METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 24

Shitstorm – når patriarkatet føler sig truet

”Shitstorms er noget, jeg har oplevet lige siden dengang, jeg startede med at udtale mig om skurvognregulativet. Da jeg begyndte som meningsdanner, var formålet at få flere kvinder til at udtale sig i medierne. Jeg oplevede ret hurtigt, at når jeg udtalte mig om kvinder, skurvogne og ligestilling, så mødte det altid modstand.  

Modstanden og shitstormene mod mig startede allerede, da jeg lavede den kampagne mod byggemarkedet Stark, hvor jeg gjorde opmærksom på deres kønsstereotype opfattelse af deres kunder som mænd – og ikke kvinder. Hvis der er noget, man ikke skal udtale sig om i den offentlige debat, så er det ligestilling og integration. Både medier og organisationer vil gerne have flere kvinder til at udtale sig, men jeg forstår godt, at der ikke er flere kvinder, der gør det. Som kvinder får vi bare flere trusler. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt og læst ordene: ”Hold kæft, kælling,” når jeg har udtalt mig om ligestilling.

Da jeg på et tidspunkt udtalte mig under pensionsdebatten, fik jeg kæmpe støtte. Her var jeg fortaler for, at mennesker i fysisk nedslidende jobs skal have adgang til tidligere pension – den såkaldte Arne-pension. Klapsalverne ville ingen ende tage, så derfor vil jeg hundrede gange hellere deltage i pensionsdebatten end i debatten om ligestilling. Ligestilling er sådan et fyord blandt mange. Folk tror, at kvinder bare vil have mere og skrabe noget til sig, som ikke er deres. Det er patriarkatet 100 procent.

Jeg bliver opfattet som farlig og en trussel mod patriarkatet, og det gør mange mænd vrede. Jeg bliver tit spurgt om, hvad jeg egentlig er ude på. Når jeg udtaler mig, er jeg heller ikke beskyttet. Medierne gør ikke meget for at beskytte kvinder, der oplever shitstorms. De vil bare gerne have en god historie, men på bekostning af hvad? På bekostning af mig og andre kvinder, der ønsker at deltage i den offentlige debat?

Jeg kunne godt ønske mig, at de faglige organisationer tog initiativ til at støtte kvindelige debattører, der bliver ramt af shitstorms. I forbindelse med fejringen af Priden i 2018 fortalte jeg i Politiken den 16. august sammen med Nanna Højlund, at jeg var blevet bedt om at give fem mænd et blowjob på byggepladsen. Det kunne være rart, hvis de mennesker, der svinede mig til i kølvandet på den udtalelse, kunne blive stillet til ansvar. På sin vis er det nærmest omkostningsfrit at udsætte debattører for shitstorms. Der er ikke ret meget, jeg som enkeltperson kan gøre ved, at jeg bliver truet og nedgjort på de sociale medier.

Det minder om seksuel chikane på jobbet, hvor specielt kvinder er udsat. Vi ved fra anden bølge af #MeToo, at der er utroligt mange kvinder inden for stribevis af brancher, der har været udsat for seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd på jobbet. Alligevel nytter det ikke rigtigt at anmelde chikanen, for hvad kan det hjælpe? Det kan da godt være, at den enkelte kvinde får en erstatning på 15.000 kroner – og ja, det er fint. Problemet er bare, at hvis jeg anmelder seksuel chikane, så bliver jeg mistænkeliggjort. Jeg møder modstand på min arbejdsplads, og det er et kæmpestort problem, for jeg skal også have brød på bordet. Hvis jeg først bliver et problem for min arbejdsplads, får jeg ikke lige et nyt job. Sådan fungerer det ikke i det private.

Vi har en kultur i Danmark, hvor det er sejt at lave jokes om andre, men hvor det ikke er fedt at sige fra. Idioter med internetadgang kan få lov til at skrive hvad som helst, uden at det har nogen konsekvenser for dem overhovedet. Hvis man som kvinde står frem og er et offer, så falder hammeren. Det er ikke populært at være offer for krænkelser i Danmark, også selv om vi som kvinder ikke selv har valgt at blive udsat for disse krænkelser. Du vælger ikke at være et offer, men du er ved Gud et offer, hvis du bliver udsat for shitstorms i medierne og seksuelle krænkelser på jobbet. Jeg har ikke selv valgt at være et offer. Ingen mennesker ved deres fulde fem vil selv vælge at blive udsat for krænkelser og shitstorms.

