lyder et gammelt ordsprog, og selv om det ganske givet er sandt, kan det blokere for nytænkning, at der tit er så langt fra tanke til handling. Det gælder den store modstand, som Mette Schak Dahlmann mødte blandt arbejdsmarkedets parter, embedsmænd og erhvervsliv, da hun ville præsentere sin ide.

Der bliver holdt utroligt mange møder og konferencer og udarbejdet mange undersøgelser og forskningsrapporter. Problemet er bare, at det ifølge Mette hurtigt kan blive en sovepude, at vi snakker så meget og handler så lidt. Der er ganske enkelt tit for langt fra gode intentioner og hensigtserklæringer til handling, og måske er det en af grundende til, at Danmarks placering i den internationale konkurrence om ligestilling ikke er så flatterende, som den tidligere har været. Imidlertid er det ikke kun i Danmark, at vi taler for meget og handler for lidt.

Meget tyder på, at Mette Schak Dahlmann har fat i en pointe, for næsten dagligt kan vi i dagspressen læse overskrifter som:

• Der er alt for få kvinder i danske ledelser og bestyrelser
• Der er for få kvinder i politik
• Der mangler kvinder i STEM-fagene
• Der mangler kvinder i håndværksfagene
• Der mangler kvinder på økonomistudierne
• Mænd tager for lidt barsel – og kvinder har stadig hovedansvaret for hus, hjem og børn.

Denne stilstand kræver handling, og her er der mange sten, som skal fjernes fra vejen, før målsætningerne om større diversitet kan realiseres indenfor fag, der traditionelt har tiltrukket mænd. For at tiltrække kvindelige talenter er det nødvendigt at skrue på de knapper, der virker, og det er det, Mette har gjort, da hun udviklede ideen til sin unisex-skurvogn og sikrede en dør for baderummet. Kigger vi på andre brancher, er det også interessant at se, hvordan overraskende initiativer og aktive handlinger kan give udviklingen et seriøst spark i den rigtige retning.

I USA har manglen på kvinder i toppen af advokatbranchen fået The Coca-Cola Company til at skride til handling. Bradley M. Gayto, der er underdirektør i Coca-Cola i USA, har sat sig til rette ved skrivebordet og skrevet et brev til de advokatfirmaer i USA, som bistår virksomheden med juridisk rådgivning[i]. Her skriver han blandt andet:

"Det er med tungt hjerte, at jeg skriver til jer. I årtier har vores branche haft diskussioner om, hvorfor diversitet er vigtigt. Vi har udviklet scorecards, holdt konferencer, etableret komiteer og skrevet handlingsplaner. Disse initiativer fungerer ikke. Den barske sandhed er, at vores profession ikke behandler diversitet og inklusion som en grundlæggende forudsætning for vores forretningsmæssige resultater. Vi er for hurtige til at fejre stagnerende fremskridt og belønne intentioner.”

I sit brev til advokaterne beskriver Gayto, at det er nødvendigt med specifikke indsatser, som accelerer diversiteten, og at det er ledere som ham selv, der skal tage teten og drive forandringen. Coca-Colas underdirektør mener, at netop ledere vil være i stand til at skabe diversitet, fordi ledere ved, hvordan man udvikler og implementerer klare og præcise handlingsplaner, skaber forandringer i organisationer og løser komplekse problemer. Ifølge Gayto er diversitet imidlertid ikke et komplekst problem. Diversiteten kan fremmes ved en konkret målsætning, som i øvrigt også vil være profitabel.

Det handler ifølge Gayto om, at medarbejdernes sammensætning skal afspejle befolkningssammensætningen lokalt, og hvis det ikke lykkes de rådgivende advokatfirmaer at sikre diversitet i deres respektive firmaer, risikerer de, at Coca-Cola beskærer deres honorar på nye opgaver med op til 30 procent. Alternativt må de samarbejde med andre firmaer omkring opgaveløsningen – eksempelvis med andre advokatfirmaer, der er længere fremme i skoene, når det gælder diversitet. Kravet til advokatfirmaerne om diversitet gælder i første omgang kun i USA, men skal bredes ud til resten af de lande i verden, hvor Coca-Cola opererer. På sigt vil det eller de advokat-firmaer, der betjener Coca-Cola i Danmark derfor også blive mødt med et krav om diversitet. Advokatbranchen i Danmark ligger heller ikke så godt i svinget, hvad angår diversitet, men der blæser nye vinde, og branchen er opmærksom på, at der skal handling til, fordi kvinder er i overtal på jura, men stort set usynlige som partnere i advokatfirmaerne.