Jeg har forsøgt at tage ejerskab over det at være et offer og bruge offerrollen aktivt og konstruktivt til at skabe forandringer i samfundet. Det, jeg oplever, er der tusindvis af andre kvinder, som også oplever. På et tidspunkt deltog jeg i DR’s udsendelse Debatten med Clement Kjærsgaard som vært. Her mødte jeg Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti i en debat om ligestilling og kvoter. Pia er imod kvoter, og jeg sagde, at jeg ikke forstod hendes synspunkt, for vi har altid haft kvoter i Danmark. Eksempelvis rekrutterer erhvervsuddannelserne 80-20, fordi pigerne bliver fravalgt. Fravælgelsen af pigerne sker, fordi uddannelserne først og fremmest henvender sig til drenge. Mens det er tabu at indføre kvoter for kvinder, har vi mange sider usynlige mandekvoter. Det sagde jeg til Pia Kjærsgaard, men hun mener, at folk selv må om, hvilken uddannelse de vælger, og at der ikke finder nogen usynlig kvotering sted.

Jeg forstår ikke argumentet, for hvis vi bare lader alt være op til ’folk’, så sker der ikke ret meget. Derfor spurgte jeg hende, hvor hun som politiker var henne, da der var brug for en dør i skurvognen. Jeg fortalte hende, at jeg i virkeligheden lavede politikernes arbejde, da jeg udviklede den unisex-skurvogn.

Den gang vidste Clement ikke, at jeg var ved at få ændret loven, og han blev nødt til at spørge ind til det med døren i skurvognen. Jeg forklarede problemet og påpegede, at jeg virkelig syntes, at jeg var mit ansvar bevidst. Jeg håber også, at unisex-skurvognen vil gøre livet lettere på byggepladsen for fremtidige generationer af kvindelige håndværkere.

Pia Kjærsgaard bruger som mange andre politikere herskerteknikker i debatten. Hun sagde ”rolig nu” til mig, hvilket er en herskerteknik, der placerer hende som overhunden, som skal berolige mig – underhunden. For at komme ud af rollen som underhund, sagde jeg sidenhen også ”husk nu, at du skal være rolig,” til Pia Kjærsgaard, da hun på et tidspunkt virkede lidt oprørt.

Shitstormen foregår både for åben skærm, men også på de sociale medier og ude på arbejdspladserne. Jeg har tit oplevet, at jeg har været en god historie ved frokostbordet, men så heller ikke mere. Jeg har gode kolleger, men der hersker også en kønsstereotyp kultur blandt håndværkere. Når medierne vinkler en historie om ligestilling, tænker de ikke lige over, hvordan denne vinkel kommer til at påvirke dem, der deltager i artiklen, tv-udsendelsen eller radioindslaget. Derfor har det tit været svært for mig at komme på arbejde, efter at jeg har været i de lokale og landsdækkende medier. Mange af mine kolleger ville ikke arbejde med mig, da jeg for alvor begyndte at sætte ligestilling i byggebranchen på dagsordenen i medierne.

Vi er 70 medarbejdere i mit firma, men jeg er den eneste kvinde, så jeg skiller mig ud. Selv om jeg har min sølvmedalje, er jeg den eneste, mine kolleger for alvor tvivler på. Det fortalte jeg til magasinet Vice:

”(…) jeg må indrømme, det er hårdt i nogle situationer – for eksempel når man finder ud af, at ens kollegaer har tjekket én ud på Facebook, fordi man er kvinde. Eller når man finder ud af, at de ikke tror på ens kompetencer, eller at man kan klare faget, fordi man er kvinde. I de situationer kan jeg godt føle, jeg skal starte forfra med kampen. Jeg bliver på ny mindet om, at der hersker meget uvidenhed og også en meget gammeldags måde at tænke på, hvad en kvinde kan, hvad hun skal, og hvordan man mener, det er tilladt at behandle hende. Det, at der er så meget opmærksomhed omkring, at jeg er en kvinde, er problematisk. Mit udseende, mine kompetencer og min krop. Det er det, der får mig til at kæmpe for ligestilling i mit fag.”