Coca-Cola er ikke alene om at skride til handling. Retter vi blikket på Storbritannien, investerer den britiske tv- og nyhedskanal BBC fra 2021 massivt i diversitet både på skærmen og bag den[ii]. Dermed gør BBC diversitet til en højtprioriteret ledelsesopgave. Med initiativet åbner tv-stationen dørene for nye historier, bredere journalistiske vinkler og andre typer af historiefortællere. Fremskridtene vil blive dokumenteret i BBC’s årsrapporter, idet BBC forpligter sig til at skabe indhold med mindst to af disse tre prioriteringer:

• Diversitet i historier og portrætter på skærmen
• Diversitet i produktionsteams og ved rekruttering af talenter.
• Produktionsselskaber, der skal ledes ud fra ambitionen om diversitet.

BBC’s direktør for kreativ mangfoldighed, Juni Sarpong, siger i et interview med BBC følgende om initiativet:  

”Jeg kom til BBC som en outsider. Før jeg kom med, havde jeg en ide om, at dette var en organisation, der ikke ville ændre sig. Hvad jeg fandt, var noget andet: En organisation, der havde ambitiøse mål for mangfoldighed og inklusion, men ikke vidste, hvordan man skulle nå dem. Dette initiativ vil hjælpe med til at skabe reel forandring, som vil kunne mærkes af alle målgrupper. Det vil også skabe en stærk ramme, der hjælper forskellige historiefortællere til at lykkes på alle niveauer i branchen.”

Også i Japan er tålmodigheden ved at slippe op, og japanske virksomheder, der ikke har nok kvindelige bestyrelsesmedlemmer, står ligefrem til udskamning. Således har flere større kapitalforvaltere svoret at straffe de virksomheder, som ikke har nok kvinder i bestyrelsen, ved at stemme imod bestyrelsen til deres årlige generalforsamlinger. Straffen kan ramme bestyrelserne i hundredvis af japanske virksomheder, som risikerer at blive nedstemt og ’udskammet’ af aktionærer for manglende mangfoldighed. Det er flere større kapitalforvaltere, der lægger pres på bestyrelserne, blandt andet Goldman Sachs Asset Management og britiske Legal & General, der forvalter aktiver for 1.400 milliarder dollars. Legal & General har således meddelt, at man planlægger at stemme imod alle selskaber noteret i Topix 100 – et af Japans vigtigste aktieindeks – uden kvindelig repræsentation i bestyrelsen. Kapitalforvalternes skærpede politik over for bestyrelser med manglende mangfoldighed kan ramme japanske virksomheder uproportioneret. Tal fra Tokyo Shoko Research viser, at omtrent 57 procent af selskaberne ikke havde nogen kvinder i bestyrelsen sidste år.

Retter vi blikket mod Europa, lancerede formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, i 2020 en ambitiøs ligestillingsstrategi for EU. I forbindelse med lanceringen af strategien kalder kommissionsformanden ligestilling mellem kønnene ”et grundlæggende princip i EU,” og samtidig lægger hun vægt på, at netop ligestilling mellem mænd og kvinder skal bane vejen for økonomisk vækst i EU-landene:

”Ligestilling mellem kønnene er et grundlæggende princip i Den Europæiske Union, men er endnu ikke en realitet. I erhvervslivet, i politik og i samfundet som helhed kan vi kun nå vores fulde potentiale, hvis vi bruger hele vores talent og mangfoldighed. Det er ikke godt nok kun at bruge halvdelen af befolkningen, halvdelen af idéerne eller halvdelen af energien. Med strategien for ligestilling mellem kønnene presser vi på for at opnå flere og hurtigere fremskridt for at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.”

Ingen EU-lande har hidtil opnået fuld ligestilling mellem kvinder og mænd. Fremskridtene går langsomt, og der er fortsat kønsforskelle på områderne beskæftigelse, løn, pasning og pleje samt pension. En af de sten, som EU ønsker at rydde af vejen, er kønsstereotyper, som stadig hersker i EU-landene. Disse sejlivede myter og forestillinger om, hvordan piger, drenge, mænd og kvinder er, begrænser ikke bare kvinders, men også mænds udfoldelsesmuligheder og potentiale. Når vi på nethinden har et billede af, hvad en ’rigtig mand’ og en ’rigtig kvinde’ er, så har vi sat nogle stive rammer, som gør det sværere for kvinder at udfolde deres talenter i traditionelle ’mandefag’ og på chefgangen. Samtidig spænder kønsstereotyperne også ben for mænd, der gerne vil på barsel eller måske arbejde i et traditionelt kvindefag som pædagog eller sygeplejerske.

Også i Danmark skrider stadig flere til handling, og de senere år er der sket et interessant skift, idet det ikke længere kun er kvinde-organisationer og ligestillingsforkæmpere, der taler for øremærket barsel til mænd, men selveste nationalbankdirektøren, Djøf og topledere fra erhvervslivet. Nogle gange skulle man næste tro, at der er mænd i jakkesæt, som overvejer at købe et par røde strømper. Stadig flere virksomheder tilbyder attraktive barselsordninger til mænd for på den måde at få flere kvindelige talenter i spil på arbejdsmarkedet. Der er indsatser i gang for at tiltrække flere kvinder til STEM-fagene, i topledelserne, i forskningsverdenen, som iværk-sættere og på byggepladserne. Incitamentet er ikke nødvendigvis det etiske perspektiv om ligestilling, men i højere grad det økonomiske. Som professor Nina Schmidt gennem mange år har udtalt, er det simpelthen spild af talent og uddannelseskroner, når kvinder ikke udnytter deres fulde potentiale på arbejdsmarkedet. Samtidig er der brancher, som – når de kigger i krystalkuglen – kommer til at mangle arbejdskraft. Bygge- og anlægsbranchen risikerer ifølge en fremskrivning at mangle 17.000 medarbejdere med en byggefaglig uddannelse allerede i 2028. Kvinder udgør ni procent af de beskæftigede i branchen, og dette tal har ikke rykket sig i 20 år, så derfor ligger der et stort vækstpotentiale for byggebranchen i at tiltrække flere kvinder til byggefagene.

For at tiltrække flere kvinder til byggefagene så projektet ’Boss Ladies’ dagens lys i 2018. Formålet med projektet er at ”udfordre stereotyper og sætte talenter fri”. Med støtte fra Nordea-fonden, Grundejernes Investeringsfond, Bygge- og anlægsbranchens Uddannelsesfond og Stark Fonden går arbejdsgivere, fagforeninger, kommuner og uddannelser ifølge projektets hjemmeside sammen om at få flere piger ind i de brancher:

”Med Boss Ladies vil vi gå nye veje. Vi vil udvikle nye metoder i de brancher, hvor det har vist sig vanskeligst at tiltrække og fastholde kvindeligt talent. Vi vil skabe konkrete forandringer i skolernes uddannelsesvejledninger, på praktikforløbene, uddannelserne og arbejdspladserne. Men først og fremmest hos pigerne selv, som fortjener at få øjnene op for de mange muligheder for kreativ udfoldelse og spændende jobmuligheder, de i dag går glip af.”

Boss Ladies’ fokus er først og fremmest på at skabe konkrete forandringer hos pigerne selv. Udfordringen er, at pigernes uddannelsesvalg er påvirket af de stereotyper, som de har mødt, fra de lå i vuggen, og til den dag, hvor de skal vælge uddannelsesretning efter 9. klasse. Pigerne er hele vejen gennem deres opvækst under massiv indflydelse af deres omgivelser, og når vi ser på Mette Schak Dahlmanns liv og uddannelsesvalg, har forældrene været centrale spillere. Mettes far har presset på for, at hun skulle tage en uddannelse og ikke arbejde som ufaglært, mens Mettes mor har haft fokus på, at Mette er god nok, som hun er. Mettes mor har ikke haft de store ambitioner på Mettes vegne, ud over at hun gerne så, at Mette var glad. På den måde har Mettes forældre været nogle stærke rollemodeller, for de har givet deres datter troen på, at hun er god nok, og at hun kan blive til noget. Mettes forældre har ganske givet bidraget til, at Mette har truffet valget om at blive murer ud fra sin interesse og sin viden om, at hun har hænderne godt skruet på.