Da jeg fortalte i medierne, at jeg var blevet mødt med forslag om at give mænd blowjobs, blev jeg kaldt ned i kælderen på byggepladsen. Jeg fik besked på, at jeg ikke måtte sige til nogen, at jeg var den eneste på byggepladsen, der havde fået sølvmedalje, for så ville mine kolleger føle sig talt ned til. Jeg troede, at det handlede om et blowjob og ikke om hensynet til mænds selvtillid.

Det er sjældent, at der er nogen, som spørger mig, om jeg er ok. Der er ingen, der spørger ind til blowjobbet, og det er skræmmende at se, hvordan folk – selv gode kolleger – er konfliktsky og lukker øjnene. Jeg skal ikke tro, at jeg er noget. Disse shitstorme har betydning for både mig og mit arbejde, som jeg skal leve af.

Jeg blev svinet til i kommentarsporene på sociale medier og i min indbakke, da jeg i Go’ morgen Danmark fortalte om, hvordan det var for mig. Der er mennesker, som skriver ”Tag dog hjem til dig selv”. Andre tror ikke på det, jeg fortalte til ugebladet Femina om, at jeg er blevet tilbudt fem blowjobs. I forbindelse med det interview fik jeg mange kommentarer, blandt andet denne: ”Bevis nu, at din historie i Femina er sand, medieliderlige lebbe”. Der er også kvinder, som skriver sådan til mig. Faktisk er der lige så mange kvinder, som mænd, der bidrager til disse shitstorms.

Jeg har samlet et lille udpluk af de kommentarer, jeg har modtaget:

• Du virker som en, man kommer i ansigtet på og så pisser på bagefter.
  
  
• Er hun ikke bare en betonlebbe, der vil bestemme over mænd.
  
  
• Det er sgu ved at være for meget med det feminist-snak. Mennesket på billedet kan være en han eller hun, det er sgu svært at se, men hvad skal det dog gøre godt for?
  
  
• Åh, klap nu i. Hvorfor skal nogen bare bringe sig i en offerrolle? Det er så trættende.
  
  
• Vil I have en mand, som kan hjælpe jer to med at få børn?
  
  
• Hun ligner selv en mand.
  
  
• 100 procent betonlebbe.
  
  
• Lorte lebbe-heks.
  
  
• Typisk at beton-Jytte står og teer sig.
  
  
• En der vil have lidt fame på de offentlige medier. Andet er der ikke i det.
  
  
• Hvis du kalder det en kvinde, har du ikke fulgt med, Skipper. (henvendt til Pernille Skipper)
  
  
• Sexistisk byggemarked – nu må I fandme stoppe. Kvinder hader byggemarkeder lige så meget som mænd hader IKEA. Så kan det også undre, at Mette selv gør så meget for at ligne en mand. Måske skal Mette hænges ud på Facebook for sexisme.
  
  
• Fnis, tror hun selv, at hun slæber mursten og cement?
  
  
• Hallo, men skal vi se, hvem der kan arbejde hårdest? Skal vi se, hvem der kan løfte flest sten? Hvem der kan bære mest mørtel?
  
  
• Hun kunne jo lade være med at klippe håret af sig selv. Hun ligner en mand med hormonforstyrrelse.
  
  
• Hun er nok mere en mand end en kvinde, så hun er jo ikke rigtig en del af den negative statistik.
  
  
• Der er ikke noget mere usexet end kvinder som håndværkere, og fysisk kan de ikke det samme. Malere er ok.
  
  
• Hun skulle vel aldrig være feminist og veganer.
  
  
• Hvorfor overhovedet prale med at være håndværker.
  
  
• Hun har vist for meget fritid.
  
  
• Plat.
  
  
• Arg, gå nu væk.
  