En undersøgelse fra tænketanken DEA viser, at det er forældrene, der har størst indflydelse på unges valg af uddannelse. Det er interessant, for selv om talrige undersøgelser viser, at socialiseringen og forældrenes uddannelsesmæssige baggrund er med til at forme pigers og drenges ambitioner, er det ikke primært folkeskolen, UU-vejledere, arbejdsgivere eller rollemodeller fra byggebranchen, der påvirker de unge mest. I hvert fald ikke, hvis vi spørger de unge selv.

I 2018 spurgte DEA 2.109 elever i 9. klasse: ”Hvem er du inspireret af i forhold til at vælge uddannelse?”[iii] Svarene er interessante, for mens vi taler så meget om flere rollemodeller, ser det ud til primært at være de nærmeste relationer, som inspirerer eleverne i deres uddannelsesvalg, idet forældre, venner og lærere indtager henholdsvis 1.-, 2.- og 3.-pladsen. Bedsteforældre har meget lidt at skulle have sagt, men deres vigtigste opgave er vel også at hygge om deres børnebørn.

1. Mine forældre (51 procent)
2. Mine venner (31 procent)
3. Mine søskende (29 procent)
4. Andre voksne (20 procent)
5. UU-vejledere (18 procent)
6. Rollemodeller i medierne (17 procent)
7. Mine lærere (15 procent)
8. Mine bedsteforældre (6 procent)[iv]

Ifølge Tænketanken DEA understreger undersøgelsen betydningen af de nære relationer for unges uddannelsesvej, og potentialet for at styrke den rolle, som vejledning, erhvervspraktik og brobygning yderligere bidrager med i de unges afklarings- og beslutningsproces.

Påvirkningen fra de nære relationer foregår både indirekte – og ubevidst – gennem den familie, socioøkonomiske baggrund og eventuelle søskendeflok, som den unge er vokset op i; og direkte gennem den uformelle vejledning og påvirkning, som forældre og andre voksne, fx lærere, giver den unge.

I en lang række af fortællingerne i DEA’s publikation ’Valg for livet’[v] fremgår det, at inspirationen til valget af en ungdomsuddannelse i høj grad er opstået igennem samtaler med og/eller observationer af de nære relationer som forældre, søskende, søskendes kærester, venner, lærere, bedsteforældre, onkler og tanter.

Ifølge de unge er forældrene tydeligt til stede; de dikterer eller afgør ikke valget, men er en del af beslutningsprocessen på forskellige måder. Uanset om forældrene vejleder bevidst, eller om de mere ubevidst videregiver deres viden, så er forældrenes påvirkning meget mere til at tage og føle på for de unge end det, som fx uddannelsesvejlederen fortæller. Der er dog samtidig det paradoks ved forældres vejledning, at den hviler på erfaringer, som forældrene har gjort for længe siden og i en anden sammenhæng. Derfor kan forældrenes råd være mindre relevante end den professionelle vejledning, den unge møder.

Undersøgelsen fra DEA står ikke alene. Familien og vores nærmeste har stor indflydelse på vores valg i livet og vores forventninger til fremtiden. Forældrene er børns allervigtigste rollemodeller, og en rapport fra forskningscentret Vive[vi] beskriver forældrenes direkte indflydelse på unges valg af uddannelse som følger:

”Det er (…) vidt forskelligt, hvor meget forældrene har været inde over de unges overvejelser, og hvilken rolle forældrene har haft i forventningsdannelsen. For eksempel nævner næsten alle unge med forældre med lange videregående uddannelser deres forældre som indflydelse, mens det kun gælder cirka to ud af tre unge fra kortuddannede hjem. Blandt unge med højtuddannede forældre gælder det, at de fleste forældre har et godt eller i hvert fald nogenlunde kendskab til uddannelsessystemet ifølge de unge, og at de ofte har hjulpet og vejledt den unge i uddannelsesvalgprocessen. De har ofte i høj grad været involveret i den unges skolegang og støtter den unge i forhold til uddannelsesambitioner såvel som fagligt.”

Kigger vi igen på undersøgelsen fra DEA, viser den interessant nok, at de unge, der gennem opvæksten i længere tid har boet alene med deres mor, har lavere sandsynlighed for at vælge en erhvervs-uddannelse efter en afbrudt ungdomsuddannelse. Noget kan tyde på, at mor er en rollemodel, og eftersom de færreste mødre traditionelt brænder for håndværksfag, er det sandsynligt, at mødrenes indflydelse på pigernes valg af uddannelse er af central betydning. I en artikel i Berlingske den 27. juni 2020 lyder overskriften da også: ”Klar besked til mor fra uddannelser og erhvervsliv: Du skal huske at snakke natur og teknik med din datter”.

Begrundelsen for opfordringen er, at de videregående uddannelser og erhvervslivet vil aktivere forældrene – ikke mindst mødrene – i forsøget på at få flere piger til at vælge tekniske og naturviden-skabelige uddannelser. Både ejendomsmæglere og bilforhandlere har længe vidst, at moderen spiller en afgørende rolle i købsbeslutninger, og det er sandsynligt, at mødre også spiller en central rolle som ’influencer’ for at bruge de unges eget sprog.

Fagforeningen Metal har her været langt fremme i skoene. Allerede i 2011 havde Metal luret, at det er en god ide at få mødrene i tale, hvis flere piger skulle lokkes ind i metalfagene. Fagforeningen havde således en stand på ugebladet Feminas Livsstilsmesse i Forum blandt stande med duftende cremer, wellness og det sidste nye inden for slankekure og mode. Samtidig kunne kvinder få en særudgave af Metals medlemsmagasin[vii]. På forsiden af særudgaven står en smuk unge kvinde iført rød festkjole, en motorcykelhjelm i stærke pangfarver, et tørklæde, der blæser i vinden og diamantøreringe, hvilket står i skarp kontrast til baggrunden: En stor bunke sorte bildæk. Budskabet er klart: Du kan godt være kvinde med stort K og samtidig være klejnsmed, maskinarbejder eller mekaniker.

I Frederiksborg Amts Avis den 30. november 2019 skriver Christina Antorini, direktør for LIFE læringscenter:

”Det er tankevækkende, at forældrenes holdning til køn og teknologi stadig er præget af meget stereotype forestillinger om, hvad piger og drenge interesserer sig for. Og måske er den en af årsagerne til, at der er så stor forskel på, hvad piger og drenge søger, når de overvejer deres uddannelsesvalg. (…) 70 procent af forældrene mener, at drengene er mere interesserede i teknologi og IT end piger, og under én procent svarer, at pigerne har større interesse for teknologi og IT end drenge. (…) Det er ikke så mærkeligt, at kønsforskellene slår så tydeligt ud i forhold til teknologi og uddannelsesvalg, når vi allerede som forældre har sat vores usynlige hot-or-not teknologi-mærkater på børnene. Drengene vil især gerne arbejde med robotter, teknologi og udvikle computerprogrammer og apps. Pigerne vil gerne arbejde med noget, hvor de kan redde og passe på mennesker (…)”

Selv om det naturligvis er relevant at påvirke pigernes beslutnings-proces via influencers som rollemodeller fra byggebranchen, UU-vejledere og lærere, så kan det vise sig at være noget op ad bakke at få flere piger til at vælge fag, der traditionelt tiltrækker mænd, hvis vi ikke formår at få fat i pigernes vigtigste rollemodeller: forældrene – og måske i særlig grad deres mor. Vi skal have forældre – og særligt mødre – til at tage action. Her er Mettes mor en fin rollemodel, når hun har troet på Mette og opmuntret hende til at gøre det, der gør hende glad.