  
• Næh, jeg bliver aldrig enig med Mette Murer. Vi har en pinupkalender hængende, og det er sgu en kvinde, der har hængt den op. Bliver sgu så træt af den krænkelseskultur.
  
  
• Hold nu op med alt det nærtagende pladder. Mænd kan lide at se på flotte piger, og kvindelige håndværkere kan jo bare hænge billeder af flotte mænd op. Hvad er problemet?
  
  
• Kære Mette Mus, Hvis vi laver mænd mere om, bliver det farligt for os selv. Måske du blot skulle have været frisør? Du kan alligevel ikke holde til byrden i 10 år, mus.
  
  
• Må mænd i det hele taget snart være mænd eller hvad?
  
  
• Tror sgu jeg hænger en plakat op for at pisse jer af mest muligt. I skal se, det styrer de ansatte nok bedst selv. Hvorfor SKAL det hele være så tørt og kedeligt efterhånden?
  
  
• Et billede af dig ville aldrig hænge på min væg. Hold da helt op, hvor er du grim.
  
  
• Ingen vil have en plakat med Mette Murer, dog. Hun ligner en mand.
  
  
• Kvinder skal bare væk fra mandearbejdspladser, så går det nok.
  
  

Jeg synes, at medierne skal komme mere på banen, for jeg er bestemt ikke den eneste, der bliver udsat for så meget hate. Der er sindssygt mange fake-profiler, hvor det er helt omkostningsfrit at svine andre mennesker til, fordi ingen ved, hvem der står bag den falske profil. Jeg får opbakning mange steder fra – blandt andet fra alle de organisationer, der kæmper for ligestilling: Every Day Sexism Project Denmark, FIU-Ligestilling, Kvinfo, Kvinderådet, Nanna Højlund, Zendonen, Mia Jo, Anna Berg og andre feminister bakker op om mig.

Jeg er med tiden blevet meget mere hårdfør. Jeg kommenterer aldrig på det, der bliver skrevet i den slags opslag. Jeg lader dem selv hænge sig ud og lader deres ord tale for sig selv.

Shitstormene er åbenbart den pris, jeg må betale, for hver gang jeg udtaler mig, afføder det en debat. Der kan være 20.000, som læser mit blogindlæg, og jeg har også holdt grundlovstaler. Jeg får masser af thumbs up, men det er hårdt med alle de hate-beskeder, der følger med i slipstrømmen hver gang.

I starten var jeg rigtig ulykkelig. Jeg begyndte at tvivle på mig selv og på, om det var mig der var sart. I dag er jeg blevet stærkere, og jeg ser anderledes på det. Jeg tænker, at eftersom de reagerer sådan, så rammer jeg noget rigtigt.

Nogle gange undrer jeg mig meget over de beskeder, jeg får. Der var blandt andet en mand, som skrev til mig, at han synes, at jeg er for grim til at hænge på hans væg. Det var på Facebook, så jeg kunne gå ind på hans profil, og han var virkelig ikke særlig smuk på nogen måde. Det er bare så underligt, at han ikke ser sig selv i spejlet, før han skyder på mit udseende.

Folk anbefaler generelt, at man ikke læser kommentarerne, men jeg kan ikke lade være med at kigge på dem. Virkeligheden er bare, at kommentarerne fortæller mere om afsenderen end om mig. Det er jeg ikke i tvivl om, når jeg i dag modtager ubehagelige beskeder.

Problemet med disse shitstorms er, at jeg tror, at mange helt opgiver at deltage i debatten. Det afholder ikke mig fra at deltage. Faktisk giver det mig efterhånden bare blod på tanden. Der er ikke nogen, der skal lukke munden på mig. Kvinder er udsat for det i højere grad mænd. Kvinder er også opdraget meget mere pænt og trækker derfor hurtigere følehornene til sig i den offentlige debat.

Siden 2018 har jeg udviklet hård hud. Jeg siger ikke noget for at træde nogen over tæerne, men mange føler sig virkelig trådt over tæerne, når jeg udtaler mig. De ser mig som en trussel mod status quo uden at de kender mig. Mændene – patriarkatet – kvinderne.”